Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 6

Som eksempel på regionernes selvstændige udvikling kan nævnes aghlabidernes hof i Qayrawân (Kairouan), i det nuværende Tunesien. Byen Qayrawân blev grundlagt i 670 af de erobrende arabiske styrker som militært støttepunkt for erobringen af den romerske provins Africa, som dengang tilhørte Byzans, altså det østromerske rige. Byen er anlagt 150 km syd for det nuværende Tunis i et goldt steppe- og ørkenlandskab. I begyndelsen fungerede den som en særligt stor beduinlejr på samme vis som andre arabiske byer, hvis hovedopgave var at støtte erobringerne. Placeringen i ørkenen var desuden af strategisk betydning, da araberne beherskede ørkenrejser med kameler, hvilket byzantinerne ikke gjorde.

Takket være omfattende kunstvandingsanlæg blev Qayrawân en betydningsfuld by, som fungerede som provinshovedstad for Nordafrika. År 800 blev Ibrahîm ibn Aghlab indsat som guvernør i Qayrawân for provinsen Ifrîqiyah (Africa) af kaliffen Hârûn al-Rashîd. Ibn Aghlab blev tildelt en særdeles høj grad af selvstændighed, bl.a. retten til selv at vælge sin efterfølger, hvorved der opstod et dynasti af guvernører. Aghlabiderne, som dette dynasti kaldes, fik politiske ambitioner og erobrede Sicilien i 827-902, bl.a. for at sikre sig den maritime handel i det sydlige Middelhav. Selv om erobringerne blev udført i en ideologisk ramme af hellig krig var årsagerne selvklart politiske og økonomiske. Sicilien forblev på arabiske hænder indtil den normanniske erobring i 1061-1091.

Qayrawân blev et stort kulturcenter. Byen havde flere tusinde indbyggere, og den store moske, som fyrst Ziyâdat Allâh (817-838) lod bygge, og som nu er en stor turistattraktion, blev ramme om et frugtbart videnskabeligt og religiøst liv. Moskeens teologiske aktiviteter var på højde med dem, som fandt sted i Mellemøstens store centre. Qayrawân var med andre ord i 800- og 900-tallet et stort lærdomscenter. Desuden var der en berømt talmudisk skole, og det jødiske samfund var indflydelsesrigt og økonomisk velstående. Jøder og kristne var anerkendte borgere som pagtsfolk efter islamisk lov, og epigrafen afslører, at de kristne indbyggere blev ved med at bruge latin til det 11. århundrede (Jacquart og Micheau 1990 s. 107-109). Den store moske i Qayrawân har et stort bibliotek, og de ældste dokumenter i biblioteket går tilbage til 800-tallet. I vore dage er alle dokumenterne blevet flyttet til en institution kaldet for Dâr al-Thiqâfah = Kulturhuset, som ligger lige over for moskeen, og hvor de bliver opbevaret under moderne forhold.