Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 7

Udviklingen i Spanien

Оглавление

De første arabiske tropper satte over Gibraltarstrædet i 711, og Den Iberiske Halvø kom, med undtagelse af områderne langs den østlige del af nordkysten, helt på arabiske hænder i 716. Indtil nasridernes kongedømme i Granada overgav sig til det spanske kongepar Ferdinand og Isabella 2. januar 1492, var der i hele den mellemliggende periode en eller flere arabiske provinser eller kongedømmer i området. Fra de første militære togter i 711 til 755 hørte Den Iberiske Halvø under umayyadernes styre i Damaskus, og al-Andalus, som de arabiske områder på Den Iberiske Halvø kaldtes af araberne, var en af kalifatets provinser. Området blev regeret af en guvernør, som i praksis var næsten selvstændig, men formelt sorterede under generalguvernøren for al-Maghrib (kalifatets vestlige områder dvs. Nordvestafrika og Den Iberiske Halvø), som residerede i Qayrawân, mens guvernørerne for Den Iberiske Halvø boede i Sevilla og Cordoba (Hitti 1970 s. 493-503). Efter abbasidernes magtovertagelse lykkedes det for én mand fra umayyadernes familie at flygte fra den massakre, som afsluttede umayyadernes dynasti i 750. Han hed ‘Abd al-Rahmân og nåede helt til Spanien, hvor han tog magten og i 756 grundlagde en selvstændig stat med Cordoba som hovedstad, således at det arabiske Spanien blev uafhængigt af kalifatet. Da ‘Abd al-Rahmân ikke anerkendte abbasidekaliffens autoritet, men heller ikke ville anerkende det arabiske Spanien som andet end en provins i sit rige, som jo skulle være kalifatet, nøjedes han med titlen amîr (emir) dvs. fyrste.


Fig. 1 . Dette foto er taget i det kongelige paladskompleks Alhambra i Granada. Alhambra kommer fra det arabiske al-Hamrâ’, hvilket betyder Det Røde (Fort), da en stor del af bygningerne er bygget af rødlige sandsten. Granada har været arabisk ca. 714 til 1492 . Paladskomplekset er bygget af Nasridernes dynasti, og det blev bygget sent i det arabiske Spaniens historie, idet kongedømmet Granada længe lå som arabisk enklave omgivet af de kristne områder. Paladset viser i sin kunstneriske forfinelse den arabiske højkulturs store betydning for de spanske arabere (eget foto).

Længe var det efterkommere af umayyadekaliffernes dynasti, som herskede i de arabiske dele af Den Iberiske Halvø, og i 929 erklærede emiren ‘Abd al-Rahmân III (regerede 912-961) sig for kalif, hvilket var et politisk træk, som var nødvendigt for at konsolidere dynastiets magt over for fatimidekaliffen i Qayrawân og abbasidekaliffen i Bagdad. Både denne hersker og hans efterfølger, al-Hakam II (regerede 961-976), promoverede kraftigt udviklingen af videnskaberne i det muslimske Spanien (Jacquart og Micheau 1990 s. 139), f.eks. kom det kalifale bibliotek til at indeholde flere tusinde bind, ifølge nogle kilder op til 400.000 bind. Selv om dette tal nok er overdrevet, må man betænke, at alle disse bøger var håndskrevne, og de kom i bedste fald i meget små oplag efter vore moderne forhold. Det kalifale bibliotek repræsenterede med andre ord en kolossal intellektuel arbejdsindsats, som dog også fandtes i andre vigtige islamiske bycentre. I det hele taget blev det islamiske Spanien en kulturens højborg, især i det 10. århundrede under det spanske umayyadiske kalifat (Burlot 1982 s. 126-128 og 144-145).

Adskillige af den arabiske islamiske højkulturs store navne kom fra Spanien. Fyrsterne og senere kalifferne omgav sig med navnkundige litterater og videnskabsmænd, og de var rundhåndede mæcener. Paladserne og moskeerne fra den islamiske tid i Spanien viser i deres kunstneriske udformning den forfinelse, som den spansk-arabiske kultur blev et medium for. Det bemærkelsesværdige er, at interessen for højkulturen holdt sig, også efter at kalifatet var gået under, og det islamiske Spanien gik en politisk dekadence i møde, hvor territoriet blev delt mellem mange små fyrstehuse. Et af disse, nasridernes dynasti, som herskede over et lille kongerige med Granada som hovedstad, blev ved magten, til det tabte militært mod det kristne spanske kongepar Ferdinand og Isabella 2. januar 1492. I oktober samme år ankom Columbus til en lille ø ud for Amerikas kyst, og med inddragelsen af det amerikanske dobbeltkontinent fik Europa et økonomisk forspring i forhold til resten af verden, som var afgørende for, at Europa blev den verdensmagt, som til sidst underlagde sig det meste af verden i det 19. og 20. århundrede. Det berømte nasridiske paladskompleks Alhambra (fra det arabiske al-Hamrâ’, dvs. det røde (fort)) viser i sin kunstneriske forfinelse, at store kunstneriske og kulturelle frembringelser stod i høj kurs hos araberne i Spanien lige til det sidste.

Arabisk medicin

Подняться наверх