Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 3

Forord

Denne bog handler om den arabiske medicins historie. Med den arabiske medicin menes den lægevidenskab som beskrives og dokumenteres i medicinske tekster skrevet på arabisk, frem for alt i den islamiske civilisations klassiske periode fra ca. 700 - 1500.

Begrundelsen for at skrive denne bog er, at det emne, som bogen behandler, ikke tidligere er blevet genstand for noget større bogværk på dansk. Selv om vi i Danmark har haft store internationale navne som f.eks. professor Johannes Pedersen og professor Frants Buhl, når det gælder den videnskabelige behandling af mellemøstlige kulturer, så er den arabiske lægevidenskabs historie aldrig blevet gjort til genstand for en omfattende indføring på dansk.

Den arabiske medicin repræsenterer et væsentligt led i den vestlige medicinske tradition. Selv om man i Europa gerne ser sig selv som den direkte arvtager til den klassiske antik, så forbliver det et, almindeligvis ukendt, faktum, at den europæiske medicinske udvikling ikke kunne have fundet sted uden det arabiske mellemled, som førte den videnskabelige medicinske tradition fra det klassiske Hellas og Rom til den europæiske renæssance. Araberne overtog gennem en energisk oversættelsesvirksomhed i det 8.-9. århundrede den græske videnskabelige arv og udvidede den bl.a. med persiske og indiske bidrag samt med egne erfaringer og forskningsresultater. Denne opdaterede og voldsomt udvidede viden blev igen overført til Europa gennem en lige så energisk oversættelsesvirksomhed, som gik fra arabisk til latin, i det 11.-12. århundrede.

Mange af forfatterne til disse tekster var imidlertid ikke arabere, men kunne have syrisk eller persisk eller et andet sprog som modersmål. Ligeledes behøvede de langtfra at være muslimer. Blandt den arabiske medicins største navne findes mange kristne og jøder eller folk fra en helt fjerde religion.

Bogen præsenterer den historiske udvikling i den ovenfor skitserede tidsperiode og civilisatoriske område, hvad angår lægevidenskaben med dens faglige naboområder som farmakologi, dvs. læren om lægemidler og deres virkninger, og biologi, dvs. zoologi, botanik og i bredere forstand læren om levende væsener i al almindelighed.

Efter en indledning, hvor de brede historiske tildragelser i området skildres, kommer en mere specifik udredning af den lægevidenskabelige udvikling set i historisk sammenhæng. Da videnskab og videnskabelige aktiviteter ikke er noget, som finder sted “i luften” uafhængigt af det omgivende samfund, men er en del af samfundets almindelige kulturelle og historiske udvikling, er det ikke kun naturligt at skildre den videnskabshistoriske udvikling som en del af en sådan proces. Faktisk er det nødvendigt at skildre den som det, den er, nemlig en historisk proces, som kun kan forstås i sin historiske sammenhæng.

Den populærvidenskabelige tendens til at fokusere på og bedømme fortidens præstationer efter, i hvor høj grad de var i overensstemmelse med nutidens videnskabelige syn på de omtalte emner, eller mindre tendentiøst efter, i hvor høj grad de bidrog til den nuværende videnskab – det der er under et kan kaldes “at søge nutiden i fortiden” – har ikke noget at gøre med en historisk beskrivelse.

På den anden side må man heller ikke falde i den anden grøft som nogle af tilhængerne af den såkaldte postmoderne betragtning, der hævder, at fortidens videnskabelige resultater, synspunkter og metoder (og for den slags skyld også de moderne) ingen værdi har i sig selv som beskrivelse af verden, men er reduceret til noget, der nærmest kun er sociale, kulturelle eller litterære konstruktioner. Denne måde at se tingene på turde imidlertid være alt for ensidig. Hvis det viser sig ved alle observationer og undersøgelsesmetoder, at en bestemt blomsterart har fem kronblade, så er det nok fordi blomsterne på denne planteart har fem kronblade i den virkelige verden. Mere humoristisk kan man sige, at placerer man en sådan socialrelativist foran en løve, vil det være interessant at se, om han kan bortforklare løven som en social konstruktion, eller om han tager benene på nakken.

Den videnskabelige tilgang i almindelighed består i at arbejde med og bruge de videnskabelige betragtninger, måder og metoder i ens undersøgelser, beskrivelser og analyser af den empiriske og faktuelle verden. Disse beskrivelser og analyser munder ud i konklusioner vedrørende denne verdens beskaffenhed og de naturlige sammenhænge, som findes i den. Disse konklusioners holdbarhed kan så efterfølgende undersøges og prøves ved at teste arbejdsgangen og den behandlede problematik kritisk. Alt dette danner selve naturvidenskabens grundvilkår og er samtidigt baggrunden for dens resultater, hvad enten det drejer sig om middelalderlige plantebeskrivelser eller moderne elektronik. Derfor er beskrivelsen af disse grundvilkårs historiske udvikling selve grundlaget for naturvidenskabernes historie.

Vi vil derfor se den arabiske lægevidenskab i dens historiske og kulturelle kontekst. Den historiske og samfundsmæssige udvikling i Mellemøsten, Nordafrika og de arabiske områder på Den Iberiske Halvø vil blive skildret i nødvendigt omfang i kapitel 1 sammen med religionen islam som ramme for både den almene og den lægelige etik i den arabiske civilisation. – Den tidlige arabiske medicin, den almene videnskabshistorie i den arabiske verden, den middelalderlige arabiske kulturs syn på videnskab og medicin samt datidens populærvidenskabelige medicin beskrives i kapitel 2. – Dette fører over i beskrivelsen af den store oversættelsesbølge af først og fremmest græsk faglitteratur til arabisk samt af oversættelsernes kvalitet og betydning i kapitel 3. – Synet på den menneskelige krops fysiologi og de grundliggende medicinske teorier i den arabiske klassik beskrives i kap. 4 – Derefter kommer en beskrivelse af de store navne inden for den arabiske medicin med en skildring af disse forskellige lægers bidrag til medicinens historie i kapitel 5. – Vi giver de tre mest betydningsfulde læger deres eget kapitel i kapitel 6. – Derefter skildres farmakologien og dens betydningsfulde videnskabshistorie i den ovenfor beskrevne tidsperiode i kapitel 7. – Andre tilknyttede emner som oftalmologi, zoologi, botanik og generelle biologiske betragtninger i den arabiske verden skildres også i bogen i kapitel 8-9, og til sidst beskrives kort sygehusvæsenet i den arabiske verden og lægegerningen som profession i kapitel 10. – Den store oversættelsesbølge af arabisk medicin til latin i Europa i det 11.-12. århundrede og den arabiske medicins betydning for medicinens historie i Europa beskrives i kapitel 11, og hele udviklingen sammenfattes til sidst i kapitel 12.

Det skal her understreges, at det her skildrede emneområde er særdeles stort, og at hvert eneste af de i det forrige afsnit omtalte emner i virkeligheden nemt kunne blive genstand for hver sin bog, og de er somme tider også blevet det i den udenlandske litteratur. Det er derfor umuligt at have det hele med i bog, der har som målsætning at være en bred og almen indføring. Hvis man vil have flere detaljer, henvises til faglitteraturen, bl.a. de titler, som står i litteraturlisten.

Bagest i bogen findes et appendiks med først detailbeskrivelser af forskellige arabiske lægebøger og med nyoversatte arabiske medicinske tekster. Derefter kommer en ordliste over medicinske og religionsvidenskabelige termer og til sidst en litteraturliste over den i arbejdet med denne bog anvendte litteratur.

Til at skrive denne bog er der blevet brugt mange kilder. De står alle nævnt i litteraturlisten bagest, men følgende værker har været særlig vigtige:

Jacquart, Danielle og Francoise Micheau (1990): La médecine arabe et l’occident médiéval, Maisonneuve et Larose, Paris.

Rashed, Roshdi (red.) (1996): Encyclopedia of the History of Arabic Science, 3 bind, Routledge, London og New York.

Ullmann, Manfred (1970): Die Medizin im Islam, E.J. Brill, Leiden/ Köln.

Hvor ikke andet er anført, er alle oversættelserne fra arabisk foretaget af forfatteren. Alle korancitater er oversat fra arabisk af bogens forfatter. Versnumrene stammer fra versinddelingen i Kairoudgaven fra 1923.

Transskriptionerne fra arabisk til dansk er tilpasset dansk stavemåde. Det vil sige, at emfatiske konsonanter og andre lyde, som ikke findes på dansk, enten er udeladte eller tilnærmede. For arabister angives dog her transskriptionstavlen:

Hamzah angives med ’ og lange vokaler angives med en circonflexe over den tilsvarende latinske vokal.

Taksigelser

Denne bog kunne ikke være blevet til uden hjælp og råd fra en række personer:

Mag.art., ph.d. i semitisk filologi John Møller Larsen takkes varmt for kritisk gennemlæsning af både arabisk originaltekst og dansk tekst til en del af oversættelserne og for nyttige råd til disse.

Cand. mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog Jens André Pedersen Herbener takkes meget for gode råd om bogudgivelser og layout generelt.

Førstebibliotekar på Det Kongelige Biblioteks Orientalsk Judaistisk Afdeling mag.art Stig T. Rasmussen takkes for hjælp med at finde illustrationsforslag og for tilladelse til at bruge sider og illustrationer fra manuskripter tilhørende Det Kongelige Biblioteks samlinger.

Lektor cand.mag. i klassisk filologi Ivar Gjørup takkes for hjælp med oversættelserne af bogtitler på klassisk græsk og latin.

Redaktørerne på Aarhus Universitetsforlag Carsten Fenger-Grøndahl og Anne Sofie Steens takkes varmt for god støtte og godt samarbejde i forbindelse med udgivelsen af denne bog.

Endeligt takkes den faglige referent lektor emeritus cand. theol Svend M. Søndergaard varmt for sit store arbejde med at gennemlæse hele manuskriptet kritisk. Hans mange rettelser og råd har været til stor gavn for bogen.