Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 14

Vi skal som sagt til anden halvdel af det 8. århundrede efter abbasidernes erobring af magten, før der sker en kraftig udbygning af de naturvidenskabelige aktiviteter. Det bør her pointeres, at betegnelserne naturvidenskab, humanistisk videnskab og teologi, som bruges her i bogen, er anakronismer i forhold til den inddeling af videnskaberne, som man havde i den klassiske islamiske kultur. Betegnelserne er brugt her for overskuelighedens skyld, men ifølge de klassiske arabiske tekster var inddelingen en helt anden. De forskellige klassiske islamiske filosoffer brugte almindeligvis hver sin inddeling af videnskaberne. Disse inddelinger stammede til dels fra den klassiske antik, men de blev ofte videreudviklet af de arabiske filosoffer. Således nævner filosoffen al-Fârâbî (870-950) i indledningen til sin bog Opregning af Videnskaberne:

Vi satte os som mål i denne bog at opregne de kendte videnskaber én for én og at lade kende det, som hver enkelt af disse indeholder i sin helhed, samt alle de dele, som den enkelte videnskab har, samt indholdet af disse dele. Vi sætter det i fem kapitler: Det første handler om sprogvidenskaben og dens dele. Det andet om logikken og dens dele. Det tredje om de matematiske videnskaber, dvs. aritmetik, geometri, optik, astronomi, musik, vægte og mekanik. Det fjerde er om naturvidenskaben og dens dele og om metafysikken og dens dele, og det femte er om den politiske videnskab og dens dele, om jurisprudens og om teologi [på arabisk: kalâm] (Ihsâ’ el ‘Ulûm red. 1991 s. 7).

Al-Fârâbî nævner overhovedet ikke medicinen nogen steder i sin behandling af videnskaberne i dette værk. I det 9. eller 10. århundrede skrev en gruppe intellektuelle, som kaldte sig for “Renhedens Brødre”, en række essays om forskellige videnskabelige og filosofiske emner fra samtiden. Disse essays kaldte de for epistler (på arabisk rasâ’il), og de er en særdeles fin introduktion til den tids videnskabelige aktivitet. Her kan man se, at arven fra den græske og hellenistiske klassik er altdominerende. Men heller ikke hos dem nævnes medicinen, selv om nogle epistler beskæftiger sig med beskrivelser af de forskellige videnskaber. Blandt andet finder man en særdeles nøjagtig beskrivelse af zoologi og botanik. Forklaringen synes at være, at videnskab og filosofi var tæt knyttet til hinanden, ligesom de for øvrigt var det i antikken, og medicin blev mere betragtet som en kunst eller et håndværk end som en intellektuel aktivitet. Vi skal til de klassiske arabiske lærebøger i medicin for at finde en definition på lægevidenskab. Ibn Sînâ (Avicenna) (980-1037) skriver således i indledningen til sin Canon:

Jeg siger: Medicinen er visselig en videnskab, ved hvilken man opnår viden om menneskekroppens tilstande, hvad angår sundhed og usundhed, for at bevare sundheden vedvarende og genvinde den hurtigt; og jeg er den, som siger, at medicinen inddeles både i teori og i praksis, idet I andre [læger] har sat den helt som en teoretisk videnskab, når I siger, at den er [ren] videnskab. Men på dette tidspunkt besvarer vi dette ved at sige derimod, at det siges om [de forskellige] håndværk, at der er de dele af dem, som er teoretiske, og dele, som er praktiske, og om de [natur]filosofiske videnskaber siges det, at de både er teoretiske og praktiske, og [ligeledes] siges det om medicinen, at der er de ting, som er teoretiske og praktiske, idet der menes noget forskelligt med udtrykket teoretisk og praktisk for hver inddeling [af videnskaberne]. Men her behøves ikke nogen nærmere forklaring angående disse forskellige meninger, undtagen i det, som har med medicinen at gøre, for når det siges, at der i lægevidenskaben findes såvel det, som er teoretisk, som det, der er praktisk, er det ikke nødvendigt at mene, at hvad lægerne her mener, er, at den ene del af lægevidenskaben lærer den videnskabelige, medens den anden del [drejer sig] om den rent praktiske del af gerningen, således som det [almindeligvis] tænkes, idet der dog er adskillige forskere, som har dette standpunkt. Tværtimod er det nødvendigt at vide, at det, der menes, er noget andet, nemlig at der ikke er nogen af de to inddelinger i medicinen, som ikke er videnskabelig, men at den ene er videnskaben om medicinens grundteorier, medens den anden er [videnskaben] om, hvordan dens praksis følges [dvs. videnskaben om, hvordan grundteorierne omsættes til praksis]. Først derefter får den ene af disse to særskilt betegnelsen videnskabelig eller teoretisk, mens den anden får betegnelsen praktisk. … (Ibn Sînâ, red. Dâr Sâdir bind 1 s. 3)⁶.

Men selv hos Ibn Sînâ blev medicinen betragtet som en videnskab, som var underordnet den egentlige naturvidenskab, hvilket fremgår af hans store filosofiske og videnskabelige hovedværk Kitâb al-Shifâ’ = Bogen om [sjælens] helbredelse, og hans mindre videnskabelige encyklopædi forfattet på persisk Dânesh Nâma = Bogen om Videnskaberne (Mazliak 2004 s. 45-49). Den væsentligste forskel mellem den arabiske middelalders medicin og den moderne består i, at hvor vi betragter medicin som en videnskab, der bør være baseret på objektive iagttagelser og eksperimenter, så mente man i den klassiske islamiske kultur, i forlængelse af, hvad der gjorde sig gældende i den klassiske antik, at den medicinske viden skulle være baseret på solide filosofiske kundskaber. Lægerne havde gennemgående et rationelt forhold til menneskekroppen og dens sygdomme, og mange observationer blev gjort og nedfældet. Den rationelle filosofi blev så betragtet som det fundament, som på grund af sin systematiske opbygning ud fra forklarende grundprincipper sikrede en sikker viden og en gennemført forståelse af tingenes natur.

Det bør nævnes, at astrologi, alkymi og magi i den klassiske islamiske kultur blev betragtet som fuldgode videnskaber. Det ville være at projicere vores moderne opfattelse på middelalderens mennesker at kalde dem for pseudovidenskaber. Ud fra den tids verdenssyn og naturforståelse havde de nævnte områder logiske og fornuftige forklaringsmodeller. Der var virkelig mange naturfænomener, for eksempel magnetisme i magnetjernsten eller ravs evne til at tiltrække ting ved statisk elektricitet, som man ikke havde nogen forklaring på og måtte acceptere som en særegenskab (arabisk khâssah, latin virtus) ved disse naturalia. Hvad angår astrologi, var det jo også klart, at månen havde indvirkning på tidevandet, så det lå fast, at hvad der skete i de himmelske sfærer havde indvirkning på den jordiske verden. Ikke desto mindre blev både astrologi og alkymi undsagt af forskellige videnskabelige personligheder. Historikeren og sociologen Ibn Khaldûn (1332-1406) betegnede således konsekvent astrologien som en falsk videnskab og argumenterede både rationelt og religiøst mod den (Rosenthal 1958 bind 3, s. 258-267).

Fig 2 . Dette billede viser de dobbelte buer i den Store Moske i Cordoba. Det intellektuelle liv i den islamiske klassik var centreret omkring moskeerne. Disse fungerede således ikke blot som kultiske centre, men blev også brugt som en slags højere læreanstalt (eget foto).

Til slut må det også nævnes, at der allerede i middelalderens islamiske kultur fandtes en skelnen mellem videnskab og populærvidenskab. Den ægte naturvidenskab med dens basis i den klassiske naturfilosofi var allerede dengang en svær disciplin. At systematisere observationer og originale data, for at bruge de moderne udtryk, og fortolke dem i lyset af den tids videnskabelige paradigmer, eller blot at forholde sig rationelt til dem, var ikke nogen let sag. Der var derfor ligesom i vore dage blandt mere eller mindre dannede mennesker en simplere eller populær forståelse af de forskellige discipliners indhold. Et eksempel på dette kan man finde i Tusind og én nat i fortællingen om slavinden Tawaddud. Hun bliver i historien eksamineret af lærde mænd, dvs. teologer, læger m.m., i kaliffens påhør. I sine svar og forklaringer kommer hun den middelalderlige islamiske videnskab rundt, men forklaringer, som viser en god forståelse, blandes op med forsimplinger og folketro. I Steen Hasselbalchs udgave fra 1968 findes historien i bind 6 s. 91-133. I denne udgave bliver slavindens navn europæiseret til Sympathia.