Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 5

I dette afsnit kortlægges den historiske og sociale udvikling inden for de samfund og områder, som danner grundlag for bogens emne, med henblik på at kunne indplacere den videnskabshistoriske udvikling i dens sociale og kulturelle kontekst. For en tilbundsgående behandling af de arabiske landes og de arabiske folks historie henvises til faglitteraturen, bl.a. de titler som findes i litteraturlisten.

Som det fremgår af ovenstående, var det arabiske område et randområde, som ikke kom væsentligt under stormagternes herredømme. Arabiens vældige ørken- og steppeområder var ikke særligt attraktive hverken med hensyn til kolonisering eller økonomisk udbytte. Araberne var for det meste organiseret i nomadiske og halvnomadiske, dvs. mobile stammer, som var svære at styre, og da plyndringer ofte hørte med til stammernes økonomi, blev de oftest betragtet som røvere og marginaliseredes af de bofaste samfund.

Selv om det arabiske område var en vigtig handelsvej mellem det mediterrane område og Det Indiske Ocean, forblev de arabiske stammer politisk selvstændige, både de nomadiske og det mindretal, som var fastboende. Storrigerne havde i praksis ingen direkte politisk indflydelse over den arabiske befolkning om end i nogen grad en materiel. Halvøen blev rig på transithandelen dels ved karavanetransport over land og dels ved skibsfart på Det Røde Hav. Vigtige handels- og finanscentre opstod i tilknytning til handelen med byen Mekka som det mest kendte eksempel.

Rent sprogligt udviste Den Arabiske Halvø en stor enhed, idet ørkenkulturerne talte et sprog, som blev stamfaderen til det klassiske arabiske sprog. Kun i det sydarabiske område talte man et andet sprog, som logisk kaldes for sydarabisk, mens klassisk arabisk og dets forløbere betegnes som nordarabisk. Der var dog en hel del dialektale forskelle. Imidlertid blev de store central- og østarabiske stammers sprog til et højsprog, som brugtes af de arabiske digtere. Dette højsprog var derfor en digterisk koiné – et fællessprog, som blev forstået af alle og blev brugt i digtningen. Digteren var ikke kun poet i vores forstand, men tillige stammens eller gruppens talsmand, og han havde derfor en stor kulturel og politisk betydning i det daværende arabiske samfund. Koranen blev nedfældet på dette højsprog, som derfor, med nogle mindre forskelle, er lig med det klassiske arabiske sprog, som endnu i dag er det officielle sprog i de arabiske lande og lig med skriftsproget som sådan. Selv om de talte dialekter i de forskellige arabiske lande og regioner kan variere meget indbyrdes, således at forskellene kan minde om forskellene mellem de skandinaviske sprog, forbliver klassisk arabisk det skrevne sprog og også det talte sprog i radio og fjernsyn. Denne sproglige kontinuitet er vigtig, fordi den betyder, at den arabiske verden i alle historiske perioder har udgjort en skriftsproglig enhed, og litteratur, ikke mindst faglitteratur, kunne læses og skrives i alle dele af den arabiske verden.

Det sydarabiske område var, som allerede nævnt, hjemsted for gamle højkulturer baseret på landbrug. De mest kendte er den sabæiske og den minæiske. Dette område blev dog i århundrederne før islams fremkomst udsat for kraftig politisk indblanding fra såvel det etiopiske som det persiske rige.

Mod nord fungerede Ghassan-stammen og Lakhm-stammen som stødpudestater for henholdsvis Byzans i øst og Persien i vest. Ghassans leder blev udnævnt til archont (regeringsforstander) af Byzans, og Lakhm-stammens ledere var regulære konger, som var vasaller til de sassanidiske herskere. Disse grænsestaters rolle var at værne mod arabiske nomader og deres plyndringstendenser.

Omkring år 570 efter vor tidsregning blev Profeten Muhammed født i byen Mekka, som ligger mod vest på Den Arabiske Halvø i landskabet Hidjâz ca. midtvejs mellem det nuværende Jordan og det Indiske Ocean. Omkring 610 begyndte han at få en række åbenbaringer, hvad der satte ham i samme tradition som de bibelske profeter. Her skal ikke redegøres i detaljer for islams religiøse historie, men Profeten fik verdslig magt, da han, fra en begyndelse som prædikant, endte med at blive leder for de mennesker, som fulgte ham og hans religiøse budskab, idet de kom i opposition til de velstillede familier og klaner i Mekka. I 622 udvandrede han fra Mekka sammen med dem, der var konverteret til den nye religion, da de havde fået asyl i oasebyen Yathrib, som ligger knap 350 km stik nord for Mekka. Byen skiftede senere navn til Madînat-al-Nabî = Profetens By, i daglig tale Medina. I og med at de troendes loyalitetsforpligtelser over for deres egne stammer blev opgivet til fordel for en forpligtelse mod deres religionsfæller, blev konsekvensen, at de troende i praksis kom til at fungere som en ny klan eller stamme, som kunne slutte pagter, føre krig og i det hele taget optræde som en politisk enhed. Denne første statsdannelse blev til det, som kaldes for Medinastaten, hvor Profeten var den ubestridte leder. Denne stat blev nødt til at forsvare sig selv både politisk og militært mod såvel indre som ydre fjender. Profeten voksede imidlertid med opgaverne, og han kunne til sidst gå sejrrigt ind i sin fødeby Mekka. Medinastaten dækkede da store områder på Den Arabiske Halvø. Dens territoriale kerneområde udgjordes af landskabet Hidjâz.

Inden Profeten døde, havde han ikke taget nogen beslutninger vedrørende ledelsen af den nye stat. Efter Profetens død i 632 blev der derfor ad hoc blandt Profetens mest fortrolige fundet en ny leder, som blev kaldt for Khalîfat an-Nabî = Profetens Repræsentant. På dansk bliver begrebet til ‘kalif ’. Kaliffen var de troendes politiske, samfundsmæssige og religiøse leder.

De arabiske stammer, som blev forbrødret gennem den nye religion, fik kanaliseret den fælles energi ud i nogle vældige militære erobringer. Disse blev først rettet mod nabolandene Byzans og Persien, hvis modstandskraft nu var blevet alvorligt svækket gennem deres indbyrdes krige og rivaliseringer. Fra 634-725 kom det arabiske område til at dække alle landene i Mellemøsten og Nordafrika samt Den Iberiske Halvø plus øerne Cypern og Rhodos. I 713 blev Sind, landet omkring Indusfloden, erobret. Hele dette vældige område blev til et arabisk imperium, som strakte sig fra det nuværende Pakistan til Pyrenæerne. Det arabiske imperium var en naturlig forlængelse af de tidligere imperier i området, samtidigt med at tidligere toldog handelsbarrierer blev fjernet. Selv om araberne nogle steder i begyndelsen ikke kontrollerede andet end geografiske nøglepositioner i deres vidtstrakte imperium, konsoliderede de gradvist deres magt. Dette skyldtes bl.a., at de udviste en for samtiden bemærkelsesværdig tolerance over for andre folk og religioner, og lige så vigtigt, at de ikke foretog plyndringer og massakrer. Tropperne var særdeles veldisciplinerede, hvilket i høj grad skyldtes den nye tro, og i praksis blev kun den ejendom, hvis ejere var flygtet definitivt for de arabiske fremstød, inddraget af de nye magthavere, dog efter at statsmagten havde hævet en femtedel af land eller løsøre som statsafgift. For den oprindelig befolkning skete overgangen fra det gamle til det nye styre derfor med en for samtiden usædvanlig orden og fravær af ødelæggelser.

Selv om de troende udadtil fungerede som en politisk enhed, forblev loyaliteten med de gamle stammer stærk. Så længe Profeten levede, og da især så længe den spirende islamiske stat var i defensiven, forblev troskaben mod den nye “stamme” stærk, men allerede kort tid efter Profetens død opstod der strid og konflikter af stamme- eller klanpolitisk art, og allerede inden for 20 år efter Profetens død kom det islamiske samfund ud i regulær borgerkrig.

Det blev umayyadernes dynasti (661-750), som i flere omgange vandt borgerkrigen. Denne familie hørte til de betydningsfulde købmænd i Mekka, og under deres styre blev det arabiske imperium konsolideret. De indførte arabisk som administrationssprog, hvor man før havde brugt de tidligere imperiers sprog, de arabiske tropper kom til at virke som effektive fredsskabere og fredsvogtere med hensyn til de tidligere konflikter i området, og landene, som før havde været adskilt af told- og handelsbarrierer i fredstid, blev nu forenet under ét styre, hvilket medførte en fri bevægelse af varer og kapital, men i lige så høj grad også af tanker, skrifter og andre kulturelle forhold.

Det bør understreges, at de nye magthavere i høj grad blev budt velkomne af de erobrede befolkninger i Syrien og Egypten. I Mellemøsten var den kristne retning i overvejende grad monofysitisk, hvilket blev betragtet som kættersk af det ortodokse Byzans. Den religiøse rivalisering mellem den mellemøstlige befolkning og Byzans afstedkom, at araberne, der med islam faktisk sikrede religionsfrihed, blev betragtet som befriere fra det byzantinske åg (jf. Lombard 1971 s. 36). Desuden blev islam af de kristne indbyggere ikke i begyndelsen betragtet som en konkurrerende religion, men mere som en art misforstået “almuekristendom” (jf. Gardet 1971).

Under umayyadernes styre fandt de første møder mellem araberne og de erobrede befolkningers kultur sted. Selv om araberne var mere optaget af at konsolidere det nye rige end i at virke som mæcener for kunst og videnskab, var de ikke sene til at opdage fordelene ved de tekniske og videnskabelige færdigheder, som fandtes i de nyligt erobrede lande. Specielt bør nævnes kaliffen ‘Abd al-Malik (685-705), som indførte arabisk som administrationssprog i stedet for græsk og persisk, og som fik opbygget kalifatets omfattende postvæsen (Toll 2002 s. 51). Den første videnskabelige aktivitet i arabisk regi fandt sted i denne periode, men den havde mere at gøre med litteratur- og sprogforskning end med naturvidenskab.

Umayyadernes dynasti afløstes efter en voldsom konflikt af abbasidernes (750-1258). Selv om abbasiderne mistede enhver politisk magt med mongolernes erobring og ødelæggelse af Bagdad i 1258, fortsatte dynastiet med at føre en skyggetilværelse i Egypten under mamelukkernes styre, til osmannerne erobrede Egypten i 1517. Osmannernes fyrste Selim I fik den sidste abbasidekalif al-Mutawakkil III til at overgive osmannerne den kalifale titel og værdighed. Nyere historisk forskning synes dog at drage denne detalje i tvivl, men under alle omstændigheder fortsatte osmannerne som kaliffer. I virkeligheden forblev det arabiske imperium kun helt og udelt under umayyadernes styre. Allerede kort efter abbasidernes magtovertagelse rev Andalusien sig løs i 755 (al-Andalus er den arabiske betegnelse for de arabiske områder på Den Iberiske Halvø). Det var en umayyadisk overlevende ved navn ‘Abd al-Rahmân, som overtog styret i Spanien og grundlagde det spanske umayyadiske dynasti. Lidt efter lidt blev kalifatets forskellige provinser i praksis politisk uafhængige, idet deres fyrster eller guvernører lod deres magt blive arvelig. Iran og Egypten blev omtrent samtidigt (867-868) praktisk taget selvstændige, men kalifatet genvandt fuld kontrol med Egypten i 905.

Fra og med 861 begynder kaliffernes magt at vakle i Bagdad. Som følge af magtstridigheder ved hoffet og i kaliffernes livgarde begyndte en periode med anarki. Idet centralmagten svækkedes, var det naturligt, at provinserne begyndte at søge selvstændighed (Burlot 1982 s. 53-54). Fra og med 945 var det storvisirerne, som fik al magten, og kaliffens magt blev reduceret til en ren nominel titel (Burlot 1982 s. 55). Selv i kalifatets hovedstad opstod der derfor dynastier af storvesirer, som udøvede den reelle magt, således at den kalifale titel endte med at blive en politisk tom, men stadigvæk særdeles symbolladet titel, som alt andet lige kan sammenlignes med de royale titler i moderne konstitutionelle monarkier. Det var således kun under de første godt hundrede år af abbasidernes dynasti, at kalifatet fungerede som et regulært imperium. I Nordafrika var der i det 8.-10. århundrede forskellige små kongedømmer, som af oftest religiøse årsager ikke anerkendte kaliffen i Bagdad, men fatimidernes dynasti, som herskede fra 969-1171 i Kairo i Egypten, gik endnu videre og endte med at tildele sig selv den kalifale titel, hvilket afstedkom at umayyaderne i Cordoba i Spanien som modvægt også erklærede sig for kaliffer. Profeten Muhammed havde pludselig tre efterfølgere eller vikarer på jorden, hvilket ikke var i overensstemmelse med islamisk ortodoksi.

Alle disse forskellige politiske udviklinger bør dog ikke skjule det væsentligste, nemlig at det i kalifatets lande og dets efterfølgere lykkedes at skabe en regulær enhedskultur, som havde klassisk arabisk, også kaldet litterær arabisk, som fællessprog og skriftsprog, som havde islam som grundreference og arven fra antikkens civilisationer som altoverskyggende kulturel arv.