Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 9

Den behandling af syge, som fandtes i det gamle førislamiske arabiske samfund, havde mere at gøre med magi end med nogen form for systematisk videnskab. Den førislamiske poesi, som er den vigtigste, men langtfra uproblematiske kilde til vores kendskab til det førislamiske Arabien, indeholder navne på mange forskellige sygdomme og lidelser. Beduinernes kendskab til anatomien var særdeles enkel, men man gjorde sig visse tanker om organernes funktion. Leveren var sæde for sult og tørst, men især for følelser og lidenskaber. Hjertet var forstandens sæde. Disse forestillinger må siges at være gammelsemitiske, da man i Den Hebraiske Bibel ofte bruger udtrykket “at ransage hjerte og nyrer” i betydningen at undersøge et menneske moralsk. Lægen blev kaldt for tabîb, et indfødt arabisk ord for læge, som stadig er det arabiske ord for læge på moderne officielt arabisk. I den førislamiske tid kunne man også bruge ordet âsî, som stammer fra aramæisk, men begge disse ord var betegnelser for personer, som udførte behandlinger, og ikke på nogen måde betegnelser, som stod for en uddannelse (Ullmann 1970 s. 16).

Til sygdomsbehandlingen hørte naturligvis også magiske/religiøse forestillinger. Da det var kendt, at der i oasen Khaybar fandtes en endemisk form for feber, og da man mente, at denne feber kun angreb mennesker, plejede besøgende til oasebyen at skryde ti gange som et æsel foran byporten for at få feberen til at tro, at de var æsler og ikke mennesker (Ullmann 1970 s. 17). At sygdom personificeres som en dæmon er også en gammelkendt semitisk forestilling, som går tilbage til det gamle Mesopotamien.

Den sindssyge blev kaldt for madjnûn, hvilket direkte oversat betyder besat af en djinn, altså en ånd. Dog havde dette ord vid betydning, da det også kunne betyde begejstret eller inspireret. Det var i hvert fald utænkeligt, at en stor digter skulle digte uden inspiration fra sin djinn.

I og med at Den Arabiske Halvø havde været udsat for hellenismen i over 600 år, var dette landområde en del af hellenismens kulturkreds, selv om det, som tidligere sagt, absolut hørte til dens randområder. Forskellige dele af den klassiske medicin blev derfor taget i anvendelse, såsom kauterisation og kopsætning, og man anvendte forskellige naturmedikamenter, såsom mælk og honning. At der fandtes folk, som havde opholdt sig længere tid i det byzantinske og/eller sassanidiske område og der havde opnået en oftest rudimentær uddannelse i medicin, er dog hævet over enhver tvivl. Således omtales, at en vis Hârith ibn Kalada fra stammen Thaqîf, som skulle have fulgt profeten Muhammed, havde fået en medicinsk uddannelse i både Yemen og Persien. Hârith er en historisk person, men de biografiske oplysninger, vi har om ham, er så legendeprægede og med så eklatante anakronismer, at de ingen værdi har som historisk dokumentation (Ullmann 1970 s. 19-20). Alligevel kan han ses som et eksempel på en person, som må have udøvet lægegerningen på et mere professionelt plan i datidens Arabien.

Her følger en beskrivelse af en lægelig behandling, som kaliffen ‘Umar, islams anden kalif (regerede 634-644), fik, efter at han var blevet udsat for et attentat. Det bør dog bemærkes, at den bog, hvorfra beskrivelsen er hentet, først blev skrevet i 800-tallet af historikeren Muhammad ibn Djarîr al-Tabarî, dvs. på en tid, hvor den klassiske medicin fra antikken var begyndt at gøre sig stærkt gældende i den arabiske verden.

… og Abû Lu’lu’lah [attentatmanden] kom ind blandt folkene. I sin hånd havde han en dolk med to klinger og med grebet i midten. Han stak ‘Umar seks gange, hvoraf et af stødene ramte ham under navlen. Det var dette [sår] som dræbte ham (…) Man sagde: ‘lO de Troendes Leder, mon ikke du burde sende bud efter lægen?’ Derpå blev en læge fra Hârith ibn Ka’b-stammen tilkaldt. Han gav ham vin at drikke, og vinen kom ud [af såret i maven] med blandet farve (tvefarvet). Lægen sagde: ‘Giv ham mælk at drikke’, og mælken kom ud hvid. Derefter blev der sagt: ‘O De Troendes Leder, gør dit testamente’. Han svarede: ‘Dette har jeg lige fuldført’ (de Goeje, red. 1902, s. 2-5).

Med islams komme skete der ikke nogen øjeblikkelig forandring i den tids arabiske lægekunst. Koranen omtaler hverken læger eller lægevirksomhed. I forbifarten nævnes honning som lægemiddel i kapitel (sura) 16, vers 69: “[fra bierne] udgår der, fra deres buge, en drik af forskellige farver, i hvilken der er helbredelse for menneskene. Visselig i dette er der tegn for et folk, som tænker efter.” Honningens helbredende evner er her brugt som eksempel på Guds visdom og gavmildhed mod mennesket, hvilket desuden klart fremgår af passagen i Koranen, hvorfra dette citat er hentet. Andre steder i Koranen sættes embryologiske beskrivelser i sammenhæng med beskrivelser af Guds skaberkraft:

Vi har visselig skabt mennesket ud fra et stykke ler, derefter satte vi det som en [sæd]dråbe på et sikkert opholdssted, derefter skabte vi dråben om til en fasthæftning, og så skabte vi fasthæftningen om til [noget af konsistens som] et stykke gennemtygget kød, så skabte vi kødstykket om til knogler og beklædte disse med kød, og derefter gjorde vi det til en ny skabning. Fyldt med lykkekraft er Gud den bedste af alle skabere! (Koranen 23.12-14).

Fosterudviklingen er her beskrevet, således som den tids arabere forstod den ud fra deres iagttagelser af aborter og fostre. Det kan synes inkonsekvent, at menneskets skabelse af ler i den mytiske urtid sættes sammen med den fysiske fosterudvikling, men dette er en følge af Koranens opfattelse af Gud som det egentlige ophav til alt. Menneskets skabelse ud af ler er for øvrigt fællessemitisk, idet den jo som bekendt både findes i den klassiske hebraiske kultur og i det akkadiske område, men det bør erindres i hvor høj grad den koraniske tekst også bygger på kristen og jødisk tradition. Denne beskrivelse af fosterudviklingen findes i mere eller mindre stiliseret form andre steder i Koranen.³

Det er klart, at da den primitive beduinlægekunst mødte den avancerede hellenistiske medicin, måtte den vige pladsen. Som Manfred Ullmann skrev: “Forestiller man sig, at den primitive beduinmedicin på dette tidspunkt blev konfronteret med en lægevidenskab, som var blevet modnet systematisk og metodisk i løbet af mere end tusinde års udvikling, hvis teoretisk grundlag var uimodsigeligt efter datidens teoretiske formåen, og som berørte alle områder af fysiologien og patologien, hygiejnen og terapien, så kan man skønne, at araberne her mødte en helt ny verden, som de ikke kunne sætte sig op imod ud fra deres egen, og som de simpelthen måtte acceptere” (Ullmann 1970 s. 25). Med de nødvendige ændringer kan dette citat anvendes om en lang række af kulturelle, samfundsmæssige og videnskabelige forhold og faktorer, som gjorde sig gældende i den tidligste arabisk-islamiske kultur. Araberne afbrød med andre ord ikke den kulturelle udvikling, men fortsatte den med fornyet kraft.