Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 15

Ved siden af den etablerede humorale medicin opstod der i løbet af det 10. århundrede en tradition, som hentede sin medicinske autoritet hos beretningerne om Profeten Muhammed og hans ord og handlinger vedrørende sundhedsmæssige forhold. Denne form for tilgang til de sundhedsmæssige problemer blev kaldt for Al-Tibb al-Nabawî = Profetisk Medicin, og medicinens basis var enkel. Kun religiøs åbenbaring kunne være en kilde til sikker viden. De klassiske autoriteter og de store læger blev simpelthen regnet for mindre pålidelige end Koranen, Profeten og hans fællers ord, gerninger og levnedsløb (Savage-Smith 1996 s. 927), kort sagt deres sunnah for at bruge det arabiske ord. Man kan betragte den profetiske medicin som den arabiske middelalders pendant til vor tids og vor kulturs protestbevægelse i form af alternative behandlingsformer. Begge typer bevægelser henter ofte deres autoritet fra ikke-rationelle betragtninger og har det til fælles, at deres forståelsesgrundlag er langt simplere og lettere at fatte for lægfolk.

Her skal ikke bruges megen plads på denne blanding af religion og sundhedslære. For en god gennemgang se Ullmann (1970) s. 185-189 og Savage-Smith (1996) s. 927-930. I stedet vil ordet blive overladt til historikeren og sociologen Ibn Khaldûn (1332-1406):

Beduinerne, blandt [folkene fra] de forskellige samfundstyper, har en lægegerning, som de overvejende bygger på praktisk erfaring, men [som er] begrænset til nogle [få] personer. [Denne gerning er] arvet fra stammens gamle mænd og koner. Sommetider bliver nogle raske af denne lægegerning. Dog er den ikke baseret på naturlovene, ej heller på fortrolighed med [de humorale] blandinger. Blandt araberne [på Profetens tid] var der mange, som kendte denne form for medicin, og der var kendte læger som [f.eks.] Hârith ibn Kalada m.fl. Den medicin, som er overleveret i de islamiske profettraditioner, er af denne kategori og har overhovedet ikke noget med [den religiøse] åbenbaring at gøre. Den er blot en sag, som var sædvanlig blandt araberne, og som blev taget med i det, som blev berettet om Profetens forhold af samme slags som de [øvrige] almindelige og naturlige forhold, der blev nævnt, og ikke i henhold til, at dette på den måde skulle være lovbudt gerning, for Profeten er blot blevet sendt for at lære os de religiøse forordninger og ikke for at råde i medicin eller i de øvrige sæder og skikke. I sagen om daddelpalmens bestøvning udtrykte han den tanke, som han fik: “I ved mere om Jeres verdens forhold end mig”. Man bør ikke tilskrive, at noget af det, som siges om lægegerning i de berettede profettraditioner, skulle være lovbudt, thi dér findes der ikke noget, hvor Gud henviser til sligt, undtagen hvis det bruges med henblik på at søge [Guds] velgerninger og som [tegn] på, at man holder sin trospagt, for her er der en stor nyttevirkning, men det har intet med den humorale medicin at gøre. Det har blot noget at gøre med virkningerne fra troens ord, således som det skete med den mavelidende, som blev behandlet med honning … (Ibn Khaldûn red. Dâr al-Fikr, s. 493-494).