Читать книгу Athen - Aarhus University Press - Страница 13
plastiklamper og retsina
ОглавлениеGrækenland har besøg af omkring 20 millioner turister årligt. De fleste besøger de græske øer, men mange rejser hertil for at se og mærke kulturen og historiens vingesus i landets hovedstad. En stor del af Grækenlands befolkning er da også på den ene eller anden måde beskæftiget med turisme, og det mærkes i Athen især i kvartererne Pláka og Monastiráki, hvorfra man har konstant udsyn til byens hovedattraktion Akropolis.
I de smalle og kringlede gader i Plákakvarteret, der ligger for foden af Akropolis, er små butikker klemt ind side om side, og de er fyldt til bristepunktet med alle tænkelige og især utænkelige former for merchandise og souvenirs lige fra gipsafstøbninger af klassiske græske skulpturer til mere kitschede ting såsom farvestrålende plastiklamper udformet som Akropolis. Selv om Pláka især i sommermånederne er tæt pakket med turister, skal man ikke gå udenom. Kvarteret er hyggeligt og rart, butiksejerne og restauratørerne er venlige, og det er rent faktisk muligt at få fingrene i gode ting såsom smukt kunsthåndværk i oliventræ eller elegante smykker til priser, som det forventes, man prutter om.
Bevæger man sig mod nordvest gennem de små gader, ender man i Monastiráki. Også dette kvarter er velbesøgt af turister, fordi det bl.a. rummer rester af Athens storhedstid i såvel den klassiske som den romerske periode. Romerne var magthavere i byen fra omkring 146 f.Kr. efter at have besejret det makedonske rige, og det er især kejser Hadrian (der regerede fra 117-138 e.Kr.), der har sat sine tydelige spor i den græske hovedstad. Tager man metroen til Monastiráki og bevæger sig op fra dybet og væk fra menneskemylderet, bliver man straks mødt af den resterende del af de 100 majestætiske korintiske søjler, der omgav den lukkede gård i Hadrians bibliotek, som eksisterede fra 132 e.Kr. til 267, hvor det blev ødelagt af den germanske stamme herulerne.
Også den antikke græske agora, der var byens absolutte centrum i det 5. og 4. århundrede f.Kr., er at finde her. Her blev handlet, diskuteret og holdt taler, og her kan man gå i Sokrates’ fodspor. Der foregår stadig livlig handel uden om den antikke græske agora. Det vrimler med cafeer og restauranter, hvor man kan drikke et glas af grækernes nationalvin Retsina, der har været kendt siden antikken. Vinen er en gullig hvidvin eller sjældnere rosévin blandet med harpiks. Harpiksens syrlige og træagtige smag er uvant for os nordboere, men grækerne elsker den, og det er da også en vin, man enten elsker eller hader, men prøves skal den!
Når mørket falder på, er Akropolis og templerne herpå smukt oplyste, og mange af restauranterne i Pláka og Monastiráki har tagterrasser, hvor man ud over at få et lækkert måltid også kan nyde en fantastisk og ganske uforstyrret udsigt til den oplyste klippe og dens templer. I Pláka er Vizantinó på Kydathinéon-gaden et meget kendt og godt spisested. Især lammefrikasséen er fantastisk, og betjeningen er venlig og meget hjælpsom. Lige ved siden af restauranten ligger en udendørs biograf, hvor man under åben himmel kan glide tilbage i sæderne og nyde en film med Akropolis i baggrunden. Hvis man er hurtig, kan man endda være heldig at få et sæde, hvorfra man har udsigt til Akropolis – gå efter sæderne i højre side! Udenlandske film vises på originalsproget med græske undertekster, og der holdes som regel pause midt i filmen. Her kan man købe sig en kølig cocktail og nyde udsigten til de oplyste templer på Akropolisklippen, inden man igen læner sig tilbage i sædet og forsvinder ind i filmens verden. Har man fået vakt tørsten efter filmen, kan man gå lige over gaden og besøge Brettos. Den lille bar stammer helt tilbage fra 1909, og stemningen her er virkelig hyggelig og rolig. Selv om baren ligger i det turistprægede Pláka, kommer her mange athenere, der heller ikke kan stå for stedets helt unikke stemning og udsmykning; hundredevis af farverige flasker fylder to hele vægge fra gulv til loft, mens en anden væg udgøres af store trætønder, hvorfra man kan få tappet et glas hjemmedestilleret ouzo eller cognac.