Читать книгу Athen - Aarhus University Press - Страница 15
Оглавлениеmogens pelt
Jeg var 13 år, da jeg kom til Grækenland. Luften var så klar, at man næsten kunne røre ved det tyrkiske højland ovre på den anden side af havet. Og pigerne var dejligere end de dejligste, jeg nogensinde havde set. Det var mine forældre, der havde taget mig med uden at ane, hvad de satte gang i: I 1979 tog jeg af sted på egen hånd. Det var i de bevægede år efter juntaens fald. Politik og samfundsengagement havde en helt anden alvor, end jeg kendte det fra Danmark. Jeg knyttede venskaber, og det krævede ikke megen overtalelse, før jeg lod mig kaste ud i byens uimodståelige og intense natteliv, som vi især udlevede på Athens utallige rebetiko-steder. Der er tale om musikbeværtninger, hvor der spilles såkaldt Greek blues, der parafraserer personlige kvaler, sociale problemer og politikernes arrogance. Politik og livsholdninger diskuterede vi blandt venner og med fremmede på cafeer, taverner og byens mange pladser, ja, overalt, hvor mennesker mødes. Samtidig udviklede jeg et brændende ønske om at komme til at kende den græske verden, hvad der endte med at blive min levevej som lektor i historie ved Københavns Universitet.