Читать книгу Athen - Aarhus University Press - Страница 19

Politisk var der også tale om en tid med store forandringer: Kong Otto blev afsat ved en opstand i 1863 og afløst af den danske prins Vilhelm, der blev Grækenlands nye konge – Georg I. Georg var ligesom Otto stormagternes valg og ikke grækernes. På den måde arvede han de samme interne problemer, som havde præget Ottos tid, nemlig det forhold, at kongemagtens stærke position i Grækenland kunne betragtes som udenlandsk intervention. På trods af grundlovens indførelse i 1843 lå en stor del af den politiske magt fortsat i kongens hænder, og det var praksis, at denne udpegede premierministeren uden hensyn til, hvad parlamentets flertal i øvrigt måtte ønske. Sådan havde Otto gjort, og sådan fortsatte Georg med at gøre. Ligesom i Danmark blev dette i 1870’erne til et uomgængeligt politisk problem.

I 1875 anerkendte Georg, at landets premierminister skulle udpeges af parlamentet, og i 1881 – 20 år før det skete i Danmark – blev dette omsat i praksis, da Charilaos Trikoupis blev landets førsteminister. Trikoupis lancerede sig som fremskridtets mand og betonede modernisering og industrialisering. På Trikoupis’ program stod også styrkelse af Grækenlands omdømme på de internationale finansmarkeder, hvad dog ikke forhindrede landet i at gå i betalingsstandsning i 1893 – en nyhed Trikoupis meddelte parlamentet med følgende ord: ”Desværre, mine herrer, vi er gået bankerot”.

I 1897 blev landets statsfinanser underlagt en international kommission, som havde fuld råderet over statens indtægter og kastede lange skygger helt frem til 1978, hvor dens rolle blev endegyldigt udspillet.

Trikoupis’ ærkerival Theodoros Delijannis stod for national ekspansion, således som visionerne i Den Store Idé udstak den, og vigtigst af alt, som han selv formulerede det, var Delijannis imod alt, som Trikoupis gik ind for. I årene 1875-1905 skiftedes de til at være premierminister ikke mindre end tolv gange, indtil Delijannis blev myrdet på trappen til det gamle parlament af en rasende gambler i protest mod regeringens lukning af en af byens spillehaller. Der findes intet mindesmærke, men trappen står stadig som et levende vidnesbyrd over stedet, hvor udåden blev udført.

Mens de to premierministres navne genfindes på flere af byens gadeskilte – bl.a. i Exárchia-kvarteret – er den vel nok mest markante symbolske arv, som de to rivaler efterlod, en erindring om nederlag og skuffelsens bitre tårer. Denne sindstilstand har givet navn til en plads i det centrale Athen, Platía Klafthmónos, der ligger langs Stadíou midt mellem Síntagma- og Omónia-pladserne med udsigt til Athens universitet på Panepistimíou-gaden, som er tegnet af Christian Hansen.

Navnet betyder Grådens Plads, fordi det var her høj og lav gik hen for at græde ud over et valgnederlag. Det er ikke længere kutyme, og måske har grækerne slet ikke flere tårer tilbage at græde i betragtning af de enorme kriser, politikerne har påført landet i de seneste år.

Det er også på denne plads vi finder Athens bymuseum. Det er et besøg værd for den, der søger efter dybde i det moderne Athens historie. Det huser en række forskellige samlinger såsom malerier, historiske fotografier fra Athen, portrætter, samt en model over Athen, som byen så ud i ca. 1840.