Читать книгу Athen - Aarhus University Press - Страница 22

Trængslerne fra katastrofen i Lilleasien og fra en tilværelse i samfundets rand er nemlig især overleveret gennem musikken – nemlig i den såkaldte rebetiko. Genren stammer fra Lilleasien, først og fremmest Smyrna, og er kendt som Greek Blues, som siden blev spillet i små knejper i Athen og Piræus. Oprindeligt var mange af teksterne helt eller delvist på tyrkisk – en betydelig del af de osmanniske grækere var tyrkisk-talende – og teksternes ’kulisser’ var forhold fra den osmanniske virkelighed.

Flere af sangene synges den dag i dag af tyrkiske udøvere og findes i både græske og tyrkiske versioner. Siden blev teksterne mere og mere græske, og genren skabte en række stjerner, f.eks. Vasilis Tsitsanis, som er kendte den dag i dag. Den voksede i popularitet med grammofonens udbredelse, hvor de græske immigrantsamfund i USA og musikindustrien kom til at spille en væsentlig rolle. Sangene handler om kærlighed og libido, stoffer og elendighed. De har ofte et element af nostalgi eller en brod af social indignation og politisk kritik.

Her følger teksten til ”Der er ingen anden Gud end Allah” (”Bir Allah”), som ikke helt vil give slip på det tabte hjemland i Anatolien, hvor jo kaldet til bøn var en del af hverdagens lydbillede, på samme måde som kirkeklokker og dansk landsbyidyl hænger sammen:

Tremandsrebetiko-orkester på Istoría, et typisk etablissement i Athen, dvs. et relativt lille lokale, hvor man sidder nær musikerne, og røgen ofte er tæt © Polfoto/Jens Dresling

Når Hodjaen kommer ud og går hen til moskéen,

Sent når mørket sænker sig og

Når han skal til at sige Der er ingen anden Gud end Allah

Bløder mit hjerte

Det var i sådan et øjeblik jeg lærte dig at kende

I det fjerne fremmede og

Når jeg hører Der er ingen anden Gud end Allah

Der er ingen anden Gud end Allah går mine tanker til dig

Dybt inde i Anatoliens land

Når jeg hører Der er ingen anden Gud end Allah

Bløder mit hjerte

I min sorte tomhed

Hvis man har lyst til at høre rebetiko-musik, er de mest kendte og populære steder: Boémissa og Stoá ton Athanáton. Førstnævnte ligger i Exárchia. Selve stedet udgøres af et stort, nøgent rum fuldt af borde til servering af drikkevarer og lette anretninger, som får fylde og karakter, når først musikken begynder. Gæsterne er typisk unge under 30. Sidstnævnte kommer man til ad Athinás-gaden, som forbinder Omónia-pladsen med Monastiráki-pladsen. En tur ned ad gaden vil også føre forbi Kotziá-pladsen med Athens rådhus og forbi hallerne ved kødmarkedet. Der er tale om en beværtning på første sal i en bygning inden for markedet. Klientellet er ældre end på Boémissa. I hallerne kan man stadig få serveret den traditionelle Patsás (komavesuppe), som skulle være godt mod mange ting, bl.a. tømmermænd. Hvis man ikke har hovedpine, kan man roligt fortsætte til Monastiráki-kvarteret, hvor man finder Sávvas kebap, som er specialiseret i kebab og stammer fra 1925, hvor grundlæggerens familie ankom som flygtninge fra Lilleasien. Jeg har kendt stedet siden 1979 og går stadig gerne langt for at spise dér…