Читать книгу Athen - Aarhus University Press - Страница 23

Perioden 1936-74 – især årene 1941-19 – udgjorde en samlet periode med tiltagende polarisering mellem statsmagt og samfund og mellem de enkelte samfundsgrupper. Kongens oprettelse af et diktatur under general Metaxas i 1936 indledte en periode, som afsluttedes i 1974, hvor militær og kongemagt flittigt intervenerede direkte i det politiske liv. Aksemagternes besættelsespolitik 1941-44 med sin rovdrift på økonomiske og menneskelige ressourcer udløste en overdødelighed, som taltes i hundredtusindvis, og en akut hungersnød i Athen i vinteren 1941-42. Dertil kom den tyske repressaliepolitik, som for Athens vedkommende gjorde det føromtalte Skopeftírio til symbol for denne form for brutalitet.

Modstanden mod især den tyske besættelsesmagt, men også den bulgarske og italienske, blev til en folkebevægelse, der skabte organiserede hære, hvoraf den kommunistisk ledede EAM/ELAS var den største. Storbritanniens magtambitioner i det østlige Middelhav og dele af modstandsbevægelsens forsøg på at beholde kontrollen over Grækenland gjorde i december 1944 Athen til slagmark for kampe mellem EAM/ELAS og enheder fra den britiske hær om kontrollen over hovedstaden, kendt som Decemberkampene, hvor bl.a. Síntagma-pladsen og området omkring Det Panathenæiske stadion blev inddraget.

Uenighed om magtsfærer og rivaliserende visioner for fremtidens Grækenland lagde kimet til en borgerkrig, som brød ud i lys lue 1946-49. Borgerkrigen blev udkæmpet mellem kommunistiske partisaner, som talte mange tidligere EAM/ELAS-folk i sine rækker, og den nationale regering støttet af England og senere USA. Der var tale om en central begivenhed i den tidlige fase af Den Kolde Krig, og den eneste gang konfrontationen mellem øst og vest udfoldede sig som en regulær krig på europæisk grund. Den nationale regerings sejr i 1949 efterlod taberne og dem, som var mistænkt for at nære sympati for dem, som marginaliserede i det græske samfund og som pariaer i forhold til staten. Dette forhold udtrykkes i rebetiko-sangen ”Vi er gadedrenge” (”imaste alánia”) af Vasilis Tsitsanis fra 1951, to år efter afslutningen af borgerkrigen. Der er tale om en allegori, hvor storm og regn er symboler for politisk repression og udstødelse. ”Alania”, her oversat som ”gadedrenge”, er en kærligt ment betegnelse for dem, som står uden for samfundet. Her følger et par centrale strofer:

Vi er gadedrenge, pladsens helt specielle fyre, og intet stormvejr kan skræmme vores slags,

Selv når regnen nådesløst hagler ned over os ude i samfundet, så flyver timerne af sted fulde af glæde når vi står og synger

Borgerkrigen efterlod Grækenland som et splittet samfund frem til 1974, hvor militærstyrets fald samtidig satte det endelige punktum for Grækenlands lange Anden Verdenskrig.