Читать книгу Athen - Aarhus University Press - Страница 17

Med rollen som national hovedstad fulgte en kolossal opgave, der skulle løftes, før byen blot tilnærmelsesvis og med en portion god vilje overhovedet kunne ligne et seriøst modstykke til samtidens centrum for græskheden: Konstantinopel (Istanbul) – hovedstaden i det mægtige osmanniske rige. Det var ikke blot sultanen og hans regering, der havde sæde dér, men også patriarken – overhovedet for rigets græsk-ortodokse undersåtter. Det gjorde Konstantinopel til en reel rival, for åndeligt og kulturelt fortsatte Grækenlands nye regeringsby med at stå i skyggen af den osmanniske hovedstad. Samtidig var det omkring blot en fjerdedel af områdets græsk-ortodokse befolkning, der blev borgere i den nye stat. Resten forblev under osmannisk overherredømme.

Dette forhold var grundstenen for en ekspansionsideologi, som blev kendt som Den Store Idé, I megáli Idéa – en forestilling, der baserede sig på, at Grækenlands nationale samling først var afsluttet, når samtlige græsk-ortodokse var kommet under ét tag, og Byzans’ gamle hovedstad Konstantinopel atter var en græsk hovedstad. Hermed lancerede den lille nationalstat sig også som udfordrer både til sultanen og patriarken.

Athen var med andre ord ganske enkelt nødt til at hævde sig som en seriøs udfordrer til Konstantinopel og gøre det indlysende, at den var en værdig hovedstad for den nye stat og dens utilslørede ambitioner om at bringe alle grækere under ét tag, nemlig den nyoprettede græske nationalstat. Det var i samme ånd og som en reaktion på patriarkatets fortsatte samarbejde med sultanen, at den græske regering i 1833 brød med kirken i Konstantinopel og oprettede en uafhængig græsk statskirke.

Opførelsen af Athens domkirke på Mitropóleos-gaden (1842-1862) halvvejs mellem Akropolis og Síntagma-pladsen er en visuel manifestation af denne beslutning. Planen blev bl.a. tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen – bror til Christian, ligeledes en af Athens store arkitekter, og elev af den navnkundige Karl Friedrich Schinkel fra Bayern. Kirkens officielle navn er Mariae Bebudelseskatedral. Navnet har en velvalgt dobbeltbetydning, idet den ortodokse kirke daterer ærkeenglen Gabriels besked til Jomfru Maria om, at hun var udset til at nedkomme med Guds søn til den 25. marts. Det er den samme dato, som markerer begyndelsen på Den Græske Uafhængighedskrig i 1821. Den 25 meter høje og okkerfarvede bygning dominerer pladsen omkring den, som i øvrigt er flankeret af restauranter og cafeer.

Domkirken huser skrinene med de jordiske rester af to helgener, som i pagt med rationalet bag kirkens opførelse er nationale martyrer. Den hellige Filothei (1522-1589) – den ene af domkirkens to helgener – er også Athens skytsengel og navnet på et distrikt i dagens Athen. Hun modtog og beskyttede bortløbne kristne haremskvinder i sit kloster i Athen, indtil tyrkerne, ifølge legenden, tæskede hende til døde. Motivet på hendes belagte sølvskrin viser episoder fra hendes virke som beskytter på sit kloster lidt uden for byen.

Ikon med Den Hellige Filothei, Athens skytsengel. Hendes skrin står i Athens domkirke

Skrin med de jordiske rester af patriarken, Gregor V, som blev myrdet i 1821 i forbindelse med udbruddet af Den Græske Frihedskrig. Det står i Athens domkirke

Den anden helgen, patriarken Gregor V, blev national martyr som følge af Den Græske Revolution. Umiddelbart efter Påskemessen i 1821 – den helligste dag i den kristne kirke – dukkede sultanens soldater op i Patriarkatet i Konstantinopel og slæbte af sted med Gregor. Det skete på et tidspunkt, hvor man ellers skulle til at lykønske hinanden med den græske påskehilsen Christós anésti – Kristus er opstanden. Men i stedet blev Gregor smidt i fængsel, pisket og klynget op i hovedporten til Patriarkatet. Her fik hans lig lov til at hænge og brede sin stank til skræk og advarsel, indtil det flere dage senere blev slæbt gennem Konstantinopels gader og kylet i Bosporus. Et par græske søfolk bjergede senere liget og bragte det til Odessa, en by med mange græske immigranter. Det er formodentligt også det motivet på hans marmorskrin i domkirken refererer til, hvor vi ser to engle eskortere hans kiste på dens sejlads mod sikker havn.

Det var imidlertid først i 1871, at hans jordiske rester blev lagt til hvile i Athens domkirke. Dette skete efter ønske fra den græske regering og markerer samtidig afslutningen på en symbolsk proces, hvor Gregor V forvandles fra sin oprindelige og officielle rolle som økumenisk patriark til national martyr. At det måtte tage sin tid, skyldtes nok ikke mindst, at båndene mellem den græske statskirke og det økumeniske patriarkat først måtte heles, hvilket skete i 1850, hvor forbindelsen mellem de to kirker blev genoptaget.

Det var også vigtigt, at glemslen fik tid til at udviske begivenhedernes nøjagtige forløb: Gregor havde i sin egenskab af økumenisk patriark i 1821 trods alt lyst de græske frihedshelte i band og tordnet imod Den Græske Uafhængighedskrig som et brud på den hellige pagt, som kirken havde indgået med sultanen. Det kan derfor umiddelbart synes paradoksalt, at sultanen lod ham myrde, men begrundelsen var, at han ikke havde været i stand til at holde sin flok i ro.