Читать книгу Athen - Aarhus University Press - Страница 7
antik og moderne
ОглавлениеAthens historie har budt på lidt af hvert. Påvirkninger fra andre lande, folk, religioner og strømninger har over tid skabt den spændende og kontrastfyldte by, og vi kan i dag takke brandstiftende persere, byggelystne osmannere og nyklassicistiske danskere for det udtryk, Athen har fået, og det indtryk, byen efterlader.
De fleste af os tænker på Athen som den europæiske civilisations fødested, og vi er vant til at høre om antikken, al dens storhed og den påvirkning, som den oldgræske kultur har haft på europæisk filosofi, politik og litteratur. De færreste tænker dog på, at Grækenland som stat kun er små to hundrede år gammel og derfor på mange måder befinder sig i sine teenageår. Landet kæmper med stadig større udfordringer af såvel politisk som økonomisk art.
I 1980’erne og 90’erne var byens omdømme ikke det bedste. Bymidten var præget af tæt trafik, forurening og ufærdige og forfaldne bygninger. Men da Den Internationale Olympiske Komité i 1997 vedtog, at De Olympiske Lege i år 2004 skulle afholdes i Legenes moderland, blev planer om store og bekostelige byfornyelser skudt i gang. Legene vendte hjem, og byen måtte tage sig ud fra sin absolut bedste side. Trafikken i bymidten blev reguleret, og der blev indført mange bilfri gader især ved de arkæologiske sites på og omkring Akropolis. Desuden genindførtes Athens sporvognssystem, og byens metro blev udbygget og moderniseret. Det moderne Athen voksede frem i lynfart, og de nye moderne bygninger står nu i skærende kontrast til resterne af den antikke by, der er at finde alle steder.
Under Síntagma-pladsen er de mange fund fra antikken og kopierne af dem udstillet på den moderne metrostation til frit skue for metroens mange brugere