Читать книгу VAerdier pa spil? - Bjarne Bruun Jensen - Страница 14

Den første konklusion er, at sundhedsplejerskerne refererer til den generelle sundhedsmæssige debat og i forlængelse heraf tænker forebyggelse som noget fundamentalt andet end sundhedsfremme. Endvidere lægger mange vægt på, at forebyggelse er det nemme, da det er det, de er uddannede til, mens sundhedsfremme stiller langt større krav.

”Ja, jeg tror det er vigtigt at skelne mellem begreberne. Der er tale om to forskellige ting, som griber ind i hinanden. Vi er underlagt begge dele, dels med henblik på screeningsundersøgelserne (forebyggelse) og dels sundhedssamtalen (sundhedsfremme). Desuden er det vigtigt at skelne mellem begreberne, således at jeg får lagt vægten det rigtige sted. Med det mener jeg, at selve forebyggelsen nok er det ”nemmeste” at praktisere som sundhedsplejerske, det er vi skolet til, men jeg skal lære at være bedre til at sundhedsfremme.”

”Forebyggelse tager mere udgangspunkt i ekspertviden, og sundhedsfremme tager udgangspunkt i den, man står og taler med – i menneskets behov og ønsker.”

Af diskussionen fremgår det, at sundhedsplejersker oplever, at de er godt fagligt rustede, når de arbejder med forebyggelse, mens det modsatte gør sig gældende, når det handler om sundhedsfremme. Her føler flere sig usikre på deres formåen. Nogle sundhedsplejersker mener endvidere, at andre fagfolk end sundhedsplejersker er bedre til det sundhedsfremmende arbejde.

Med diskussioner om forebyggelse rejser sundhedsplejerskerne forventninger om, at de medvirker til at holde børn og unge raske og sygdomsfri. I forbindelse med forebyggelse dukker en horisont af forskellige forventninger op, som for eksempel: ”Vi laver en indsats for at undgå sygdom”, ”vi måler, vejer, tjekker syn og hørelse”, ”vi begrænser en skades omfang”, ”vi advarer”, ”vi oplyser”, ”vi rådgiver”, ”vi opsporer”.

Tilsvarende har sundhedsfremmebegrebet specifikke karakteristika. Når sundhedsplejerskerne siger, at de arbejder sundhedsfremmende, handler det om ”at lade børnene lytte til hinandens erfaringer”, ”at arbejde med dialoger og bløde værdier”, ”at tage udgangspunkt i elevernes syn på sagen”, ”at have et positivt syn på den enkelte elev”, ”at arbejde kreativt og ikke fastlåst”, ”at arbejde ikke-problemfikseret”, ”at arbejde med læringsmål”, ”at arbejde bredt og involvere hele barnet”, ”at arbejde med nytænkning”. En sundhedsplejerske siger fx: ”Sundhedsfremme er noget vi gør for at bevare det gode glade liv”. Den sociale dimension i sundhedsfremmebegrebet fremhæves som en interaktion mellem de professionelle sundhedsplejersker og børnene. Begge parter er aktive, men aktiviteterne sker ud fra sundhedsplejerskernes forventninger om dialog og respekt for børnenes værdier. Det vigtige nøgleord i forbindelse med sundhedsfremme lader til at være princippet eller ideen om at involvere børnene som partnere i den pædagogiske proces.

Sundhedsplejerskerne har som sygeplejersker en faglig viden, der er baseret på biomedicin, naturvidenskab og samfundsvidenskab, og de oplever, at de har stor ekspertise på forebyggelsesområdet. Samtidig ser de sundhedsfremmeområder som omsorg, styrkelse af resurser m.m. som vigtige dele af sundhedsplejens virksomhedsfelt. Alle disse delfunktioner har hver deres logik, men det er ofte forebyggelseslogikken, der rammesætter sundhedsplejen.

Sundhedsfremme opfattes som noget, der ikke er forankret i medicinsk eller faktuel viden. Når sundhedsarbejdet ind imellem får sundhedsfremmende karakter, giver sundhedsplejerskerne slip på ambitioner om ”at vide bedst”, og dermed oplever de, at de også giver slip på deres faglige fundament – for at sætte børnenes visioner og handleerfaringer i centrum. En sundhedsplejerske siger i et interview:

”Når jeg arbejder med forebyggelse, så vil jeg umiddelbart sige, at det er der, jeg er forankret i min sygeplejefaglige baggrund. Hvis man skulle sige, at jeg kun skulle arbejde med sundhedsfremme, så vil jeg umiddelbart sige, at så kunne du (intervieweren) lige så godt sidde på min plads. Men, når vi har forebyggelse med, så er min baggrund som sygeplejerske vigtig.”

Imidlertid er det karakteristisk, at ovenstående overvejelser ofte foregår på et generelt plan, hvor der refereres til den dominerende ”trend” i den sundhedspædagogiske diskussion. Diskussionen får dog et væsentligt andet indhold, når det gælder den konkrete praksis med børn og unge i skolen, og når der fx tages udgangspunkt i konkrete eksempler, som fx ”Du bestemmer” metoden. I forbindelse med disse konkrete eksempler giver det ikke mening at skelne så skarpt, og sundhedsplejerskerne trækker ingen klare grænser mellem, hvornår de i praksis arbejder forebyggende, og hvornår de arbejder sundhedsfremmede.

Når der indledningsvist på de afholdte workshops alligevel tales om sundhedsfremme og forebyggelse som fundamentalt forskellige, tillægger vi det en diskurs, som vi vælger at kalde ”akademisk diskussion”, og som hænger sammen med den dominerende ”trend” i den offentlige debat om sundhedsfremme og forebyggelse. Også selve uddannelsesbaggrunden og den tilhørende faglighed som sundhedsplejerske spiller en rolle for, at denne ”trend” slår igennem.

Men i forbindelse med diskussion af praksis bliver det klart, at arbejdet med børn både kan rumme perspektiver om sundhedsfremme og forebyggelse, og at det ofte er svært at skelne det ene fra det andet:

”For mig at se hænger tingene sammen, jeg kan ikke skille ud, hvornår jeg gør det ene, og hvornår jeg gør det andet”

”Forebyggelse og sundhedsfremme er to forskellige ting, men hænger uløseligt sammen”

”I min praktiske verden lapper de to begreber ind over hinanden, og jeg har svært ved at skelne dem fra hinanden”

”Hvis man går ind og taler sundhedsfremme, kan det samtidig være forebyggelse.

Svært at skelne mellem sundhedsfremme og forebyggelse”

”Jeg synes, at de her begreber har snurret rundt, og vil gerne have dem til at flade lidt ned”

”Jeg kan ikke forstå, hvorfor de skal skilles ad”

”Vi var ikke helt enige i vores gruppe, nogen ville gerne dele begreberne op, men vi fandt ud af, at det er to begreber, der griber ind i hinanden”

”Det giver mening at forstå begreberne hver for sig, men det er en umulighed at arbejde isoleret med enten forebyggelse eller sundhedsfremme”

De fleste sundhedsplejersker giver udtryk for en opfattelse af, at sundhedsfremme og forebyggelse ikke er modsætninger, men at de på den anden side fokuserer på noget forskelligt. Endvidere fremhæver de fleste, at det i deres praksis er meget svært at skelne mellem, hvornår man sundhedsfremmer, og hvornår man forebygger, da de ofte vil indgå og hænge sammen i konkrete projekter. Det er derfor tilsyneladende en anden diskurs, som relaterer sig til praksis, som kunne kaldes ”Sundhedsarbejde i praksis”. Denne udgør på flere punkter en udfordring til den dominerende teoretiske diskurs, som den aktuelle sundhedspædagogiske diskussion er præget af.