Читать книгу VAerdier pa spil? - Bjarne Bruun Jensen - Страница 20

I forbindelse med sundhedsplejerskernes diskussion af forholdet til deres samarbejdspartnere drejer diskussionen sig hurtigt om forskellige typer af værdikonflikter. Det er vigtigt at pointere, at flere fremhæver, at de har gode erfaringer med at samarbejde med andre grupper, men at spørgsmål om værdikonflikter fører til at fokusere på de barrierer og problemer, der eksisterer. Disse problemer og dilemmaer i forhold til samarbejdspartnere fylder generelt meget i sundhedsplejerskernes bevidsthed, og når de iagttager disse som værdikonflikter, muliggøres nye måder at tackle konflikterne på. Følgende udsagn viser et bredt udsnit af de forskellige typer værdikonflikter, sundhedsplejerskerne ser. Først og fremmest diskuterer de værdikonflikter i det tværfaglige samarbejde med socialrådgivere og lærere:

”Der er forskellige opfattelser mellem socialrådgivere og sundhedsplejersker af indsatser eller behovet for indsatser. Når vi ser børn, der har det skidt, og vi gerne vil arbejde sundhedsfremmende, har det ikke værdi for socialrådgiverne – vi reagerer og handler forskelligt – vi vil gerne ind i familierne tidligere end dem og arbejde sundhedsfremmende. Det er svært at få socialrådgivere til at acceptere dette og i øvrigt også til at arbejde forebyggende”

”Vi snakker med skolelæreren, og vi mener noget vidt forskelligt om børnenes trivsel – og når vi er til konference med lærerne sker det, at vi har set et dejligt velfungerende barn i trivsel – mens læreren har set på barnets indlæringsproblemer. Læreren har et helt andet fokus på børnene, end vi har. Vi har forskelligt sprog om børnene”

”Der er noget med ejerskabet til børnene – en konflikt med lærerne – man kan stå i en situation, hvor læreren finder det vigtigt, at eleven deltager i undervisningen og hvor jeg mener, at eleven skal deltage i mine sundhedspædagogiske aktiviteter. Vi synes hver især, at vi er de vigtigste. Når der skal vælges – kommer vi til kort overfor lærerne. Vi står i en konflikt og læreren bruger eleverne til noget andet – eleverne er der simpelthen ikke, når vi skal tale med dem”

Citaterne understreger, at sundhedsplejerskerne ikke primært ser sig selv som pædagoger, der er orienteret mod børnenes læring, men snarere som omsorgspersoner. De prioriterer især det at fokusere på sundhed (i form af børns trivsel), men de oplever ofte at blive forstyrret af lærernes mål om barnets læring i skolen. Socialrådgivernes funktion opfattes mere kompleks og rubriceres hverken som forebyggende eller sundhedsfremmende, hvilket efter sundhedsplejerskernes mening kan vanskeliggøre samarbejdet.

Sundhedsplejerskerne udbygger forskellene mellem faggrupperne og fremhæver bl.a., at de i højere grad ser barnet i et bredere og mere rummeligt perspektiv. Det kommer for eksempel til udtryk i disse udsagn:

”Vi er bærere af en anden kultur end lærerne og sagsbehandlere”

”Sundhedsplejersken fokuserer på familierne/helheden, de andre samarbejdspartnere fokuserer på barnet/individet”

”I min terminologi er der plads til mennesker med de forskelligheder, de har. Jeg synes, jeg ofte løber ind i det problem, at lærere og mange andre føler, at det er børnene, der skal tilpasse sig, hvor jeg egentligt føler, at rummeligheden skal være afgørende i forhold til børnene. Så noget med menneskesyn er en af konflikterne, som jeg ser det”

”Jeg vil gerne have, at man ser bredden og får forståelsen for, hvorfor det pågældende barn reagerer som det gør i skolen – det gør lærerne ikke, synes jeg”

Det fremgår endvidere, at sundhedsplejerskerne føler sig bundet og begrænset af de forventninger, omverdenen har til deres funktion, og at der en uoverensstemmelse mellem deres egne forventninger til sig selv og egne kompetencer og til, hvad omverdenen forventer. Dette drejer sig primært om de forskellige samarbejdspartnere, men omfatter også forældrene:

”Forældrene tænker heller ikke på sundhedsplejersken, de tænker mere på skolen og læreren. De ved ikke, hvad vi laver. Forældre kobler kun sundhedsplejersken på, når barnet har problemer. Det skal være noget væsentligt”

Generelt føler mange sundhedsplejersker sig altså ”set forkert”. De påtager sig selv en del af ansvaret herfor og mener, at problemet er, at de ikke er synlige nok og kun er i stand til at vise omverdenen, det de skal ifølge lovgivningen. De føler sig ikke gode nok til også at vise det de kan, og det de vil i sundhedsarbejdet med børn og unge i skolen. De efterlyser med andre ord en tydeliggørelse af deres værdigrundlag, så de selv kan være tilfredse med, hvordan deres faglighed kan ses udefra. Problemerne med den manglende synlighed udtrykkes eksempelvis som:

”Når man har travlt, nedprioriteres skolearbejdet ikke kun af sundhedsplejersken, men også af ledelsen i lokalcentret. Det, vi gør på skolerne, er ikke synligt nok”

”Vi er heller ikke gode til at promovere os, også af angst for ikke at blive overbebyrdet, så tør vi ikke sige, hvad vi er gode til”

”Du sidder altid overfor nogen, der ikke har vores faglighed. Vi skal helst komme med nogle ting, som sælger vores arbejde eller faglighed i forvaltningen”

”Vi er ikke gode nok til at formidle vores faglighed, vi får ikke vist os selv”

Sammenfattende ser sundhedsplejerskerne sig som afgørende fagligt forskellige fra deres samarbejdspartnere, og de føler, at de kan mere, end de aktuelt bliver brugt til i sundhedsarbejdet. På den baggrund ligger der aktuelt en stor udfordring for sundhedsplejerskerne i at beskrive, præcisere og synliggøre det værdigrundlag, som karakteriserer dem som faggruppe.