Читать книгу VAerdier pa spil? - Bjarne Bruun Jensen - Страница 3
Forord
ОглавлениеDenne bog handler om udvikling af skolesundhedsplejens arbejde inden for sundhedsfremme og forebyggelse. I bogen præsenteres resultater fra første fase af et forskningsintegreret udviklingsarbejde med fokus på sundhedsplejen i Københavns Kommune. Partnerne i projektet er Forskningsprogram for Miljø- og Sundhedspædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet samt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, og herunder sundhedsplejerskerne, ved Københavns Kommune.
Projektet retter sig mod udvikling af nye veje inden for arbejdet med forebyggelse og sundhedsfremme. Det overordnede mål er at beskrive, systematisere og udvikle de sundhedspædagogiske kompetencer og redskaber, som sundhedsplejersker behøver med henblik på at facilitere en sund udvikling i et sundt miljø blandt børn og unge. Projektet har fokus på undersøgelse af, hvilke kompetencer, der støtter sundhedsplejersker i at håndtere og udnytte de værdier, der kommer i spil i den sundhedspædagogiske dialog med målgruppen børn og unge, når sundhed relateres både til sygdomsperspektiver og til ’det gode liv’.
Bogen her, der er den første i en serie på flere, retter sig mod at kortlægge værdier, centrale begreber og problemstillinger i sundhedsplejerskernes nuværende praksis. Bogen danner derved udgangspunkt for en næste fase, hvor der i samarbejde med sundhedsplejen i Københavns Kommune arbejdes aktivt med udvikling af nye strategier, værdier og begreber i sundhedsplejens praksis. Selvom projektet knytter sig til en konkret kommune, er det forventningen, at de opnåede resultater vil have interesse for en bredere kreds af professionelle inden for sundhedsområdet.
De resultater, der præsenteres her, er tidligere præsenteret i en foreløbig skriftlig og mundtlig form for sundhedsplejerskerne i Københavns Kommune på en konference d. 1. marts 2005. Denne udgave er udarbejdet på baggrund af en efterfølgende fase, hvor sundhedsplejersker samt øvrige interessenter i projektet har haft mulighed for at give feedback, kommentarer, rettelser m.m.
Københavns Kommune samt Forskningsrådet for Sygdom og Sundhed har bidraget til finansiering af projektet.