Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 11

Fysikeren Pierre Polinière havde i de første år af 1700-tallet under sine talrige eksperimenter med vivisektioner på frøer opdaget noget, der hver gang undrede ham. Den frø han tog hjertet ud af, viste tegn på liv i nogen tid derefter og ikke nok med det. Også hjertet fortsatte med at slå, efter det var taget ud og blodåren til hjernen skåret over. Han indrømmede, at den cartesianske animalske ånd som forklaring på muskelbevægelse ikke var meget bevendt. Imidlertid havde han ikke rigtig nogen anden og satte sin lid til, at kommende eksperimenter ville kunne opklare fænomenet, rapporterede han i sin Expériences de physique (Roach 1985:93). Og det blev tilfældet. Polinières frøeksperimenter og mange andre lignende vivisektioner i de første årtier af 1700-tallet blev vidnesbyrd om, at der fandtes et vitalt princip i materien, som ikke kunne reduceres yderligere, og som ikke lod sig forklare af en cartesiansk dualisme så lidt som en rent mekanisk organisering. Under oplysningstidens videnskabelige paradigmeskift fra geometri og fysik til studiet af fysiologien, biologien, blev dette irreduktible princip i den levende organisme til den teoretiske basis for vitalismen. Jagten på molécule organique, det vitalistiske atom, der foregriber cellen som den basale byggesten i højere livsformer, var gået ind (Roach 1985:121).

Ideen om en iboende evne i kroppen til at reagere på stimuli var uforenelig med et konsekvent materielt syn på kroppen, der afviste alle iboende eller nedarvede evner. Det vitale princip var immanent, uden for tid og hævet over fysisk-kemiske energier og atomernes virvar. Det mekanistiske derimod ville stræbe efter at reducere de mest komplicerede fænomener til fysisk-kemiske komponenter. I praksis betød det dog ikke, at den ene tankegang udelukkede den anden, men blot at billedforrådet om kroppen blev forøget. ¹⁰ I den populære ide om den bevægelige statue var der spændvidde nok til at rumme modsatte principper. For en materialist var et menneske og dets statue facetter af samme materialitet i en virtuel identitet. For sensualisten var det sanserne, der pustede liv i L’homme staue som hos Etienne Condillac (1714-80), der lod statuen være prøvesten for sin sanseteori. For vitalisten blev statuen bevæget af en usynlig kraft, en følsom og reaktiv vitalitet, som Pygmalion-myten kunne kaldes til vidne på. Alternerende med androider, hydrauliske automater, velsmurte maskiner og bevægelige statuer talte man også om akustiske og elektriske vibrationer for med denne metaforik at tage højde for en medfødt vitalitet i sin ide om kroppen. Elektricitet forstod man almindeligvis som en særlig subtil materieform. Engelske tænkere som f. eks. John Freke identificerede endog elektricitet med et universelt livsprincip (Dixon 1988:73). En ide som uden tvivl spøger bag ræsonnementet i et brev fra den legendariske skuespiller englænderen David Garrick (1717-79), for hvem følelsernes forunderlige veje gennem organer og nervebaner er yderst central. Brevet, som er en kollegial kritik af den samtidige skuespillerinde Mlle. Clairon (alias Claire-Josèphe-Hippolyte Léris de la Tude (1723-1803) på Théâtre-Français stilet til hende i 1769, giver os tilmed et godt eksempel på, hvordan billederne blander sig – også med islæt af forældet tænkning – når skuespillerens kunst skal beskrives. Han indleder med en allusion til vivisektionen, når han taler om Clairons evne til at trænge ind i en rolle for at udforske de vitale funktioners indre labyrint: “Deres dissektion af hende er fuldstændig som om De havde åbnet hende i live”. Hun har alt, hvad kunst, en god portion forstand og naturlig ånd (Natural Spirit) kan give hende, men “jeg frygter (og jeg fortæller alene Dem min frygt og åbner min sjæl for Dem) at hjertet mangler disse øjeblikkelige følelser, dette livsblod, den myge sensibilitet, der på en gang bryder ud fra geniet og ligesom elektrisk ild skyder gennem vener, marv og ben, alt til hver eneste tilskuer” (Roach 1985:95). Livsblodet refererer til en åndelighed af ældre dato, men elektricitetsmetaforen er ny. Den associerer til en ide om en iboende strøm i nerven, der kan sættes i gang under visse betingelser. Mlle. Clairon synes for Garrick at mangle denne gave: at kunne gøre sig selv strømførende.