Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 7

Det er disse øjeblikke af je ne sais quoi i æstetiske udtryk, der er genstand for mine analyser og anledning til nylæsninger af Diderot, Lessing og Lenz. Øjeblikke af fortættede, men uudsigelige betydninger, formidlet af et kropsligt subjekt, der kan give en illusion af enhed og substans. Alene knyttet til det sublime – det enestående – afgørende – prægnante – øjeblik. Begrebet for dette øjeblik er tableauet at forstå som en billeddannende momentan kropslig standsning i et dramaturgisk eller narrativt forløb. Tableauet er et tværæstetisk begreb, for så vidt som det angår alle de kunstarter, der bringer en til at se. I mine undersøgelser koncentrerer jeg mig dog om dramaet (og romanen) – oplysningstidens populære former – som eksempler, alternerende med teorien om tableauet og udviklingen af den, specielt hos Diderot og Lessing. I Diderots skrifter – som er mit udgangspunkt – betragter jeg tableauet som et energetisk, æstetisk, frem for et moralsk, sentimentalt begreb, sådan som det sædvanligvis forstås. ⁶ Hans tableau-ide må fra begyndelsen ses i sammenhæng med synet på kroppen og subjektet i hans materialistiske filosofi. Det diderot’ske tableau er emblem for en ny kreativitet i opgøret med de overleverede dogmer. En spydspids bl.a. i opgøret med ut pictura poesis-doktrinen: som billedet, således poesien. I den ånd antages ideen af Lessing og senere af Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Tableauet kommer til at udgøre et særligt link mellem fransk og tysk oplysningsæstetik, ikke mindst for den yngste generation af oplysningspoeter, her repræsenteret af Sturm und Drang-dramatikeren Jakob Lenz. Der aftegner sig også karakteristiske forskelle, f.eks. i den nærmere præcision af det sublime øjeblik. Samtidig træder det skulpturelle aspekt af visualiteten langt tydeligere frem i de tyske end i de franske eksempler, som en umiddelbar effekt af nyklassikkens fader Johann J. Winckelmanns (1717-68) favorisering af statuen. På den anden side får statuen i perioden som helhed en flertydig metaforisk værdi, både i kropsfilosofien og æstetikken.

Det overordnede spor i bogen er således: Jeg forfølger en særlig form for imaginær kropslig iscenesættelse. Den udgør en pludselig standsning i et dramaturgisk eller narrativt forløb, der fremkalder oplevelsen af det uudsigelige i kunsten som en gestus, der peger på en storladen følelse uden at benævne den. Denne iscenesættelse kaldes også det sublime øjeblik eller tableau. Jeg opsøger dette tableau, både som koncept i de æstetiske skrifter og som udfoldet praksis i de fiktioner, der kan siges at danne modeller for teorien. Det involverer en fordybelse i samtidens måde at tænke om kroppen på og i de billeder, man danner sig af den, såvel som en pejling af 1700-tallets opfattelse af det sublime som ide og som en erfaring, der i stigende grad gennem de ca. 30 år, jeg bevæger mig i, identificeres med en overgribende mental tilstand melankolien. I samme periode sker der en forskydning i billedinteressen mod det levende billede⁷ skabt af den tredimensionale krop i rummet. Der er tale om en statuarisk billedlighed, som jeg kalder den bevægende statues poetik.