Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 18

Med hovedet støttet i hånden sad en livsvandrer på en afhugget egetræstamme og stirrede ind i den forbiflydende strøm. Den var dyb og hurtig, vandet gult og leret og her og der dannedes der en lille hvirvel på den fremadflydende glatte overflade. Fra den tidlige morgen havde denne ensomt-bedrøvede stirret ned i floden med ufravendt blik og solen gjorde sig allerede klar til atter at gå ned. Da løftede han sin klagesang og sagde: “Jeg græd, da min moder fødte mig med smerter”. (Fragmenten aus dem Tagebuche eines Geistersehers, Berlin 1787:114)

Således skitserer den tyske forfatter Karl Philipp Moritz (1756-93) en melankoliker fra det sene 1700-tal. Selv om skitsen har umiskendelige anstrøg af en (ny) positivt opfattet melankoli – en weltschmerz – er den lige så klart en aftegning af den melankolske grundgestus, som vi kender den fra melankoliens ikonologiske tradition: hovedet på hæld, hånd under kind og stirrende blik. ¹⁷ Medicinsk havde man siden antikken forstået melankolien som en effekt af den sorte galdes overflod. Hvis der er for meget af den sorte galde, skaber den tungsind i mennesket, ifølge antik lægekunst. Herfra stammer ideen om, at det er balancen mellem de fire kropsvæsker: den gule og sorte galde, flegmaen og blodet, der bestemmer sundhed og sygdom. En overbalance af den ene eller den anden skaber både sjælelige og kropslige patologiske tilstande. De fire kropsvæsker korresponderer med de fire elementer, ild, jord, luft og vand og dertil føjes i middelalderen analogier med de fire årstider og de fire temperamenter: det melankolske, sangvinske, koleriske og flegmatiske med deres astrologiske pendanter i stjernebillederne. I dette sammenhængende mikro- og makrokosmos har f. eks. milten samme position i kroppen som saturn i universet.

Det er således et vældigt kosmologisk system, der medvirker, når kropsvæskerne kommer i ubalance. Overvægten af den sorte galde, fremkommet af degenereret blod eller snavset gul galde, er uden sammenligning den mest interessante i litteraturen, og det skyldes den dualistiske struktur i det melankolske temperament. Ifølge melankoliens urskrift Problemata XXX – formentlig affattet af Aristoteles-eleven Theofrastros (Birnbaum, Olsson 1992) er den sorte galde tør og da den er forbundet med jordens element, tynger den til jorden. Sygdommen, den fremkalder, er mere af sjælelig karakter end fysisk, og kan føre til vanvid og død. Men den melankolske tilstand kan også blive opløftende og kreativ, hvis den sorte galde ophedes til passende temperatur. Således relateret til ildens element kan melankoliens mørke forvandles til en højere form for klarhed, et udslag af en lynende intelligens og skaberkraft. Den sorte galde kan på én gang skabe geniale tilstande og true med at styrte sjælen ned i vanviddets afgrund, afhængig af dens temperatur. Tilmed kan den binde luft, hvilket er tegn på det melankolske temperaments snævre forbindelse med det erotiske begær ud fra en kobling mellem luft og libido i Problemata. Ideen om en sådan guddommelig mani eller helligt vanvid i den antikke melankoliteori ligger uden for den aristoteliske skoles videnskabsideal. Det er en platonisk afsmitning, som især får betydning i renæssancen efter middelalderens mere entydigt negative vurdering af melankoliens dualisme. I den florentinske nyplatonisme er melankolien blevet en hel naturlig forudsætning for genialitet, f. eks. hos Marcilio Ficino (1433-99). De negative fysiske træk ved den sorte galdes hærgen glider i baggrunden, men dualismen i temperamentet er samtidig tilspidset i forestillingen om det skabende menneske, geniet, som et på en gang overfølsomt besat væsen, snart overvældende klarsynet og snart hjemfalden til formørket raseri eller vanvid. I den medicinske beskrivelse i snævrere forstand er melankolibilledet imidlertid overvejende dystert, og det er det ikke mindre i den teologiske tradition, hvor middelalderens ide om den sorte galdes overflod som en syndefaldsmyte synes at holde stand helt til oplysningstiden. Melancholia generosa med sin dualitet får først en ny chance for at udfolde sig i geni-tidens melankolikult i det sene 1700-tal – og nu på nye præmisser.