Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 14

Det er på samme tidspunkt, der indtræder et afgørende vendepunkt i litteraturen om det sublime og det skønne. Ingen havde tidligere foretaget et sådant skel mellem de to begreber som den knap 30-årige jurist Edmund Burke (1729-97) gjorde det i sin første og eneste æstetiske afhandling A Philosophical Enquiry into the Origin of our Ideas of the Sublime and Beautiful i 1757. Det sublime og det skønne er antiteser, hævder Burke, fordi det første er entydigt forbundet med smerte (pain), det andet med velbehag (pleasure). Det sublime er nemlig ikke blot overvældende og storladent, men også livstruende. Som at stå foran afgrunden i et møde med dødens sendebud (King of terrors) (Burke 1757/1970:60), ramt af en uimodståelig kraft i en forstenet astonishment. Det er den sublime oplevelse i sin højeste potens. Således er det sublime: “en ide der er knyttet til selvopholdelsen. Derfor er det en af de mest bevægende, vi har. Dens stærkeste følelse er en følelse af kval og derfor er der ingen glæde med en positiv årsag forbundet med den” (ibid.:160, min kursivering). Aldrig tidligere har det sublime i verdslig forstand været knyttet så tæt til kampen for at overleve. Alligevel er den sublime oplevelse ikke entydigt rædselsvækkende, selv om det er den følelse, der først griber en ved mødet med dette overvældende, ophøjede og afgrundsdybe. Idet rædslen trækker sig tilbage, opstår der nemlig en ikke mindre intens glæde, en fryd (delight) på et negativt grundlag så at sige:

De følelser (passions) som hører sammen med selvopholdelsen drejer sig om smerte og fare; de er ganske enkelt pinefulde, når deres årsager virker umiddelbart på os, de er frydefulde (delightful), når vi har en ide om smerte og fare uden aktuelt at være i sådanne omstændigheder; denne fryd har jeg ikke kaldt velbehag fordi den udrinder af smerte og fordi den er helt forskellig fra enhver ide om positivt velbehag. (185)

Delight over for pleasure er altså ikke blot en terminologisk spidsfindighed, men refererer til en reel og teoretisk set ny forskel. Nyt er det også, at der ikke længere som i alle forudgående skrifter om det sublime sluttes entydigt fra de store og vældige objekter og syn til den storladne følelse. Thi

Alt hvad der på nogen måde er egnet til at vække tanker om smerter og farer, det vil sige alt, hvad der overhovedet er skrækindjagende … eller som kan virke på samme måde som skrækken er en kilde til det sublime. (58)

Det er følelsen i sig selv, der er blevet det centrale, ikke hvad der præcist vækker den. Subjektet er endelig skilt fra objektet i den æstetiske erfaring. Trods det oplister Burke en række fænomener i naturen, der kan fremkalde den sublime fryd, når man har bragt sig på afstand af afgrundens gys, isprængt eksempler fra litteraturen. Skræklisten, der fylder anden del af afhandlingens seks, kom til at virke som manual for endeløse sublime scenerier i de efterfølgende år, men åbnede også for billeder og ideer, der hidtil havde ligget uden for den æstetiske sfære og gav visse former for ældre poesi ny kvalitet. Frem for alt det obskure og hvad der hertil hørte af ruinøse områder, kirkegårde, spøgeri og melankoli. For at noget skal blive absolut skrækindjagende må der dunkelhed til. Eksemplerne er legio fra angsten for spøgelser om natten, til hemmelige religioner, der dyrker helligdommen i sorte templer, og despotier, funderet på den menneskelige angst og skrækfølelse, hvor despoten holder sig tilbage unddragende sig almenhedens blik. Hans litterære eksempel er det afsluttende portræt af skrækkens fyrste i Miltons Paradise lost II (1667) – en strofe, som skulle blive gentaget i det uendelige i tiden. I disse verslinjer er alt “Mørkt, usikkert, forvirret, forfærdeligt, og sublimt til det yderste” (101). “En ting”, fortsætter han, “er at gøre en forestilling klar og tydelig, en anden at påvirke fantasien”. For “klare lignelser er langt fra nødvendige for at vække passionerne … I virkeligheden bidrager klarheden meget lidt til at røre følelserne; den er i en vis forstand fjende af enhver tænkelig hengivenhed” (101-03). Denne hyldest til dunkelheden skulle ingenlunde blive overset af Burkes mange læsere.