Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 5

Det er den gængse (og encyklopædiske) opfattelse af oplysningstiden i dens udstrækning gennem det meste af 1700-tallet, at den er identisk med en optimistisk tro på den menneskelige fornuft, på at viden og oplysning kan gøre det enkelte menneske fri af snærende konventioner og traditioner. Den store franske Encyclopédie – udgivet i årene 1751-72 – fremstår som det fornemste bevis på tidens vidensbegær og tro på den kritiske fornufts sejr. På samme måde anses oplysningstidens kunst og litteratur for at være talerør for en sådan fornuftsideologi og etik orienteret mod et nyt publikum af en voksende middelklasse. I dens mest populære former, dramaet og romanen, har man ikke set andet end en æstetik, bestemt af en borgerlig social virkelighed og naiv realisme, en åndelig horisont afstemt efter borgerskabets smag og moral og et overbud af sentimentale, uheroiske følelser. Stilhistorisk har især dramaet været entydigt betragtet som en forløber for en udfoldet naturalisme og realisme i slutningen af 1800-tallet. I den kanoniserede opfattelse har man gerne overset oprøret, det entusiastiske og søgende – ikke mindst i forholdet til det ‘nye’ subjekt – i oplysningstidens kunst og æstetik.

Jeg vil gerne i nærværende arbejde korrigere denne fastlagte forståelse, præcist i forhold til to af de fornemste eksponenter for oplysningsprojektet: filosoffen, dramatikeren, forfatteren og hovedredaktøren af Encyklopædien Denis Diderot (1713-84) og dramatikeren, kritikeren, filosoffen og freelanceskribenten Gotthold Ephraim Lessing (1729-81). Det er deres ideer om og spekulationer over æstetikken og den praksis, der knytter sig hertil, som er centrale for mine analyser. I stedet for at gå til deres værker med realismen eller naturalismen som matrice vil jeg læse dem med modernismen som optik for at belyse det underbelyste eller oversete i deres æstetik. Både naturalismen i det 19. og modernismen i det 20. århundrede er reaktioner på den moderne bevægelse² som tager sin begyndelse i oplysningstiden, om end midlerne er nok så forskellige. Man finder vitterligt nye krav om tidssvarende sociale roller og virkelighedseffekt i teatret hos 1700-tallets dramaideologer. Da det er fordringer, som bliver så afgørende i 1900-tallets naturalisme, er der skabt en solid tradition for (alene) at se den forbindelse. Jeg vil imidlertid hefte mig ved træk, som peger mod modernismen. Det er 1. et heftigt opgør med tradition og regler, der også fører til formelle fornyelser. 2. Sporene af et frisat, ikke transcendentalt subjekt. 3. Afgørende vægt på krop og sanselighed. 4. Det skønne udfordres af antitesen det sublime parallelt med det skønne versus det hæslige i det 20. århundrede. 5. Spirerne af en ny tidsbevidsthed i følsomheden over for øjeblikket og det transitoriske i kunsten. Først og fremmest tjener modernismesynsvinklen til at opfange visioner af kunst og visualitet i bevægelse, som der ikke findes medier til – teknisk set – førend i en senere udfoldet modernisme. Begrænsningerne – også inden for samtidens rammer – må ikke glemmes. Jeg har ikke i sinde at gøre Diderot og Lessing mere moderne end forsvarligt er. Det håber jeg at sikre mig imod ved at følge, hvordan generationen efter dem overtager og radikaliserer deres æstetik. Her eksemplificeret af Sturm und Drang-dramatikeren Jakob Lenz 1751-92.

Naturligvis var oplysningstiden også en fornuftens og etikkens epoke. Nogle af de centrale ideer i oplysningstidens filosofi og videnskab var allerede udklækkede inden for 1600-tallets rationalistiske tankehorisont. ³ I løbet af 1700-tallet sker der et paradigmeskift i naturvidenskaben, således at interessen for matematik, fysik, geometri viger for engagementet i studiet af liv (bios), dvs. biologi, fysiologi og naturhistorie. Filosofisk set er det nye vel især, at der tænkes nyt om tænkningen i sig selv. Oplysningsfilosofien er en analytisk filosofi, der nok søger begrebsafklaringer, men samtidigt gør resolut op med fortidens system-tænkning (esprit de système). Filosofi er ikke et vidensområde for sig ved siden af naturvidenskab, historie osv., men snarere en atmosfære disse fag kan trives i (jf. Cassirer 1951:3-37). Tænkning er en proces, der vedrører alt i det menneskelige – et aldrig hvilende engagement i at formgive livet selv. Således også i æstetikken. I epokens eftermæle overser man gerne dette processuelle, det eksperimentelle, det energetisk-dynamiske i oplysningstænkningen. Det er en tid, der rigtignok valgte solen som det mest privilegerede emblem og øjet som det foretrukne sanseorgan i ønsket om at se og overskue. Men i sit ubændige vidensbegær er tiden samtidig åben og prøvende. Selv om alt i princippet har sit udspring i sansning, skal det undersøges, afprøves, gøres til genstand for både observation og spekulation, inden det kan få filosofisk gyldighed. Det filosofiske værksted og laboratoriet hører til tidens interessante inventar.