Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 13

Den sublime krop

Оглавление

Ideen om det sublime, der gennem flere årtier af 1700-tallet blev dyrket som en kult, anser man gerne for at udspringe af en antik retorisk traktat fra 1. århundrede e. Kr., (fejlagtigt) tillagt en vis Longinus. Det genopdagede skrift, hvis emne er den store stil, udkom første gang i Basel i 1554, men det er først Nicolas Boileaus (1636-1711) franske oversættelse i 1674, der kan forbindes mere direkte med 1700-tallets dyrkelse af det sublime, forstået som det overvældende, det ufatteligt store. “Det storladne” hedder det i den danske oversættelse Den store Stil “når det kommer på rette tid og sted, sprænger det alle ting som et lyn og åbenbarer i et nu talerens vælde i al sin fylde” (“Longinos”:15). Kort efter lyder det: “Der rejser sig strax en tvivl: om det storladne er noget, der lader sig lære kunstmæssigt, da somme mener, at det overhovedet er svindel at føre sådan noget ind under tekniske regler.” Det må skriftet, der netop handler om den sublime stils virkemidler selvsagt imødegå, og det gør det “fordi det er farligt at lade det store gå selvrådigt, fornuftløst, ikke stivet af, uden ballast, overgivet vind og vejr og ukyndig dumdristighed” (ibid.:16). Derfor må det tøjles retorisk. Alligevel har Longinus i samme pennestrøg her som andetsteds åbnet for en ide om det sublime som det tøjlesløst overrumplende uden for enhver regel. Boileau skulle vide i sin oversættelse at åbne yderligere for denne dialektik. I sin indledning skelner han mellem den sublime stil og den overvældende tanke, der uden om alle regler kan vække stærke følelser i en tilhører eller en læser. Og det er denne skelnen, der bliver så ansporende i den kommende revolte mod klassicismens kunstdogmer. Der er en vis ironi i, at Boileau samme år udgav sin Art poétique, der har fået blivende værdi som klassicismens uovertrufne regelpoetik.

Boileau/Longinus-skriftet fængede, først for alvor i England, hvor sansen for det sublime allerede var veludviklet i forhold til den ydre natur gennem en “frisat” religiøs entusiasme. Den enorme spændvidde mellem det frygtindgydende og dragende, hengivne i gudsforholdet var i løbet af 1600-tallet blevet overført til naturen og den enkeltes oplevelse af den (Mortensen 1993), hvilket ikke gjorde modtageligheden for Longinus’ retorik mindre. Men interessen forskyder sig afgørende fra den kalkulerende ide og overtalelsens virkemidler til selve oplevelsen af grebetheden både af naturen og litteraturen, fra den sublime stil til det sublime som et selvstændigt æstetisk begreb. Engagementet i det sublime bliver udtryk for en friere, individualistisk kunstopfattelse med fokus på følelsernes nærvær i kunsten frem for kunstfærdige regler om deres udtryk. Sammen med begrebet om det skønne kommer det sublimes ide til at udgøre en moderne æstetisk teori med basis i en sansebåret følsomhed. Mens det skønne efterhånden alene omfatter bløde kvaliteter, behagelige og acceptable følelser, rummer det sublime også uskønne ideer og vilde, turbulente følelser. Det var netop det fascinerende ved ideen og det, der fik den ene kender eller gentleman i ‘kulturel lediggang’ efter den anden til at fatte pennen og skrive spekulative essays om det skønne og sublime (Monk 1960:1ff). Blandt de mest seriøse i århundredets første halvdel var Joseph Addisons (1672-1719) The Pleasures of the Imagination, der opsummerede tidens diskussion i en serie på 12 essays i det respektable The Spectator i 1712. Selv om han har gjort fantasien – og dens glæder – til sit hovedtema gennem skrifterne, er der aldrig tale om den frit svævende eller frit skabende imagination. Han bygger angiveligt sin fantasiforståelse på John Lockes (1632-1704) sensualistiske erfaringsfilosofi, ifølge hvilken ethvert fantasibillede har sit udspring i et synsindtryk uden på nogen måde at være et mekanisk aftryk af sansningen. Vi har nemlig en evne til “at huske, forandre og sammensætte disse billeder, som vi en gang har modtaget, til alle slags billeder og visioner, som fantasien finder behag i” (The Spectator 1712/1973, vol. 3:277). Og når han skal karakterisere disse visionære glæder så sker det ud fra de genstande i omverdenen, der er ophav til dem. Storheden (Greatness) er i hans kategori det fænomen, der vækker den sublime følelse. Følelsen af det overvældende udløses ikke blot af den vældige genstand, men også af det store udblik, f. eks. over en “Enorm uopdyrket ørken, kolossale bjergdynger, høje klipper og dybe afgrunde, store vandflader” (ibid.:279). Sådanne overvældende syner, hvor det ikke er skønheden, men den primitive storhed, vi bliver slået af og samtidig kan finde en forbavsende ro ved. Addison var den første, der adskilte det sublime (Greatness) og det skønne (Beauty) i to forskellige kategorier, men uden at lade dem gensidigt udelukke hinanden. Ved at insistere på synets fundamentale andel i fantasiens storslåede glæder åbnede han tillige for sublime opdagelser i den visuelle kunst. Hans Greatness kom efterfølgende til at vikariere for det sublime i flere tilfælde, bl.a. i David Humes (1711-76) betydelige Treatise on Human Nature (1739). Sanseerfaring, imagination og association var begreber, der skabte sammenhæng i den indkredsende teori om den æstetiske oplevelse, og parallelt hermed udkom Longinus-skriftet i den ene udgave efter den anden, indtil dets popularitet kulminerede omkring midten af århundredet.

Kroppens sublime tale

Подняться наверх