Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 20

Så vidt kommer den tyske melankolikritik ikke. Her har den protestantiske tradition et sikkert tag i den tyske borgerlige intelligens langt fra Holbachs radikale politiske kritik. Ikke for ingenting kan den oplyste teolog gøre fælles sag med den filosofiske læge, når det gælder kritikken af melankolien. Melankolikritikken bliver ligefrem en slags varemærke for oplysningen, idet stereotyperne tillægges nye betydninger i metaforiske glidninger mellem lys og mørke. Samtidig løsrives melankolien delvis fra de andre temperamenter, og indbildningskraften får på godt og ondt langt større betydning end tidligere. Med polemisk veloplagthed bliver entusiasme og fanatisme, mysticisme og pietisme synonymer for melankolien. I den følsomme tid, hen over midten af århundredet, bliver sværmeren det samlende begreb for alle dårligdommene og den, skytset rettes imod i utallige skrifter. Ganske vist har sværmeren også positive, sentimentale træk a la Diderots karakteristik i Encyklopædien, men sværmertypens egentlige sfære er dog den sorte, melankolske, sorgens og tungsindets aura. Lessing kunne på sin lakoniske facon sige om sværmeren, at han ofte havde et rigtigt blik på fremtiden, han kunne bare ikke vente på den. Han frygter også typen, der i skriften synes at være skabt af en overophedet fantasi i forening med tykt, sort blod selv i en ny tids gryende indsigt i psykologiens komplekse univers (Schings 1977:212).

Dagsordenen for oplysningens kritiske melankoliforståelse og specielt for dens metaforik blev for så vidt sat allerede i århundredet forud. I An Essay Concerning Human Understanding fra 1690 havde Locke et kapitel om entusiasmen (Of Enthusiasm). Heri sætter han to slags lys over for hinanden. Det ene er erkendelsens, sandhedens og klarhedens lys. Det lyser op i en pludselig indsigt som følge af en umiddelbar kommunikation med “the eternal Father of Light” (Locke 1690/1998:414) – en åbenbaring, der dog lader sig teste af fornuften. Han kalder også dette lys naturlig fornuft (natural reason). Det anden lys, det falske, tændes i melankolikerens betændte hjerne. Dets kilde er ikke Gud, men snarere Mørkets fyrste (Prince of Darkness, ibid.:416). Den naturlige fornuft konfronterer her entusiasmen gennem lysmetaforen, mens den sorte galdes syndrom glider i baggrunden. Det ‘naturlige’ mod det ‘unaturlige’ lys. Fornuften bliver det probate middel mod entusiasmens vildfarelse herefter (413-17). Da sværmerkritikken for alvor sætter ind ved midten af århundredet, ved skribenterne fortsat ikke noget bedre råd som kur mod sværmeriet end fornuften. Parolen bliver sand (op)lysning over for det indre falske lys eller formørkelse med dens varianter i farvespillet. Det er den oplyste teolog Johannes Stinstra, der åbner kampen med Warnung vor dem Fanaticismus (1752). Karakteristisk for tiden kommer den fysiologiske profil i forgrunden, når han skal beskrive, hvordan fanatikeren bliver til:

Et urent og fordærvet blod, forværret af en hed galde, tillige med væskefortykkelse og karfor stoppelse svækker nerverne og angriber hjernefibernes sarte væv så voldsomt, at indbildningskraften flyder ud over sin sædvanlige grænse. (Citeret efter Schings 1977:188)

Gammel, humoralpatologisk tankegods i en moderne fysiologisk indfatning. Stinstra er også opmærksom på, at den individuelle patologi kan blive politisk og bringe yderliggående forvirring i det borgerlige samfund. Helbredelsesmidlet er i Lockes ånd, fornuftens lys og dertil diætetik, mådehold og dyd. Stinstras rationelle sværmerkritik, lettere sentimentalt farvet kunne lige så fuldt være formuleret af den filosoferende læge, der efterfølgende spidser pennen mod sværmeren. At afvigelser fra fornuftens målestok gerne bliver en moralsk afvigelse er begge parter helt enige om. I 1756 udgiver Johann Georg Zimmermann sin første bog om ensomhed Betrachtungen über die Einsamkeit. Zimmermann er en kendt mediciner, samtidig indbegrebet af en filosofisk læge. Nok er hans emne ensomhed, men da den samtidig er den vigtigste årsag til melankoli, handler bogen mest om melankolien i dens forskellige farvetoner. Som filosoferende mediciner (og antropolog) udgår han fra en sammenhængende forståelse af den psyko-fysiske habitus: “vores krop er den nærmeste årsag til vores tænkemåde” (Schings 1977:218). Samtidig udvider han perspektivet:

Vi tænker gennem vores klima som gennem sygdom, anderledes i det skikkelige og noget tunge Nedresachsen end i det varme og opvakte Languedok og atter anderledes i det brændende Ægypten. Sygdommen ligger i nerverne, som har umiddelbar indflydelse på sjælen og følgelig derfor også på hele vores tænkemåde. (Ibid.:218-19)

Med sin klimateori får han skabt nye (og samtidig gamle) melankolivarianter. Eksempelvis er “solhedt blod og nerver” den cocktail, der giver den perfekte melankoliker i Ægypten, som samtidig viser sig at være det gamle sæde for melankoli og overtro (ibid.).

Zimmermanns anden bog om ensomhed Von der Einsamkeit (1773) udkommer da sværmerstriden er på vej mod et højde- og vendepunkt og nu rettet mod den nye generation af unge Sturm und Drangere. En Berlinerfløj med bl.a. Johann Georg Hamann (1730-88) og Moses Mendelssohn (1729-86) danner sig over for de mere spredte unge vilde, der tager udfordringen op. Stridens oppositioner er det hede over for det kolde hoved, fantasien over for fornuften, følsomhed kontra abstraktion, billedsprog over for begrebssprog. Alle de kendte 1700-talsmodsætninger aktiveret af melankolien.