Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 19

Den stereotype gestus gennem århundreder og den evige genkomst af den sorte galdes mystik med dens kosmologiske forbindelse kan få melankolien til at ligne et urfænomen, der kan ramme os alle som “den gebærde, hvormed skabningen reagerer på det at blive skabt overhovedet.” (Mattenklott 1968:26). Men 1700-tallet – dette oplyste århundrede – bliver dog en særlig brydningstid for den sorte melankoli. Især i Tyskland dukker den op som på trods alle vegne. Ifølge Walter Benjamin havde lutheranere med deres syn på hverdagslivet som et stort tomrum et særligt anlæg for tungsindet! Hans udgangspunkt er 1600-tallet og tysk barok, men sansen for tungsindet formindskes ikke i det følgende århundrede. Hypokondri og hysteri, lungesygdom og miltsyge, spleen, kedsomhed og misantropi, sværmeri, tungsind og dødelig sygdom, harmløse dårligdomme og alvorlige forstyrrelser ind imellem hinanden, alt synes at kunne henregnes under melankoliens tegn. Man kan også som Wolf Lepenies i Melancholie und Gesellschaft (1969) se denne allestedsnærværende melankoli som det tyske borgerskabs stigmata, fremkaldt af dets politiske og økonomiske afmagt. I stedet for oprør, revolution og kamp for indflydelse vender borgeren miseren indad i en selvterapi. De politiske abstinenser, som borgermennesket lider af, fører ham ud i forcerede handlinger med patologiske konsekvenser, og melankolien bryder frem. Lepenies’ diagnose er overordnet set central og uomgængelig i en moderne melankolianalyse. Men den melankolske dualisme får et større råde- og spillerum, som vi skal se, når det gælder dens nedslag i filosofien og æstetikken. I fransk oplysning er sortgaldens bedrøvelige ansigt mindre synligt. Slår man imidlertid efter i Encyclopèdie’en, viser det sig, at melankolien beskrives gennem ikke mindre end fire synsvinkler; den lader sig altså ikke så let bestemme. De to af indfaldsvinklerne er humoralpatologiske og medicinske i tråd med den klassiske tradition. De to andre dækker en samtidens fortolkning og de er (formentligt) affattet af Diderot. Først beskriver han melankolien som en følelse af svaghed (faiblesse de l’âme et des organes). Dernæst i en filosofisk-æstetisk kontekst og i overraskende positive vendinger: “Melankolien er en sjælsevne, der kan give eksistensen mildhed. Den er på ingen måde en fjende af vellysten, men skaber illusion af kærlighed og giver nydelse til sjæl og sanser” (Encyclopèdie, vol. 10, 1751-80/1966:307-08). Det er den søde, sentimentale melankoli, ikke uden vellyst, hvilket aldrig er nogen modsætning hos Diderot, vi her får beskrevet, og som bliver fulgt op af billedkunstneriske eksempler hos Joseph Marie Vien (1716-1809). Derimod må man savne en henvisning til den klassiske ide om melankolien og det overordentlige menneske. Senere skulle han selv med sin uforlignelige figur Rameaus nevø fremstille denne melancholia generosa i sin forvrængning: det mislykkede geni. Den sidste af encyklopædiartiklerne handler om religiøs melankoli. Den opstår som følge af det religiøse pres på “uskyldens glæder” (ibid.:308) og fremkalder tårer, det gør hjertet beklemt og er anledning til tristesse i krop og sjæl. Sagt på anden materialistisk vis bevirker den en desorganisering af ‘kropsmaskinen’. Også her skulle encyklopædiredaktøren selv give et litterært bud på en pinefuld opløsning af sjæl og krop som følge af religiøst vanvid i romanen La Religieuse. Diagnosen i denne fjerde encyklopædiartikel kommer til at sætte det særlige franske stempel på tidens melankoliteori. Melankolien bliver ganske enkelt et vitalt led i en skarp religionskritik, ført an, ikke af Diderot, men af vennen og åndsfællen, baron P. H. Dietrich Holbach (1723-89). I Système de la nature (1770) – med forord af Diderot – får melankolien en mytisk og verdenshistorisk ødelæggende potens som ingen andre steder i tiden. Religionen, siger han, skaber i alliance med despoter, et univers af frygt, synd og straf. I det mytiske udspring for den formørkelseside, som religionen er, er der sket en menneskehedens katastrofe, der har slået de overlevende sjæle med skræk. Denne skræk er blevet årsag til en kollektiv melankoli, som har fundet udtryk i religion. I dette gigantiske bedrag har treenigheden melankoli, askese og fanatisme reproduceret sig politisk i despotisme og religion, feudalisme og kirke (Schings 1977:194ff).