Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 16

Den nye basale sondring mellem det sublime og det skønne har ikke som sit primære formål at skabe en ny poetik, selv om Enquiry også fik den funktion, men derimod at opbygge et æstetisk system på følelser, der i sidste instans relateres til kropslige tilstande. Tilmed bruger Burke sig selv, sine egne observationer, sin mentale og fysiske væren som dokumentation. Det er hans nyskabende indsats – på godt og ondt. Burke bygger som Addison og enhver anden nytænker i tiden på erfaringsfilosofien og sensualismen. Han er ikke antireligiøs som mange af sine samtidige, tværtimod henviser han ind imellem til gud, men mere for at prise hans mageløse indsats i forhold til den menneskelige skabning, helt utynget af arvesyndens plager. Der kan ikke være tvivl om, at Burke søger en dybde i den menneskelige erfaring i et sekulært sprog. Men hans naive tiltro til, at alt, hvad han observerer, kan være gyldigt, hans manglende skelnen mellem egentlige passioner og flygtige mentale tilstand og hans ulidelige klassifikationer af hvad som helst spærrer ofte for det originale og moderne i hans perspektiv. Selv om han tidligere har udtrykt sine tvivl om hvorvidt følelserne overhovedet kan tøjles i noget rationelt system, spørger han i fjerde del: Kan man forestille sig love for følelser, der svarer til Newtons love for fysikken? Det der interesserer ham her, er det, han kalder de egentlige årsager til følelserne i oplevelsen af det sublime og det skønne. Og dermed mener han, som fuldblodssensualist, begrundelsen i sanserne og deres virkning på kroppen. Han opstiller problematikken sådan:

Jeg tror dog, at hvis vi kan opdage hvilke sindsbevægelser (affections of the minds) der er ophav til bestemte følelser/påvirkninger i kroppen og hvilke kropsfølelser og -indtryk, der giver anledning til visse følelser (passions in the mind) og ikke til andre, at meget vil være nået … mod en distinkt viden om vore følelser. (242)

Først søger han smertens spor. Under den værste kropslige smerte er kæberne sammenbidte, panden rynket, øjenbrynene trukket sammen om de dybt indtrukne, stirrende øjne. Håret er i vild uorden og hele kroppen ryster under stønnen og råb. Når det gælder rædsel og skræk, og den er truende nok, så reagerer kroppen på samme måde, fordi den forventer en snarlig smerte eller død. Således virker rædsel og smerte på samme krops organer med en unaturlig nervespænding. Forskellen er nok, at smerten virker på kroppen, rædslen på sindet, men vor krop og sind er så tæt forbundne, at virkningerne bliver gensidige. Som om kroppen føler en smerte af ydre oprindelse, når sindet rammes af rædslen. Hermed får også fryden, den formidlede smerte eller lystfyldte rædsel sin plads i kropsbilledet som rædselsudtrykket, der vigende fra kroppen efterlader den i en øjeblikkelig standsning i forbavselsens udtryk (astonishment). Kroppen, der tidligere har været til stede på mere skjult eller underfundig måde, bliver her kaldt til vidne i denne helt elementære iagttagelse, som enhver kan gøre sig. Forskellen er blot, at det aldrig tidligere var sket i forbindelse med æstetisk oplevelse i en filosofisk afhandling. Ræsonnementet blev interessant for kunstnere, der arbejdede med kroppen i deres kunst, som skuespillere og dansere og vi kan finde det videreudviklet hos Lessing i hans teori om skuespilkunsten som en ide om, at kroppen ved at antage det fysiske udtryk for følelsen også kan illudere den.

I det følgende søger han øjets og ørets smertegrænse. Vi ser, fordi lysstråler fra den genstand, vi retter blikket mod, former billeder på nethinden. Øjet opfatter måske kun et punkt hvert øjeblik, men ved at bevæge øjet, får vi hurtigt billedet af genstanden som helhed. Kommer der nu stærke og mange lysstråler ind, så øjet fyldes til “højeste potens” og vibrerer i alle sine muskeldele, giver det smerte, og grundlaget for det sublime er skabt. Med øret går det ikke meget anderledes. Her nås smertegrænsen, når de impulser, der sætter trommehinden og andre membraner i svingninger, er forstærket til en maksimal intensitet. Ud fra disse simple betragtninger over en perceptionsproces, mener han nu at kunne ‘forklare’ den sublime virkning af blikkets møde med det uendelige, som det forgæves vil forsøge at omfatte, en uendelig række af søjler eller vældige bjergformationer. Helt bevidst om sin forenkling søger han, hvad han kalder en “naturlig forklaring” på en sansebåren følelse, lige så bevidst uden brug af de hævdvundne forestillinger i den sensualistiske filosofi om erindringens, imaginations- og associationsevnens medvirken i sanseindtrykkets visionære omdannelse i oplevelsens helhed. Tilmed går han i rette med erfaringsfilosofiens fader Locke, når denne mener, at vores mørkeangst alene er kulturelt betinget. I mørket mister vi helt orienteringen, og det i sig selv kan være skrækindjagende nok. Men mørket er også ophav til smerte fortsætter Burke. Når vi vender os fra lyset, forstørres pupillen ved at irismusklen trækker sig sammen og udøver et tryk på nerverne. I det dybe mørke vokser trykket så meget, at der opstår lyspletter som spasmer i øjet i dets anstrengelse efter lys. På den ene side virker en sådan rationel begrundelse kolossalt forenklende i æstetisk øjemed. På den anden side vokser blikket og dermed kroppen i denne direkte konfrontation med det storladne til hidtil ukendte dimensioner i sit herkuliske forsøg på at indbefatte det vældige.

Også kærlighedsfølelsen afsætter sine tydelige fysiske tegn: Hovedet hælder lidt, øjenlågene er halvt lukkede og munden en smule åben, mens blikket drages mod den elskede genstand. Skønheden virker afslappende, fordi sanseorganerne finder velbehag i det afsluttede, det varierede i formen og det spæde og blødheden i det. Når dette velbehag og oplevelsen af det skønne skal finde sin fysiologiske begrundelse, sker det, at sanserne flyder sammen:

Hvis man ser på en genstand med en bugtende flade, hvor lysstrålerne, der reflekteres fra det er i stadig vekslen fra det stærke til det svage, så er virkningen ens på synet og på følesansen. På den første direkte, på den sidste indirekte. (301)

Som et blik, der stryger hen over en velformet krop! En sådan sanseanalogi mellem synet og følelsen skal vi møde udviklet i en poetiserende æstetik igennem perioden.

Det kan virke, som om sansernes rationale får det sidste ord, men der er ingen grund til at betragte denne ‘naturlige forklaring’ som andet end en afprøvet hypotese i overensstemmelse med tidens ubegrænsede tillid til sansningens beviskraft. I hvert fald står det til troende, når han hævder, at han ikke forestiller sig heri at have fundet den “yderste grund”. I afhandlingen som helhed forbliver spørgsmålet om hvorvidt passionerne, som de er repræsenteret i det sublime og det skønne, overhovedet lader sig tøjle i et rationelt system, ubesvaret. Hvordan forklare, at vi drages af det irrationelle med en uimodståelig kraft? Mod ulykker og katastrofer. Jo tættere på os selv, men uden at involvere os direkte, jo større bliver vores fascination. Det er derfor, vi følger tragedien med større interesse end noget andet skuespil, ifølge Burke. Men man tager fejl, hvis man tror fascinationen hænger sammen med den afstand fiktionen i sig selv skaber. Burke anfører følgende eksempel:

Tag en dag med en forestilling af den højeste og mest gribende tragedie, vi har, vælg de bedste skuespillere, slæk ikke på iscenesættelsen og kulisserne. Foren den største satsning af digtekunst, maleri og musik. Forkynd så, mens tilskuerne er samlede og fyldt med forventning, at en statsfange højt på strå netop nu skal afrettes på et torv i nærheden. Den på nogle minutter tømte teatersal vil vise den afbildende kunsts svaghed i forhold til virkelighedens medfølelse. (76-77)

Det er en medfølelse, der har rod i egoismen, i selvopholdelse, thi den kan alene opstå, hvis vi ikke selv er udsat for en akut smerte eller er i nogen overhængende fare for eksempelvis som her med udsigten til at få hovedet kappet af, eller som Gajus på torturbænken for ikke at tale om den ulykkelige attentatmand Damiens i Frankrig, der som straf for sit mordforsøg på kongen blev sønderslidt mellem fire heste. Billeder af lemlæstede, torturerede eller lænkede kroppe er der mange af i Burkes eksempler både fra virkeligheden og litteraturen. Han taler om følelser, som vi må tilskrive vores “naturlige dispositioner” (76), og som vi ikke kan regne med, at forstanden har noget herredømme over. Det er, som om Miltons mørkets fyrste, satanfiguren med dens selvblændende egoisme, tager magten over sindet som et produkt af det anarkistiske og absolut selviske i den menneskelige natur.

Det siger sig selv, at Burke og hans samtid havde vanskeligt ved moralsk at acceptere sådanne kræfter som enerådende eller dominerende. Selvopholdelsen kunne ikke anskues uden dens moralsk tilforladelige pendant: den sociale drift. Men det er tvivlsomt om de følelser, der tilskrives skønhedsoplevelsen, lettere lader sig styre i noget system. De er, som vi har set, primært hildet i det subjektive, selv om Burke ligesom i tilfældet med det sublime klassificerer en række genstande og fænomener med særlige appeller. Der er noget pludseligt og uimodståeligt både over oplevelsen af det sublime og af det skønne. I sin indsigtsfulde korte indledning til den seneste nyudgivelse af Enquiry i 1998 taler Adam Phillips om forførelse i begge tilfælde. Han er tilbøjelig til at se den sublime oplevelse som voldtægt og den skønne som lokkemaden. ¹⁴ Ud fra dette perspektiv finder den hjemløse attrå, som ikke entydigt kunne forbindes med velbehaget så lidt som med smerten, sin plads som den erotiske drift, der truer med at sabotere Burkes æstetiske system af antiteser, illustreret i følgende passage, hvor han ser på en smuk kvinde:

Halspartiet og brystet: glatheden, de lette og næsten umærkelige kurver, den vekslende overflade, der aldrig er den samme, den lurende labyrint, gennem hvilken det ustadige blik forvirrer sig uden at vide, hvor det skal standse eller hvor det er på vej hen. (216)

Blikket kastet på det skønne kommer på afveje. Er det på vej mod det uendelige, det sublimes sfære? Selv om det er, skal vi ikke forvente nogen forsoning eller graduering mellem de to typer af erfaringer. Det skønne og det sublime er og bliver antiteser – som uløste spændinger i sindet.