Читать книгу Kroppens sublime tale - Elin Andersen - Страница 15

Man har indvendt, at det skønne er blevet mindre interessant i takt med den voksende fascination af det sublime i tidens æstetiske diskussioner (Monk 1960:70, Mortensen 1993:90ff). Især hos Burke. Det kan virke sådan, fordi skønhedsbegrebet bliver associeret med alt det tilforladelige: det utvetydige velbehag med rod i den sociale drift, dels driften mod det andet køn, og dels mod det almene behov for samhør med sin omverden, sin art. Der er ingen tvivl om, hvad Burke foretrækker. Skønheden for ham er en smuk kvinde, men hun bliver i første række skjult gennem en række negative bestemmelser af selve begrebet skønhed. Ikke desto mindre foregår der netop herigennem et opgør med vaneforestillinger på flere fronter. Siden renæssancen havde det menneskelige legeme i bestemte proportioner været indbegrebet af skønhed. Men proportionerne har, fastslår Burke, ingenting med skønhed at gøre. Hvordan skal en levende krop, menneskets eller et dyrs overhovedet kunne tilpasses cirkler og firkanter, som man kender de ideale kroppe fra proportionslæren. Det formålstjenlige da, naturens viselige indretning med henblik på artens overlevelse? Efter en række eksempler på det hensigtsmæssige i både menneskets og dyrets kropsbygninger afviser han det formålstjenlige som anledning til skønhed med et uigendriveligt: De menneskelige indvolde må siges at være hensigtsmæssige, men er de smukke? Ikke det fuldendte, ikke den praktiske nytte, ikke fornuften er årsag til skønheden. For som han spørger læseren: “tænker De nogensinde på at se, at spise, eller at løbe, når De ser et smukt øje, en velformet mund eller et smukt ben?” (Burke 1757:196). Her er vi ved sagen. Skønheden er ganske enkelt egenskaberne hos den elskede. I virkeligheden en total subjektiv afgørelse, selv om han finder “objektive” årsager til skønhedsoplevelse via modsætninger til begrundelserne for det sublime: de glatte og smyge overflader, variationerne med de gradvise overgange uden rynker og ujævnheder og det spæde. Og atter synes kvindekroppen at opstå fra bladene i den filosofiske afhandling. Han indrømmer at kærligheden eller tilsvarende passioner, der er den vigtigste følelse, skønheden kan fremkalde, kan føre til galskab, alligevel vil den i sin rod være begrundet af velbehaget og den sociale drift. Attråen derimod har han vanskeligere ved at placere. Den kan være en del af kærlighedsfølelsen, men kan også komme helt uden for skønhedens rækkevidde. Den synes at bringe forvirring i systematikken, hvilket hænger sammen med afhandlingens hele anlæg.