Читать книгу RenAessancens befAestede byer - Группа авторов - Страница 26

På den modsatte side af Øresund lå byen Malmø, som var regionens næstvigtigste by. Borgen og byens befæstning supplerede hinanden. I senmiddelalderen var byen blevet befæstet med en svær teglbygget mur kaldet Strandmuren, som vendte ud mod Øresund.⁶ Muren var forstærket med en række tårne og et par porte, som gav adgang til havet og byens havn, der dog kun bestod af en anløbsbro. På de tre andre sider var byen afgrænset med volde og forsynet med tre murede byporte. Senere udbyggedes befæstningen ind mod landsiden i flere omgange. Syd for byen havde der været en mindre befæstning siden 1400-årene.

Borgerne i Malmø indtog i 1534 befæstningen ved byen, hvor Christian 3.s garnison – altså modstanderne – holdt til og nedbrød væsentlige dele af borgen. Byen overgav sig alligevel i 1536 til Christian 3., og kongen lovede til gengæld aldrig at bygge en borg i byen uden dennes accept. Alligevel satte kongen allerede samme år gang i byggeriet af en ny borg, men lod dog en væsentlig del af den gamle borg inkorporere i byggeriet, herunder et stort stenhus. Strukturen i det nye rektangulære anlæg var med sine fire kanonrondeller yderst moderne og levede op til, hvad tiden foreskrev som avanceret fæstningsbyggeri.

FIG. 2.

Malmøhus set fra nordvest under svenskernes belejring ved vintertide i 1658. De massive kanonrondeller præger anlægget, der i alt væsentligt stadig står, som det blev opført under Christian 3. Udsnit af Erik Dahlbergs prospekt, 1658.

Det er sandsynligt, at det var Christian 3.s bygmester Morten Bussert, som stod for opførelsen af det nye Malmøhus. Han vides blandt andet at have arbejdet i København, på borgen i Krempe, Landskrone (Landskrona), Nyborg og på Aalborghus, og han forblev i kongens tjeneste frem til sin død i 1553.⁷ Formentlig var han kommet til Danmark fra Flandern omkring 1520. Det er sandsynligt, at han medbragte den nyeste viden om befæstningskunst herfra, da man her i årene forud havde været i gang med et større fæstningsbyggeri ind mod Frankrig og havde indkaldt italienske befæstningsingeniører som eksperter.

I 1542 stod Malmøhus færdigt. Anlægget var bygget op som et firfløjet, rektangulært anlæg med en gårdsplads på cirka 100 x 70 meter omgivet af brede voldgrave, og kun en smal dæmning adskilte anlægget fra Øresund. Der var adgang fra nordvest gennem et porthus anbragt op til vestenden af det store stenhus, som øverst var forsynet med skyttegang, men som ellers blev anvendt til beboelse og repræsentative formål, når kongen og andre personer af betydning gæstede stedet. De tre øvrige sider var dækket af volde med en ret lav foranliggende mur med skyttegange, der lå beskyttet i voldmassivet, og som gav forbindelse til borgens hovedforsvar bestående af fire svære, fremskudte kanonrondeller med plads til skyts i flere etager. Øverst var en platform, som var velegnet til forsvar mod en fjende, der stod noget borte.

Malmøs befæstning og borg supplerede således hinanden, men kun indtil området kom på svenske hænder i anden halvdel af 1600-årene, da byens befæstning blev raseret, og borgen kom til at fremstå som en moderne befæstning, udbygget til et kompliceret, bastionært anlæg. Årsagen var, at Malmø nu regnedes som en grænsefæstning. (Se også Anders Reisnerts artikel).