Читать книгу Rollespil - Группа авторов - Страница 26

Rollespil i 1990’erne var præget af forsøg på at blive taget seriøst som kunstart og desværre ofte faldende salgstal. I dette årti genfinder man rollespilssystemer, som tager udgangspunkt i en bestemt genre og prøver, at finde frem til genrens egenart.

Mark Rhein·Hagen er nok det bedste eksempel på skabelsen af kunstneriske genrebevidste rollespil, som alle udkom på spilfirmaet White Wolf. Vampire: The Masquerade (1991) er fuldbyrdelsen af vampyrgenren – ikke bare for rollespil, men litteraturen generelt. Mark Rhein·Hagen fortsatte succesen med fire andre klassiske overnaturlige væsner: varulve, troldmænd, spøgelser og skiftinge. Spillene hed som følger Werewolf: The Apocalypse (1992), Mage: The Ascension (1993), Wraith: The Oblivion (1994) og Changeling: The Dreaming (1995). Alle disse rollespil foregik i den samme nutidige verden med en mørk undertone. Denne verden kaldte han World of Darkness. Vampire udtrykte en særlig goth livsstil, hvor unge klædte sig i sort og skrev digte om døden. Dette var en helt ny subkultur i rollespilmiljøet, der kom til at virke som modsætning til klichéen om den glade nørd. Det er med udgangspunkt i World of Darkness, at liverollespil begynder at udvikle en mere dramatisk orienteret spillestil (se Britta Timm Knudsen: »Vampire Live«).

Mage: The Ascension er det mest avancerede af disse rollespil, idet det handler om meta-fysiske idéer og må betegnes som et filosofisk rollespil. Her arbejdes grundlæggende med vores egen opfattelse af virkeligheden, og det er en udfordring til den meget teknologiorienterede tankegang, som præger rollespillere generelt.

Et andet eksempel på et genrebevidst rollespilssystem er det svenske Kult af Gunilla Johnson og Michael Petersén (Target Games AB 1991). Rollespillet blev en stor succes også i USA. Kult rammer gyserstilarten splatterpunk. Denne stil går fra forskellige niveauer af kvalitet fra Clive Barker til Fredag den 13.-filmene. Det er en brutal, bloddryppende og nogle gange overraskende poetisk stilart.

White Wolf-produkter skulle gå hen og blive årtiets største rollespilssucceser, men den blev salgsmæssigt langt overgået af et helt andet spilfænomen. I 1993 udkommer Magic: The Gathering (Wizards of the Coast), der er en særlig kombination af samlekort og kortspil. Det skulle vise sig at være et helt nyt koncept, kaldet samlekortspil, hvor også andre spilfirmaer forsøgte sig for at få en hurtig profit. Det seneste eksempel af hvilket er Pokémon. Wizards of the Coast fik så stor økonomisk fremgang, at de kunne opkøbe Titanguden inden for rollespil: TSR. Wizards of the Coast kvitterede med at fjerne systemnørderne og ansætte kreative folk som koryfæet Gary Gygax og ikke mindst geniet Jonathan Tweet og har nu lavet Advanced Dungeons & Dragons tilbage til Dungeons & Dragons i en splinterny udgave. Det lykkedes også Wizards of the Coast at lancere et genialt kortrollespilssystem, kaldet SAGA-systemet, skabt af William W. Connors og s. Weinlein (TSR 1998). Det blev i første omgang lavet til en af det tidligere TSRs verdener, men opstod først i sin glans med en ny udgave af Marvel Superhelterollespillet. Marvel Super Heroes Adventure Game af Mike Selinker, Michele Carter, Bill Olmesdahl og Steven Brown (TSR 1998) er det hidtil bedste bud på et superhelterollespil. Det er energisk, simpelt, og systemets rytme er nøjagtig den samme som de bedste Marvelhistorier. I modsætning til andre superhelterollespil prøver de ikke at lave regler for alle ting i et ønske om at kompensere for historiens muligheder. I stedet har de netop et fleksibelt og åbent system. De har også nogle gode billeder af Mrs. Fantastic. Jonathan Tweet var desuden hovedforfatter til det nyskabende Over The Edge (Atlas Games 1992). Systemet formår at være strømlinet, men alligevel stemningsfyldt. Verden er et sammensurium af moderne mytologi og egne myter. Skuepladsen for alt dette er et opfundet middelhavsdiktatur, men kan også ses som en generel parodi eller kritik af det moderne vestlige samfund. Desværre har nogle af de senere udviklinger af spillet kun fokuseret på de humoristiske sider og derved forfladiget produktet. En medforfatter til Over The Edge var John Tynes, som ligeledes skulle vise sig at være et interessant bekendtskab.

Delta Green af John Tynes (Pagan Publishing 1997) udkom som en X-files inspireret udvidelse til Call of Cthulhu. Den er officielt anerkendt som den bedste baggrundsbog nogensinde. Det gode ved Delta Green er, at det for første gang succesfuldt indfører H.P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi til 1990’erne, hvilket i sig selv er en bedrift. Oven i dette er det et glimrende spionrollespil. Perioden var kendetegnet ved, at den lyssky æstetik blev et dominerende træk i rollespillene. Cyberpunk gled i baggrunden, men havde givet inspiration til andre spildesignere, idet de dramatiske, socialkritiske og krimiaspekter blev taget op i andre rollespil. Det tre ypperste eksempler er det skotske SLA Industries af Anne Boylan, Dave Allsop og Jared Earle (Nightfall Games 1993), det farverige Underground af Ray Winniger (Mayfair Games 1993) og Unknown Armies af John Tynes og Greg Stolze (Atlas Games 1999).

SLA Industries viser i særdeleshed den dramatiske side. Den er næsten ren stil og foregår i et tegneserieagtigt science fiction univers, hvor karaktererne render rundt som korrupte pop-ikoner og agenter for et intergalaktisk firma, som rent faktisk også er en mystisk kult. Rollespillet baserer sig på en spændende 1980’er-agtig mytologi med stereotyper kendt fra Terminator- og Predator-filmene. Ydermere kan man spille kiltbærende frothere, som kæmper med claymore (skotske slagsværd). Det hele foregår på planeten Mort, hvor det altid regner. Underground hælder mod den socialkritiske indfaldsvinkel. Hvis baggrundsmusikken til SLA Industries er deprimeret tysk techno, så er baggrundsmusikken til Underground sort rap og hiphop. Det er et superhelterollespil, men ikke superhelte, som vi kender dem fra Superman eller De Fantastiske Fire. Snarere den helt specielle superheltegenre, kendt under titler som Corporal Punishment, Hardboiled og Give Me Liberty. Rollespillet er forbavsende relevant, fordi det giver en stemningsmæssig fornemmelse af umenneskeliggørelsen og amoralsk voldsomhed i det moderne forbrugersamfund. Rollespillet er også en parodi på rollespilleres forhold til rollespil. Det er de surrealistiske store våben et eksempel på.

Unknown Armies opfylder krimisiden. John Tynes er en af de dominerende skikkelser inden for senhalvfemsernes rollespilmiljø, som man også kan se ud af de spændende udgivelser, han har været med til. Unknown Armies har en konsekvent hårdkogt og brutal underverdensstemning med okkulte overtoner. Produktet er fuldbyrdelsen af denne tendens. Her ses en art mytisk perspektiv for amerikansk gadekriminalitet. Der optræder magi, dog ikke som pentagrammer og ånder, men i rituelle pornofilm og gennem delirium tremens. Man kunne kalde det magisk noir. Det allervigtigste er dog den emotionelle realisme, som påvirker både roller og stemning.

Puppet Land er endnu et rollespil af John Tynes (http://www.johntynes.com 1995). Det særlige ved dette spil er, at det distribueres gratis via Internettet. Det er ret usædvanligt for John Tynes’ stil, og det er aldeles nyskabende inden for rollespil. Det er stadig dystert, men emnerne er stik modsat af, hvad han plejer at berøre. Han opfinder nærmest en helt ny genre. Det handler om en verden befolket af dukker. Borgmester Jakel har ihjelslået dukkemageren og udnævnt sig selv som gudekonge. Det er et rollespil, hvor man kan sige ting som: »Ih, jamen dog!« og »Skal vi have pandekager?«, samtidig med, at de taler om emner, der hører hjemme i sydamerikanske fascistdiktaturer. Det er en fordel at spille med små hånddukker.