Читать книгу Rollespil - Группа авторов - Страница 33

Liverollespil genfortæller fortællinger, myter, genrer og formater vi kender fra medie- og populærkultur. Matricebegrebet udgør en ramme for at forstå liverollespil som aktuel fortælleform, bl.a. hvordan fantasy og horror er genrespecifikke fortolkningsmatricer med forskellige betydninger. Samtidigt er der en særlig dynamik mellem liverollespillets ydre (realistiske og stilistiske) univers og spillerens produktion af indre, imaginære (fantasmagoriske) fortællinger og univers.

I filmen Braveheart, hvor Mel Gibson både er instruktør, hovedrolleindehaver og enestående helt, følger vi ham i storslåede kampscener i overvældende naturscenarier. Kampscenerne viser store grupper krigere, som kæmper i voldsomme sammenstød, mand mod mand, krop mod krop. Den ene helt, Mel Gibson, står i kontrast til mængden af mænd, rustet til kamp. Synet af de mange krigere og formationen af mennesker forbindes med synet af den vældige natur og formationen af træer, højder og landskab. Kameraets panorering over det frygtindgydende, fantastiske og imponerende landskab etablerer en særlig ramme om fortællingen. Det er natur så langt øjet rækker. Filmen handler om grundlæggende følelser og modsætninger; had – kærlighed, tro – tvivl, ven – fjende, liv – død, natur – kultur, det gode – det onde. Og heldigvis er det den gode, der vinder. Mel Gibson sejrer.

Jeg fik lov til at følge 1. kompagni ved et af 1. Søndag-spillene i foråret 2003. Vi kæmpede som Mel Gibson, vi kunne se os selv i de fantastiske scenarier som uovervindelige helte, ja, som Mel Gibsonkloner, ride hen over højderyggen og gå i kamp mod sulakkerne! Og det var mig, det var selveste Mel Gibson, der vandt!

Jeg holdt et oplæg for en stor gruppe rollespillere i Århus foråret 2003, hvor vi startede med at se en af kampscenerne fra Braveheart. Da jeg efterfølgende fortalte om mine oplevelser som rekrut på Vestereng i Århus, trak de alle på smilebåndet af genkendelse (for flere analyser af 1. søndag, se Klaus Thestrup: »Den fri legion«). Min hovedpointe i denne artikel er netop, som jeg allerede har illustreret, hvordan rollespil og rollespillere orienterer sig efter kendte populærkulturelle universer og genrer. Liverollespil fungerer som en gennemspilning af nogle kendte, folkelige fortællinger og mytiske forestillinger. Mit spørgsmål i forbindelse med min analyse af liverollespil har været: Hvorfor netop disse genfortællinger? Hvorfor netop disse universer? Hvorfor fantasy og middelalderscenarier? Hvorfor science fiction og vampyrfortællinger? Hvorfor ikke f.eks. romantik eller situationskomedie? Hvorfor ikke socialrealisme eller satirisk revy?