Читать книгу Rollespil - Группа авторов - Страница 40

En måde at forstå de forskellige narrative aspekter, der findes i liverollespil, er, at skille mellem spillets plot, performativitet og imagination. De populærkulturelle matricer i liverollespillet gør sig gældende som fortolknings- og handlingsmønstre i forhold til alle tre aspekter. Plottet er beskrevet i scenariet og relaterer sig til de genrer og populære myter, som jeg har beskrevet, og udgør dermed de konkrete fortællinger, der kan/skal gennemspilles. Plottet udvikles af scenarieforfatterne inden selve spillet, men også i selve spillet, samt fortløbende mellem de officielle slag/spil, når spillere typisk mødes for at kreere nye sidehandlinger og nye dramaer, eller udvikle karaktererne. Liverollespillets performativitet omfatter, som nævnt, hvordan hele rollespillet tager form; fordoblingen mellem person og rolle, hvordan spillerne reflekterer sig selv igennem den rolle, de spiller, samt spillets rituelle aspekter (jf. format og gentagelser). Liverollespillets imaginative aspekt omfatter de forestillinger og fortællinger, der formes inde i deltagernes hoveder, enten som kendte fællesmytiske universer (f.eks. middelalderlige eller eventyrlige universer) eller som unikke, individuelle (selv)fortællinger.

De mest imponerende fortællinger i liverollespil er ikke plottets fortællinger, ej heller de narrative performances. Derimod er det de imaginære fortællinger. Liverollespillets imagination er en mental proces og beskriver den pågående og omfattende produktion af billeder, fortællinger og dramaer i hovederne på folk, som spiller rollespil, både mens de spiller, og i deres mentale forberedelser til de skal deltage i et rollespil som f.eks. 1.søndag. De bedste scenarier, de mest dramatiske slag og de mest betydningsfulde scener foregår netop inde hovedet på spilleren, hvor den ydre handling blot er en fiktionsmarkering. På samme måde som det hvide tov afmærker og indikerer kongens slot, er scenariets ydre fortælling blot en indikator på spillernes indre mytologiske og fantastiske fortællinger. Og der opstår en særlig dynamik mellem spillets realistiske elementer (kroppe og landskab), fiktionens ydre ramme og de imaginære universer. Liverollespillets fysiske, materielle og kropslige del, og fiktionen som kulturel platform, stimulerer begge til spillernes fantasi og imaginære forestillinger. Vi kender det også fra børns rolleleg, eller konsumentens taktile omgang med varer, mens de indre filme viser drømmebilleder af luksus og forbrug inspireret af reklamens fiktioner og fortællinger. Det, at spillet foregår udendørs, giver en egen oplevelse, og når spillerne f.eks. skal kravle op og ned af lejrfyldte bakker, gennem tjørnekrat og iskolde bække, blive gennemvåde af regn og sne, yder naturen modstand, fysiske udfordringer og kropslig-sanselige oplevelser i selve spillet. Men landskabet stimulerer også til indre forestillinger, og med Anthony Giddens ord kan man tale om, at stedet får en særlig betydning og bliver fantasmagorisk (Giddens 1994). Synet af de mange krigere og formationen af mennesker forbindes med synet af den vældige natur og formationen af træer, højder og landskab; og med ét kan vi se Mel Gibson komme ridende over højderyggen.