Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 10

Det væsentlige er, at der intet etableret eller reguleret forhold var mellem politik, vold og territorium, og der var derfor tale om et radikalt nybrud, da der med territorialstaten og det internationale system for første gang opstod en tæt, nødvendig om end omstridt og prekær forbindelse imellem de tre. Det politiske niveau opstod og etablerede sig ved med vold at beherske et territorium og erklære det eksklusivt sit eget. Det revolutionerende i europæisk historie er, at det for første gang lykkedes at monopolisere den politiske magt inden for et givent territorium og i vist omfang at gøre dette monopol legitimt. Den ydre side af denne proces er som allerede nævnt opkomsten af et egentligt internationalt system, der over tid udvikler sig til et yderst komplekst apparat, der inkluderer international ret, diplomati, konferencer, men også institutioner såsom magtbalancen og det afgørende slag.

Som allerede G.W.F. Hegel påpeger, er den helt afgørende institution i suverænitetssystemet nemlig staternes gensidige anerkendelse: “Så lidt som den enkelte er en virkelig person uden en relation til andre personer, lige så lidt er staten et virkeligt individ uden et forhold til andre stater” (Hegel 1974: § 331). Stater anerkender hinanden som sådanne og dermed som bærere af den samme kontrol over territorium og indbyggere. Hermed installeres der også et interventionsforbud. Statens indre er blevet monopoliseret af staten, hvorfor andre stater ikke har ret til indblanding. Suverænitet er retten til eksklusivitet over et givent territorium. Dertil kommer, og det er afgørende for at forstå, hvorledes statens voldsmonopol overhovedet kunne komme i stand, at denne eksklusivitet er betinget og givet af ydre kræfter igennem suverænitetssystemet. Staten vinder altså kontrol over sit territorium ved, at andre stater afstår fra at blande sig. Et andet væsentligt element er eksklusionen af alle andre enheder, der ikke er tilstrækkeligt statslige og territoriale, dvs. ikke er suveræne i den ovennævnte forstand. De delegitimeres og formenes adgang til det interstatslige system. Suverænitetssystemet skaber derfor staten. Det giver staten anerkendelse udadtil og giver den monopol på vold og definition indadtil.

Som juristen Alberico Gentili skrev i 1612, så er krig “en retmæssig og offentlig kamp med våben” (1933: 12). ‘Retmæssig og offentlig’; krig er ikke en hvilken som helst konflikt, et privat skænderi eller en fejde, men netop en konflikt mellem to bevæbnede, offentlige magter. Krig er kun krig mellem offentlige magter. Fjenden er kun en offentlig fjende. Der har vi forskellen mellem hostis og inimicus. Fjenden udgør kun et retmæssigt, legitimt mål, for så vidt som han repræsenterer den offentlige fjende og ikke blot er en privat uven, og på dette krav om fjendens offentlige status funderes princippet om, at der skal være en stat på begge sider af konflikten, for at der er tale om en krig. Kun igennem den interstatslige delegitimering af private uvenskaber kan krigen i sin moderne betydning, en symmetrisk kamp mellem offentlige magter, opstå. I krigen står suveræn over for suveræn, og – igen – kun suverænen har titlen som offentlig; alle andre er private individer, der nok står i et forhold til hinanden og til suverænen, men principielt aldrig i noget forhold til andre suveræner; for i en sådan overtrædelse af skellet mellem offentligt og privat ligger forræderiets natur. Spionen må henrettes på stedet, og ingen stat vedkender sig hans eksistens.

Voldssystemet lukker sig om sig selv. Det anerkender ikke andre voldsaktører internt, og eksternt anerkender det kun andre voldsaktører, som ligner det selv, dvs. som er organiseret som territorialstat med et konventionelt voldsapparat bag sig. Genuin konflikt – krig – bliver i dette system reduceret til væbnet konflikt mellem regulære politiske enheder, det vil sige stater.