Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 17

Oren Gross gør i sin artikel “What ‘Emergency’ Regime?” opmærksom på, at det konstitutionelle diktatur, altså den konservative form for undtagelsestilstand, kan glide over i et slags kvasi-suverænt eller lovskabende diktatur, hvor den konstitutionelle undtagelsestilstands bemyndigelser og lovgivninger bliver gjort permanente. Undtagelsestilstanden bliver i en vis forstand permanent. De dramatiske eller synlige tegn på en sådan permanent undtagelsestilstand ses, når staten Israel, der traditionelt bryster sig af at være Mellemøstens eneste demokrati, med henvisning til sin historie og sin geopolitiske situation siden 1948, gang på gang har påberåbt sig undtagelsens nødvendighed i såvel militære som retslige handlinger, eller når Nordirland, en region i et af verdens ældste demokratier, kan befinde sig i undtagelsestilstand i 30 år (Gross 2006: 75). Men overgangen fra det retskonserverende til det retsskabende kan også ske glidende og ubemærket, som når undtagelseslovgivning bliver til almindelig lovgivning. Overgangen fra en kriminalitetstrussel til statstrussel afspejles i overgangen fra politi til efterretningstjeneste, fra én etat til en anden. Da PET i 1990’erne blev givet bemyndigelse til at overvåge rockerkriminalitet, skete det således blandt andet på baggrund af afsløringen af Hells Angels’ planer om at myrde højesteretspræsident Bent Otken (Schrøder 1997), deres handlinger var altså ikke blot kriminelle, men udtryk for decideret samfundsomstyrtende virksomhed. Der er tilsyneladende en indbygget tendens i det statslige system til at beholde lovgivning og bemyndigelser, der først er besluttet og indført. Gross (2006: 80) beskriver i den henseende, hvorledes undtagelsestilstanden bliver indlejret eller forlænget. Først indføres de med henvisning til nødvendighed, og dernæst beholdes de med henvisning til effektivitet eller belejlighed.

Det rejser spørgsmålet om den permanente undtagelsestilstand, hvor krigen imod terror har indspundet os i en permanent krigs- og undtagelsestilstand, hvilket er med til at forklare genkomsten af diverse skyggekrigere, paramilitære militser og lejesoldater (Agamben 2005). I videre forstand rejser det også spørgsmålet om det forhold, at hvis det er sandt, at vi lever i en terrortid, så opløses kendte distinktioner mellem krig og fred, undtagelse og normalitet, civil og kombattant. Hvis terrorisme er det nye paradigme, det ‘globale risikosamfund’ (Beck 2002), ‘et nyt livsvilkår [a new condition of life]’ (US Government 2002: 31), så bliver modterror også en gængs eller dagligdags realitet.

Historisk set er enhver opposition af alvorlig karakter – set fra staten eller det politiske samfunds side – blevet mødt med påstanden om at være illegitim eller ‘terroristisk’, da den netop står i modsætning til den institutionaliserede normalitet og legalitet, som den politiske magt har defineret, naturaliseret og monopoliseret. I en vis forstand bliver enhver væbnet opposition imod staten og dens institutioner således terrorisme. Derfor udgør stat og terror ikke blot hinandens modsætninger men også hinandens forudsætninger. Tesen blandt aktørerne i det statslige voldsapparat har ofte været den at: ‘For at bekæmpe en terrorist må man tænke og handle som en terrorist’. Derfor opstod der f.eks. i 1970’ernes Italien en tæt forbindelse mellem statens sikkerhedskompleks og ‘sort terrorisme’, og derfor har staten til stadighed ‘skabt’ sådanne ‘terroristiske’ aktører både eksternt, i forhold til samfundsmajoriteten, og i det indre af sit voldsmonopol: I den nutidige krig mod terror inddrages der således til stadighed midler, der i enhver konflikt mellem statslige enheder ville blive betragtet som illegitime eller terroristiske. Disse delegitimeringer eller illegaliseringer er, hvad der skaber den terroristiske figur. Terror bliver til terrorisme, når voldsudøvelsen kan bestemmes som ikke-statslig. Terroristen er den, der fremtvinger undtagelsen. Terror bliver et middel til at skabe den retsskabende undtagelsestilstand.

Staten skaber ikke-autoriserede terroristiske figurer i et komplekst samspil mellem statslig dominans, repression, modstand, vold og mod-vold. Det er ikke det samme som at sige, at staten altid er ansvarlig for den voldelige modstand, der bliver rettet imod den, men ej heller kan man påstå, at den er uskyldig. Dels vil statens forsøg på at håndhæve sin dominans skabe modstand, og dels vil bekæmpelsen af terroristisk vold skabe radikaliseringer, der giver sig udtryk i mere vold; og endelig skaber staten terroristiske figurer igennem den retslige og propagandistiske ud-grænsning af sine modstandere, som vi ser det i den israelske, amerikanske eller den russiske regerings legitimering af særdeles repressive handlinger med henvisning til, at deres modstandere som terrorister følgelig også skal behandles som sådanne. Om de så faktisk ‘er’ terrorister i objektiv forstand (om en sådan gives), er i den henseende mindre vigtigt. Det afgørende er dels måden, hvorpå de italesættes som terrorister i og af deres statslige omverden, og dels hvordan de selv overtager eller imødegår denne sproglige stigmatisering.