Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 25

Perioden mellem 1870 og 1989 er karakteriseret ved, at der ikke længere er nogen reelle trusler mod det national-statslige fællesskab. Bureaukratiseringen er nu meget veldefineret. Det er ikke længere nogen private voldsaktører, der er stærke nok til at udgøre en egentlig trussel mod staten, og ideen om et højere mål med fællesskabet er nu så rodfæstet, at en stærk mand/helt ikke kan konkurrere. For staten har skabt kompromiser om mange væsentlige konflikter inden for fællesskabet: Nationalismen og forestillingen om statslige fællesskaber har i nogen grad overtaget religionens og herremændenes plads som meningsskaber for den enkelte; staten er trængt langt ud i lokalsamfundene med velfærdsordninger; og den enkelte borgers indflydelse på staten er forøget væsentligt gennem indførelse af parlamentariske demokratier.

Man kan betragte en række af velfærdsstatens institutioner som eksempler på fortrængning af vigtige samfundsmæssige konflikter. Ved at placere behandlingen af disse konflikter i specialiserede institutioner som parlamenter, fængsler, hospitaler, daginstitutioner, skoler m.m. undgår borgeren at skulle tage stilling til smertefulde konflikter og følelser. I stedet klarer institutionerne disse konflikter for borgeren ved at tage sig af den politiske kamp mellem vigtige samfundsgrupper (parlamentet), af brutalitet og kriminalitet (fængsler), af sygdom og død (hospitaler). Anthony Giddens har kaldt denne proces for ‘udlejring’ af sociale funktioner som et led i ‘aftraditionaliseringsprocessen’ (Giddens 1990; 1991). Den liberale stat har tilsyneladende skabt et velfungerende fællesskab. Et fællesskab, der både rummer stor koordineringsevne og fælles handlekraft og store muligheder for den enkelte borgers selvrealisering.

Men det betyder ikke, at opbakningen til fællesskabet er blevet fuldstændig. Eller man kan sige: Det betyder ikke, at det er lykkedes staten at få alle grupper til at føle sig velkomne i fællesskabet. Terrorismen findes stadig – nu i form af anarkister, guerillaer og politiske terrorister (f.eks. Rote Armé Fraktion og De Røde Brigader). Ifølge det begrebsapparat, der er præsenteret her, må vi forstå dette således, at det statslige fællesskab endnu ikke har konfronteret sig med afgørende konflikter, hvis der stadig findes terrorisme. Hvor fortrængningen i alt væsentligt dominerer som kollektivt psykologisk forsvar, så er terroristens fortsatte tilstedeværelse udtryk for, at det primitive forsvar stadig optræder i fællesskabet.

Accepterer man denne pointe, har det konsekvenser for vores statsforståelse. Den betyder nemlig, at nationalstaten først modnes som fællesskab meget sent, selv i traditionelt ‘civiliserede’ lande som Storbritannien (IRA), Spanien (ETA), Italien (De Røde Brigader) og USA (The Weathermen). Når terrorismen ikke forsvinder efter 1870, må vi forstå det således, at de statslige fællesskaber endnu ikke er lykkedes med at skabe kompromiser, hvor ingen identiteter føler sig så truede, at de griber til vold.

I denne periode bliver det endnu tydeligere, at terrorister har en syndebukfunktion i det statslige fællesskab. De afgørende konflikter lader til at opstå ved opkomsten af ressourcestærke grupper i staten, hvis ideologi og livsform ikke kan indpasses i den liberale, nationale statsform. Men som nævnt er denne statsform blevet til gennem en serie fortrængninger. Disse fortrængninger viser sig i perioden 1870-1989 at være for rigide til at rumme f.eks. regional selvbestemmelse (IRA og ETA) eller mindre monolitiske statsapparater (De Røde Brigader og Rote Armé Fraktion). De nævnte terrorbevægelser rejser dermed – i forvansket form – reelle konflikter inden for det nationale statsfællesskab. Konflikter, der er blevet fortrængt i forbindelse med denne stats dannelse. Som et forsvar mod disse konflikter dæmoniseres deres konkrete form: terrorbevægelserne.