Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 12

Det bemærkelsesværdige eller paradoksale er, at jo mere konventionel og regulær den moderne nationalstat bliver, jo mere det interstatslige system begrænser den acceptable mængde af organisationsformer til ideelt set kun én form, desto kraftigere melder irregulære modstandere sig. I det amerikanske 1997 Quadrennial Defense Review, står der, at “Den amerikanske dominans på den konventionelle militære arena kan opmuntre modstandere til at bruge […] asymmetriske midler til at angribe vores interesser og amerikanske borgere i USA” (citeret fra Freedman 2001: 70). Den overlegne konventionelle kapacitet tvinger potentielle udfordrere ud i et asymmetrisk svar. USA’s forfølgelse af militær overlegenhed imploderer forudsætningen bag den konventionelle krig: en tilnærmelsesvis lighed i militær styrke. Uden denne forudsætning tvinges underlegne aktører til at udligne forskellen ved at undvige den konventionelle krigs begrænsninger. Det er en lære, som den nuværende amerikanske regering sad overhørig, da den lod den nuværende National Security Strategy of the United States of America fra september 2002 udfærdige. Heri står der, at man aktivt vil forfølge en politik, der sikrer, at USA er “stærk nok til at overbevise potentielle modstandere om ikke at forfølge en militær oprustning i håbet om at overgå eller matche USA’s magt” (US Government 2002: 30). På den baggrund er det ikke overraskende, at den iranske regering, som også følger begivenhedernes forløb i Irak tæt, vælger at besvare USA’s sabelraslen med henvisning til, at man har titusindvis af selvmordssoldater klar i tilfælde af et amerikansk angreb. En så overvældende asymmetri mellem angreb og forsvar kan kun imødegås med en inddragelse af asymmetriske metoder.

Valget af sådanne ukonventionelle midler skyldes altså to ting. For det første at irregularitet bliver måden, hvorpå det regulerede kan udfordres – det er nærmest umuligt at udfordre en regulær hær på dens præmisser, medmindre man er en stat. Irregularitet og asymmetri bliver den ikke-statslige modstanders foretrukne eller påtvungne strategi. For det andet bliver alle ikke-statslige udfordringer af staten forstået af staten som irregulære overfald, det vil sige som kriminelle snarere end politiske udbrud. Det regulære kan kun forstå ikke-statslige konflikter som en konfrontation mellem orden og uorden, statslighed og kaos. Den terroristiske udfordring er irregulær i forhold til statens regularitet. Erfaringen viser, at den succesrige terrorist, f.eks. partisanen, bevæger sig fra irregularitet til regularitet for ikke bare at overvinde systemet, men overtage eller blive systemet. I sin bog om guerillakrig skriver Mao Tse-Tung, at en oprørsbevægelse må udvikle sig fra udelukkende at benytte sig af asymmetriske midler til at kæmpe med konventionelle midler for at kunne lykkes: “Der må være en gradvis forandring fra guerillaformationer til ortodokse regimentsformationer”, da sidstnævnte er de eneste, der kan “producere beslutningen”, det vil sige den endelige sejr, der tager statsmagten i besiddelse (Tse-Tung 1970: 113, 56). Irregularitet skal altså transformeres til regularitet, for at illegalitet kan blive til legalitet.

Bevægelsen kan også gå fra regularitet til irregularitet i anti-partisankrigen, det vil sige, at staten dels overtager partisanens eller terroristens måde at kæmpe på og dels overskrider sin lovregulerede begrænsning af sine handlemuligheder. Napoleon mødte i sin tid historiens første egentlige partisaner i sit felttog mod Spanien i årene 1808-1813, og den 12. september 1813 skrev han til sin general Lefevre, at: “for at kunne bekæmpe partisanen må man kæmpe som partisanen” (citeret fra Schmitt 2002: 20). Napoleons bemærkning har en nutidig parallel i et råd fra en amerikansk rådgiver af de civile myndigheder i Bagdad: “Vi kan kun vinde ved at blive ukonventionelle. Vi bliver nødt til at spille deres spil. Guerilla mod guerilla. Terrorisme mod terrorisme. Vi bliver nødt til at skræmme irakerne til lydighed” (citeret fra Moreiras 2005: 10). Når først truslen er beskrevet som terroristisk, sætter en indre statslig radikaliseringsproces i gang, der favoriserer den hårde, ukonventionelle, fordækte, lovoverskridende handling. Krigen mod terror har derfor en indbygget bevægelse henimod det stadigt mere voldelige (der dog kan modificeres eller endda afværges gennem modsatrettede pres, f.eks. fra befolkningen eller intern kritik). Ofte gives sikkerhedsapparatet et frihedsbrev for at genoprette den statsligt bestemte normaltilstand. Som George Bush sagde kort efter angrebet den 11. september: “I skal alle forstå, at vi er i krig, og at vi vil være i krig, indtil det her er afsluttet. Intet andet tæller. Alt står til rådighed til brug for denne krig. Alle forhindringer, der måtte stå i vejen for jer, er fjernet. Alle de penge, I måtte få brug for, vil I få. Det her er vores eneste dagsorden” (citeret fra Clarke 2004: 37).

Litteratur

Clarke, Richard A. (2004). Mod alle fjender, København: Gyldendal

Clausewitz, Carl von (1981, [1832]): Vom Kriege, Frankfurt am Main: Ullstein

Freedman, Lawrence (2001). “The Third World War?”, Survival, vol. 34, nr. 4, s. 61-88

Gentili, Alberico (1933, [1612]). De iure belli libri tres, Oxford: Clarendon Press

Giddens, Anthony (1985). The Nation-State and Violence, Cambridge: Polity

Hegghammer, Thomas, (red.) (2002), Dokumentasjon om Al-Qa’ida – Intervjuer, kommunikéer og andre primærkilder, 1990-2002, Oslo: Forsvarets Forskningsinstitutt

Hegghammer, Thomas, (red.) (2005). Al-Qaeda Statements 2003-2004 – A Compilation of Translated Texts by Usama bin Ladin and Ayman al-Zawahiri, Oslo: Forsvarets Forskningsinstitutt

Hegel, Georg W.F. (1974, [1818-1831]). Vorlesungen über Rechtsphilosophie, Stuttgart: Frommann

Hill, Christopher (1986). Puritanism and Revolution, Studies in the interpretation of the English Revolution of the 17th Century, Harmondsworth: Penguin Books

Hirst, Paul (1990). Representative Democracy and its Limits, Cambridge: Polity Press

Hirst, Paul (2005). Space and Power. Politics, War and Architecture, Cambridge: Polity Press

Houen, Alex (2002). Terrorism and Modern Literature. From Joseph Conrad to Ciaran Carson, Oxford: Oxford University Press

Ignatieff, Michael (2001). “It’s war – but it doesn’t have to be dirty”, The Guardian, 1. oktober

Jensen, Richard B. (1981). “The International Anti-Anarchist Conference of 1898 and the Origins of Interpol”, Journal of Contemporary History, vol. 16, nr. 2, s. 323-347

Lawrence, Bruce, (red.) (2005). Messages to the World. The statements of Osama bin Laden, London & New York: Verso

Michael Mann (1984). “The autonomous power of the state: its origins, mechanisms and results”, Archives européennes de sociologie, vol. 25, nr. 2, s. 185-213

Mann, Michael (1993). The Sources of Social Power. Vol. II: The Rise of Classes and Nation- States, 1760-1914, Cambridge: Cambridge University Press

Marx, Gary T. (2006). “Thoughts on a neglected category of social movement participant. The agent provocateur and the informant”, s. 194-235 i David C. Rapaport (red.), Terrorism. Critical Concepts in Political Science, vol. 3: The Third or New Left Wave, London & New York: Routledge

Moreiras, Alberto (2005). “Preemptive Manhunt: A New Partisanship”, Positions, vol. 13, nr. 1, s. 9-30

Neocleous, Mark (2003). Imagining the State, Maidenhead: Open University Press

Olsen, Rikke Agnete (2000). Magten og Æren, København: Fremad

Osterhammel, Jürgen (1995). “Kulturelle Grenzen in der Expansion Europas”, Saeculum, vol. 46, nr. 1, s. 101-138

Rapley, John (2006). “The New Middle Ages”, Foreign Affairs, vol. 85, nr. 3

Ron, James (2003). Frontiers and Ghettos. State Violence in Serbia and Israel, Berkeley & Los Angeles: University of California Press

Schmitt, Carl (2002, [1963]). Theorie des Partisanen. Zwischenbemerkung zum Begriff des Politischen, Berlin: Duncker & Humblot

Smith, Adam (1978, [1762-3/1766]). Lectures on jurisprudence, Oxford: Clarendon Press Thomson, Janice E. (1994). Mercenaries, Pirates, and Sovereigns, Princeton, NJ: Princeton University Press

Tilly, Charles (1985). “War Making and State Making as Organized Crime”, s. 169-191 i Peter B. Evans, Dietrich Rueschemeyer & Theda Skocpol (red.), Bringing the State Back In, Cambridge: Cambridge University

Tilly, Charles (1990). Coercion, Capital, and European States, ad 990-1990, Oxford: Basil Blackwell

Tse-Tung, Mao (1970). On Guerilla Warfare, New York: Praeger

US Government (2002). National Security Strategy of the United States of America, September 2002

Weber, Max (2003). Udvalgte tekster, bind 2, København: Hans Reitzel

Weigley, Russel F. (1973). The American Way of War, A History of United States Military Strategy and Policy, New York: Macmillan Publishing