Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 6

Hvad den klassiske opfattelse af staten skjuler for os, er for det første, hvor kort en periode i de menneskelige samfunds historie en sådan forestilling om staten og statens handlinger faktisk har gjort sig gældende, og for det andet de mange former for ikke-statslig voldsudøvelse, der historisk set er blevet anvendt imod staten og af staten i både dens formative periode og senere hen (Thomson 1994). Som en første markering af dette forhold kan vi opstille følgende skema:

	STATSLIG	IKKE-STATSLIG
AUTORISERET	politi, militær, efterretningstjeneste	skyggekriger, kaper, milits, lejesoldat
IKKE-AUTORISERET	officersjunta, dødspatrulje	guerilla, bandit, pirat, oprører, terrorist

Påstanden her er, at den terroristiske figur hører symbiotisk sammen med staten både som modstander og som instrument, og at det er vigtigt at forstå, hvordan staten i sin stadige etablering, konsolidering og forsvar af sit voldsmonopol kan siges at ‘skabe’ terroristiske figurer. Staten skaber terroristiske figurer i den bredeste forstand af ordet ‘skabe’: Den frembringer, anvender og sponsorerer nogle ikke-statslige aktører, mens den udgrænser, kriminaliserer og bekæmper andre. Den inkluderer ikke-statslige voldsaktører, for så vidt som de kan styrke statens voldsmagt, og den ekskluderer andre, fordi de enten truer dens voldsmagt indefra, eller fordi identifikationen af fjenden tjener til at legitimere denne voldsmagt – og i spillet mellem inklusion og eksklusion kan venner og fjender hurtigt skifte plads.

For at forstå statens differentierede tilgang til konventionel og ukonventionel voldsanvendelse kan vi tage udgangspunkt i en skelnen, som James Ron (2003) foretager i sin Frontiers and Ghettos. Ron skelner mellem to marginale territorier set fra statens synspunkt: grænselandet og ghettoen, hvor statsmagten og dens officielle og uofficielle kræfter opererer for at hævde statslig dominans, men hvor dominansen er svær at hævde og håndtere.

Ghettoerne er opbevaringssteder for uønskede og marginale personer, og her opereres med en brutal ordenshåndhævelse, men dog ikke med udryddelse eller deportering. Det er en måde at inkludere og kontrollere de ekskluderede. Ghettoen er omringet af staten og udgør et afgrænset, institutionaliseret og reguleret om end ikke fuldt og totalt kontrolleret territorium, som man ser i mange af Europas forstæder, hvor udstødte, men dog tålte befolkningsgrupper lever i samfund, der på mange måder er afkoblet fra resten af samfundet. De tillades nogle frihedsgrader i ghettoen, f.eks. et vist kriminalitetsniveau over normalen, men vel at mærke ud fra den implicitte forudsætning, at disse særegenheder forbliver i ghettoen: Ghettoen og de uskrevne regler, der gælder for dens eksistens, er blevet et globalt fænomen i verdens megabyer (Rapley 2006).

Grænselandet derimod er et område, der ikke er inkorporeret i statens gængse dominans, og hvor voldsudøvelsen derfor ofte antager en mere ekstrem karakter. I grænselandet agerer lykkeriddere, elitesoldater, strafferegimenter osv. Grænselandet kendetegnes ved sine uhellige alliancer og sine stedfortræderkrige. Den Kolde Krig blev udkæmpet i grænselandet – i Afghanistan, i Den Persiske golf og i Levanten – og krigen mod terror udkæmpes langt hen ad vejen på de samme slagmarker, skønt venner og fjender siden har byttet plads. Her benytter man statsligt sanktionerede, private voldsudøvere og ser igennem fingre med deres handlinger. Nyere eksempler inkluderer:

 USA’s brug af guerillastyrker og støtte til samfundsomstyrtende virksomhed for at forhindre kommunistiske magtovertagelser i Mellem- og Sydamerika

 USA’s brug af guerillastyrker og krigsherrer i Mellemøsten og Afghanistan både under Den Kolde Krig (mujahedinerne), op gennem 1990’erne (de kurdiske militser i Nordirak) og i krigen mod terror (Nordalliancen bestående af afghanske krigsherrer)

 Israels brug af kristne falangister imod PLO i Libanon

 Syriens brug af Hizbollah-militsen i Libanon imod Israel

 Den serbiske stats brug af paramilitære styrker som Arkans Tigre

Grænselandet etableres som en bufferzone. Her hersker den brændte jords politik, her tegnes de røde linjer, her udstykkes no-go zoner, civilisationslinjer, ingenmandsland, sikkerhedszoner, stødpudezoner etc. (Osterhammel 1995). Ron skriver:

Indtil de politiske enheder omslutter grænselandet og etablerer deres centrale autoritet, da vælger de ofte at påvirke udviklingen gennem skjulte allierede i grænselandet, der opererer med ringe respekt for loven. Grænserne er derfor ofte svagt institutionaliseret og er ofte kaotiske skuepladser med tendens til selvbestaltede ordenshåndhævere og paramilitære freelancere. (2003: 16)

Grænselandet markerer ikke i sin oprindelige betydning en grænse mellem to territoriale enheder men derimod området mellem den statslige orden og naturen, og – som allerede Frederick Jackson Turner påpegede i sin berømte tale The Significance of the Frontier in American History fra 1893 – grænselandet udgør ikke statens negation; tværtimod er det ud af grænselandets kaos, at statens storhed, i dette tilfælde De Forenede Staters storhed, træder frem. Det er i den henseende helt i tråd med Turners oprindelige analyse, at James Ron fremhæver den amerikanske erobring af det vestlige grænseland som arketypisk. Myten om det vilde vesten repræsenterer netop forestillingen om en tid, hvor grænsen var åben, og hvor de indfødte grupper endnu ikke var inkorporeret i det politiske system – hvorfor de i parentes bemærket helt legitimt kunne udsættes for etnisk udrensning af såvel hæren som af private militsgrupper. Men da grænselandet først var domesticeret og underlagt central statsregulering, da de indfødte først var samlet i reservater, i omringet grænseland eller ghettoer, kunne de indfødte ikke mødes med militærmagt, men med ordenshåndhævelse, og drømmen om statens storhed måtte spejles i en anden uendelighed. Eftersom al jord i dag er territorialiseret, er grænselandet i sin oprindelige betydning derfor forsvundet, men som de ovenstående eksempler fra moderne historie viser, kan man stadig tale om et grænseland i fejlslagne eller smuldrende stater. Det gælder imidlertid også der, hvor en principielt stærk stat, som er i stand til at hævde suverænitet i enhver anden henseende, står magtesløs over for modstandere, der enten opererer i uvejsomme områder eller i områder med en kompleks befolkningssammensætning. Her kan man tale om et ‘indre grænseland’, hvor staten ikke som i ghettoen tåler den isolerede tilstedeværelsen af dissidens, men aktivt søger at bekæmpe den ved ‘agents provocateurs’, informanter (Marx 2006) og semi-autoriserede eller i hvert fald tolererede private voldsgrupper. Vi kan dermed udvide listen til også at omfatte:

 Den britiske hærs tolerering af loyalistiske terrorgrupper imod IRA og republikanismen

 Den spanske stats brug af den semi-statslige gruppe GAL til at bekæmpe ETA

 Den italienske stats brug af fascistisk sort terror til at bekæmpe de Røde Brigader og kommunismen

 Den sydafrikanske stats brug af zuluerne imod ANC

 Den sudanske regerings brug af Janjaweed-militser i Darfur