Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 24

I perioden efter 1450 er splitting som kollektivt psykologisk forsvar i staten stadig dominerende. Men som et led i statens styrkelse ses en begyndende fortrængning af en række samfundsmæssige konflikter. Ved begyndelsen af perioden kan pirater, bystater, territorialstater, lejesoldater, herremænd og oprørske bønder m.fl. mere eller mindre ses som ligeværdige modstandere. Men efterhånden lykkes det staten at definere en stigende andel af disse aktører som ikke-legitime: at gøre dem til terrorister. Afgørende i denne proces er statens evne til løbende at konsolidere og udvide sit territorium.

Denne proces betragtes traditionelt som en institutionaliserings- og krigs-førelsesproces. Som et supplement kan den ses som en meget stor gruppedannelsesproces. Som nævnt kræver alle gruppedannelsesprocesser erkendelse og udspilning af konflikter og efterfølgende bilæggelse og kompromisskabelse i de samme konflikter.

Afgørende elementer i denne proces er systematisering og standardisering af vægt- og møntenheder, af retssystemet, af sprog, af religion og af skatteinddrivelsen (Spruyt 1994; Alsted 2004). Alle de nævnte områder repræsenterede stærke konflikter mellem grupper i fællesskabet og var barrierer for en styrkelse af det statslige fællesskab. Gennem systematisering og standardisering fortrænges disse konflikter. Staten skaber ‘orden’ ved at fastlåse konflikter i de kompromiser, som systematiseringen og standardiseringen er udtryk for.

Ligeledes vigtigt er det fremvoksende skel mellem offentligt og privat. Dette skel kender man ikke i den feudale middelalder, hvor kongens jord var hans personlige ejendom og ikke statens. Skabelsen af ideen om noget ‘offentligt’ kan ses som fremkomsten af ideen om et statsligt fællesskab – en gruppe – der krævede selvdisciplin af sine medlemmer (Elias 2000; Alsted 2001).

Men som nævnt er splitting stadig en væsentlig del af de statslige fællesskabers kollektive psykologiske forsvar. Dæmonisering af statens fjender og udpegning af syndebukke er et afgørende led i denne proces. Personer eller grupper, der ikke kan eller vil passes ind i det statslige fællesskab, bliver i stigende grad betegnet pirater, banditter og ‘byttejægere’ (Gabrielsen 2001; 2003). I perioden skifter den afgørende repræsentant for fællesskabet fra at være kirken til at være staten. Dermed skifter også rollen som syndebuk langsomt karakter fra at være kættere og hekse til at være pirater, røvere, lejesoldater m.fl.

De private voldsaktører, der i perioden optages i staten, inkluderer bl.a. byer, herremænd, bønder, købmænd, handelskompagnier, den kristne kirke samt byligaer, hvorimod de private voldsaktører, der ikke optages i staten, men derimod defineres som illegitime, bl.a. inkluderer pirater, lejesoldater, ridderordner og røvere.

På denne måde ‘tilskæres’ det statslige fællesskab på en stadig mere præcis måde. Noget og nogle inkluderes – andet og andre ekskluderes. Igen er det vigtigt at understrege, at det ekskluderede ikke er noget, der ligger uden for staten, men problemer og konflikter der ikke kan overskues/behandles i staten. For eksempel falder det i øjnene, at de ekskluderede er forholdsvis ressourcestærke grupper, hvis ønske om selvbestemmelse dårligt kan indpasses i stændersamfundet. I stedet bliver de til syndebukke.