Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 14

Terror betyder oprindeligt ‘skræk og rædsel’, og det er i den betydning, vi finder det i den politiske teori fra før Den Franske Revolution. Forestillingen om rædslen som egentligt politisk virkemiddel optræder ganske vist allerede hos Niccolò Machiavelli, der fremhæver frygtens fortrin frem for kærlighedens i den årvågne fyrstes bestræbelser på at bevare sin position (Machiavelli 1999: 72), men som så mange andre af den forkætrede florentiners forestillinger var det først flere hundrede år efter hans død, at denne ide blev omsat i egentlig statsræson.

I Hobbes’ Leviathan fra 1651 bruges ‘terrour’ således i sin klassiske betydning: som synonymt med dødsangsten, et helt centralt element i hans antropologiske fundering af ideen om statens negation i naturtilstanden. Det kommer til udtryk på to måder. For det første kan skellet mellem ret og uret ifølge Hobbes kun blive virksomt, hvis der etableres en statsmagt, der med straffen i hånd kan tilvejebringe et egentligt incitament hos det selvcentrerede individ til at underkaste sig de i henhold til den naturlige fornuft teoretisk gældende normer:

Derfor, før ret og uret af navn kan virkeliggøres, må der være en tvingende magt, der kan nøde menneskene til at opfylde deres pagt, ved at rædslen for en given straf overstiger den fordel, de kunne forvente at opnå ved at bryde pagten. (Hobbes 1985: 202, vores kursivering)

For det andet er det netop i kraft af denne rædsel eller terror, at naturtilstanden til en vis grad kan siges fortsat at gøre sig gældende i forholdet mellem det enkelte individ og staten. Rædslen er en konstans i den menneskelige tilværelse. Den sociale kontrakt om at overdrage retten til selvforsvar til en tredjepart kan kun opretholdes i kraft af etableringen af dette tredje, nemlig staten. Det er vel at mærke ikke en kontrakt, der indgås mellem individerne og staten, men mellem individerne selv, og den forpligter ikke staten til at repræsentere individerne. Således fratager den heller ikke mennesket retten til, som individ, at forsvare sig selv, når det er hjemfaldent til straf – når det med andre ord konfronteres med den statsligt institutionaliserede manifestation af dødsangsten:

Hvis et menneske i kraft af rædslen for en forestående død tvinges til at udøve en handling i strid med loven, er han fuldstændig undskyldt. For ingen lov kan forpligte et menneske til at opgive sin selvopretholdelse. Og hvis man antager, at en sådan lov var påbudt, ville mennesket stadig slutte således: Hvis jeg ikke gør det, dør jeg nu og her, hvis jeg gør det, dør jeg efterfølgende; derfor, ved at gøre det vinder jeg tid i live. Naturen nøder ham derfor til denne handling. (Hobbes 1985: 345-6)

I den klassiske kontraktteoretiske tænkning, som den kommer til udtryk hos Hobbes, var terror således rædsel i ordets helt grundlæggende betydning, og den sporadiske inddragelse af begrebet havde først og fremmest til formål at anskueliggøre forudsætningerne for at indgå den sociale kontrakt og for dens undtagelser. En lignende brug finder vi hos John Locke, der i First Treatise beskriver terror som dommerens magtmiddel, som “a Terror to Evil Doers” (Locke 1988: § 92).

En langt mere offensiv brug af begrebet finder vi i imidlertid godt 100 år senere i Den Franske Revolution. Som hos Hobbes er den institutionelle brug af terror også her en statslig foreteelse. I stærk kontrast til den moderne brug af betegnelsen udgjorde terroren et ordensbegreb, et statsligt ordensbegreb: Terror var terror imod statens fjender og ikke terror fra statens fjender (Eagleton 2005: 1). Men i modsætning til Hobbes medfører Den Franske Revolution i almindelighed og Maximilien Robbespierre i særdeleshed både en politisering af begrebet og en helt afgørende forskydning i brugen af det. Robespierre siger i sin tale d. 5. februar 1794 (der er oversat i uddrag her i bogen) om principperne for den politiske moralitet: “[…] for at lægge grunden til og styrke demokratiet iblandt os, for at opnå et fredeligt regime for de konstitutionelle love, bliver vi nødt til at afslutte krigen mellem frihed og tyranni og heldigt gå gennem revolutionens stormvejr”.

Robespierre laver altså en klar distinktion mellem normaltilstanden karakteriseret ved “det fredelige styre bestående af konstitutionelle love” og så undtagelsestilstanden eller grundlæggelsessituationen. For Robespierre er undtagelse og grundlæggelse det samme i hans konkrete historiske situation, men når normaltilstanden først er sikret, da afsluttes grundlæggelsestilstanden, hverdagen institutionaliseres, bureaukraterne tager over fra de revolutionære, og undtagelsestilstanden bliver da omdannet til en kriseinstitution frem for at udgøre det opkomst- eller skabelsesøjeblik, revolutionen ifølge Robespierre på dette tidspunkt er trådt ind i. For at opnå normaltilstanden, for at afslutte det revolutionære øjeblik med en ny samfundsform, da må revolutionens indre og ydre fjender bekæmpes. Endnu kan samfundet derfor ikke styres af konstitutionelle love. Robespierre fortsætter:

Udenfor omgiver alle tyrannerne jer; indenfor konspirerer tyranniets venner; de konspirerer, indtil forbrydelsen er frarøvet ethvert håb. I skal kvæle de indre og ydre fjender af Republikken eller gå til grunde med den. Men i denne situation må imidlertid den første læresætning i jeres politik være, at folket skal ledes med fornuft og folkets fjender med rædsel [la terreur].

Hvis drivkraften for den folkelige regering i fredstider er dyden, da er den folkelige regerings drivkraft under Revolutionen på én gang dyden og rædslen: Dyden uden hvilken rædslen er skæbnesvanger; rædslen uden hvilken dyden er afmægtig. Rædslen er intet andet end resolut, streng og ubøjelig retfærdighed; den udspringer altså af dyden; den er ikke i så høj grad et særligt princip som en konsekvens af demokratiets overordnede princip, anvendt til fædrelandets mest uopsættelige behov.

Det er med et ekko af Hobbes’ karakteristik af naturtilstanden, hvor “menneskets liv er ensomt, fattigt, ækelt, brutalt og kort” (Hobbes 1985: 186), at Robespierre beskriver terrorens virkemåde som “hurtig, streng og ufleksibel”. Men hvor Hobbes i sin karakteristik redegør for det abstrakte grundlag for den overvejende negative forståelse af terror, er terror for Robespierre konkret politik, nemlig statslig terror, og vel at mærke i positiv forstand. Det er simpelthen et ord for voldens instrumentelle egenskaber – at sætte en skræk i livet på ens fjender. Den ‘rædsel’, som ordet oprindeligt betegnede, fik sin moderne betydning med ‘la Terreur’, terrorregimet, der udtrykker en statsligt sanktioneret anvendelse af vold imod landets egen befolkning. Små fem måneder efter talen endte Robespierre som bekendt selv sine dage i den guillotine, han under terrorregimet havde sendt så mange i. Det er væsentligt i denne sammenhæng, at han ikke kunne anklages for ‘terror’, da hans anklagere havde accepteret terroren som et legitimt statsligt repressionsmiddel. I stedet hævdede man, at han havde gjort sig skyldig i ‘terrorisme’, et begreb opfundet til lejligheden, som kom til at betegne en illegal anvendelse af politisk motiveret vold. Det er først i kraft af denne forskydning, at terror som voldsanvendelse, et begreb der opstod i en statslig kontekst som benævnelse for statens legitime og nødvendige forsvar imod ydre og indre fjender, kan ændre betydning og komme til at stå som betegnelse for privat anvendelse af vold imod samfundet (Walther 1990).

Den Franske Revolution bliver derfor til arnestedet for den moderne forståelse af terrorbegrebet, men det er værd at erindre sig, at betydningen af terror som skræk og rædsel uden den forestilling om politisk instrumentalitet, som Robespierre omgav begrebet med, fortsætter parallelt helt op til i dag. Det er i denne ældre betydning, man bruger ordet, når man siger, at unge ‘terroriserer’ deres omgivelser. Det er også den, vi genfinder i Immanuel Kants Streit der Fakultäten fra 1798, hvori han taler om “den terroristiske forestilling om den menneskelige historie”, hvilket slet og ret betyder en forestilling om fremtiden, der forudsiger det stadigt værre, den kontinuerlige tilbagegang (Kant 1966: 353).