Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 21

Disse forsvar fungerer ikke kun individuelt, men også kollektivt. Et historisk vigtigt kollektivt psykologisk forsvar er staten (Alsted 2005). Også fællesskaber såsom organisationer, religioner og familier kan anskues som kollektive psykologiske forsvar. For at kunne agere sammen må mennesker have fælles billeder af deres handlinger (Berger og Luckmann 1966), og skabelse af fællesskaber kræver, at fællesskabet bliver en del af hver enkelt medlems selvopfattelse (Lyth 1989). Fællesskabets medlemmer skal dele opfattelse af fællesskabets indhold. Sådanne fælles billeder kan kaldes kollektive psykologiske forsvar i og med, at dannelsen af de indre billeder af fællesskabet er underlagt de samme betingelser som individuelle psykologiske forsvar. Set ud fra et psykologisk synspunkt er statens vigtigste opgave, at den forenkler og overskueliggør verden for sine indbyggere. Staten hjælper borgeren med at håndtere verdens ambivalens. Et vigtigt perspektiv her er altså, at stater ikke kun dannes af magtbegærlige fyrster, men også af tryghedsbegærlige borgere. De statslige kollektive forsvar har mange forskellige udtryk. Nogle er flydende og uklare, som f.eks. forskelle i ‘folkekarakter’. Andre er mere konkrete, som f.eks. statslige institutioner. Således kan en række af velfærdsstatens institutioner betragtes som en kollektiv fortrængning af vanskelige og angstvækkende livssituationer. Her tænkes på specialiserede institutioner som parlamenter, sygehuse, plejehjem, skoler, daginstitutioner og fængsler.

Men at indgå i det statslige fællesskab er en psykologisk præstation, der kræver evne til nuanceret kategorisering og balancering af en række modsatrettede hensyn. På den ene side er fællesskaber meget attraktive for individet, fordi de øger den enkeltes mulighed for selvudfoldelse, f.eks. ved at mindske truslen om en tilfældig og voldelig død. På den anden side begrænser fællesskaber også individets selvudfoldelse ved at stille krav om overholdelse af fælles regler m.m. Foucault kaldte denne udvikling for disciplinering (Foucault 1975).

På grund af deltagernes modsætningsfyldte oplevelse af fællesskaber kan særligt større fællesskaber være meget vanskelige at danne og vedligeholde. Modsætningsfyldte situationer er vanskelige at håndtere og overskue for den enkelte. Det er derfor, fællesskaber kræver etablering af kollektive psykologiske forsvar. De hjælper den enkelte med at overskue fællesskabet ved at skabe forenklende kategorier, der gør det nemmere at kontrollere følelserne (Haslund og Alsted 2004; Alsted 2005). Staten som kollektivt psykologisk forsvar afgrænser altså ikke bare verden udadtil, men ordner den også indadtil for de deltagende individer.

Dannelsen af fællesskaber indebærer, at der må være et vist niveau af enighed mellem fællesskabets medlemmer. Dannelsen af denne enighed sker imidlertid ikke af sig selv, men indebærer en stadig forhandling mellem deltagerne i fællesskabet. Der er ikke noget idyllisk over denne forhandling. I den statslige udviklingshistorie har forhandlingen som regel været ført med voldelige midler. Der er heller ikke noget automatisk over denne forhandling. Den foretages af aktører (individer og grupper), der træffer selvstændige valg, som både kan hæmme og fremme statens centralisering.