Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 23

For at forstå, hvordan terroristen og staten definerer hinanden historisk, er det nødvendigt kort at se på den ubureaukratiserede stat. Århundrederne før 1450 i Europa beskrives ofte med begrebet ‘feudalisme’ (Spruyt 1994) eller ‘patrimonialism’ (Tilly 1990). Periodisering er altid et problem i historisk sociologi, og man kan diskutere, om ikke den feudale organisationsform var på retur allerede i århundredet før 1450. Allerede fra omkring 1000-1100 er de første europæiske stater begyndt at tage form og vinde indflydelse.

Men staterne er stadig svage, og det betyder, at vi i perioden meget tydeligt ser de karakteristiske splitting-forsvar i de statslige fællesskaber. Centralt for denne antologis emne er krigens ‘private’ karakter i perioden før 1450. Man fører krig for at vinde rigdom, indflydelse og sikkerhed for sig selv og sine. Vincent Gabrielsen har beskrevet dette som ‘røvertogt-mentalitet’. Begreber som offentligt og privat er endnu ikke skabt (Gabrielsen 2001; 2003), og der er således ikke knyttet nogen særlig autoritet til det ‘statslige fællesskab’. Det betyder, at enhver, der er i stand til at udøve vold, er legitim. Der er ingen central konfliktløser. Tværtimod løses konflikter på ‘privat’ initiativ gennem forskellige netværk og ofte med kirkens klostre som udgangspunkt (se f.eks. Esmark 2002 for et studie af konfliktløsning i Anjou 900-1100).

Den stærke mand har en magtfuld rolle i samfund, hvor staten er svag. Han er gruppens idealiserede helt, der giver ære, omsorg og håb til gruppemedlemmerne. En sådan leder kan udpeges/opstå blandt alle samfundets grupper. Således er følgende aktører almindelige og legitime deltagere i krig i perioden op til 1450: bønder, adel, sørøvere, røvere, lejesoldater, bystater og byligaer, bisper, lejesoldater, ridderordner, paver og købmænd.

Der er i det feudale Europa ingen klar indehaver af legitim voldsmagt. Tilsvarende kan man derfor sige, at alle voldsaktører er terrorister set med modstanderens øjne (og måske særligt med den almindelige befolknings øjne). Men mere rigtigt er det nok at sige, at benævnelsen ‘terrorist’ forstået som illegitim voldsaktør ikke giver mening i et sådant samfund.

Denne karakteristik er selvfølgelig fortegnet. Der er i perioden frem til 1450 en række tendenser, der trækker statsdannelsen i en mere institutionaliseret retning. Disse tendenser lægger sporene for udviklingen af staten i de kommende århundreder:

 Den kristne kirke skaber omkring år 1000 en slags samfundsteori, hvori befolkningen opdeles i tre ordner: præster, adel og bønder. Af dem havde kun adelen ret til at gå i krig. Denne opdeling repræsenterer et tidligt forsøg på at kontrollere voldsudøvelsen (Esmark og McGuire 1999: 170).

 Teologer kodificerer omkring 1150 (Jensen 1993) reglerne for den ‘retfærdige’ krig i et forsøg på at gøre privat krig illegitim.

 Det feudale system med herrer og vasaller repræsenterer i sig selv et forsøg på at organisere og regulere krigsførelsen.

 Kongerne er allerede på dette tidspunkt begyndt at forsøge at inddæmme de andre krigsaktører gennem forhandling og eliminering (Spruyt 1994). Det er denne sidste proces, der for alvor tager fart efter 1450.