Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 7

Vi kan nærme os en mere indgående forståelse af forholdet mellem staten og de fra staten ud- og afgrænsede områder ved at differentiere imellem to historiske former for statsmagt: infrastrukturel og despotisk magt, en distinktion hentet fra sociologen Michael Mann (1984; 1993: 59). I grænselandet hersker den totale udgave af despotisk magt og få eller ingen elementer af infrastrukturel magt.

Despotisk magt henviser til den række af handlinger, som statseliten anvender uregelmæssigt, med besvær og store omkostninger, uden institutioner og reguleret praksis over for et territorium og dets befolkning, der ikke er underlagt fuld kontrol. Det betyder, at magtanvendelsen ofte er brutal, pludselig og ineffektiv, men også at den ikke møder anden modstand end den, de ramte befolkningsgrupper kan udøve, at den ikke er underlagt retslige (eller moralske begrænsninger), og at den foregår langt fra det metropolitiske centrum og ofte udføres af irregulære tropper. Despotisk magt angiver en under-institutionaliseret, mangelfuld dominans af et territorium, som der følgelig kompenseres for ved brugen af uhæmmet voldsmagt. Despotisk magt er kendetegnet ved at være uregelmæssig og voldsom, pulserende snarere end permanent. Hvor territoriets ressourcer i et infrastrukturelt domineret landskab hentes gennem beskatning, kan den despotiske magt, som hverken har egne magtorganers permanente tilstedeværelse eller befolkningens loyalitet at støtte sig til, kun komme i besiddelse af ressourcerne ved at tage dem med magt. I ghettoen hersker en mere afdæmpet despotisk magt, og i det nationalstatslige territorium, det vil sige et territorium som Danmark, findes der kun få, om overhovedet nogen, elementer af despotisk magt. Her hersker derimod den næsten totale udgave af infrastrukturel magt.

Infrastrukturel magt angiver statens faktiske evne til at statsliggøre territoriet, til at implementere og håndhæve sin dominans gennem opbygningen af institutioner, legitime praksisser, regulariseret og kontrolleret magtanvendelse, hvor der i princippet ikke er nogen forskel mellem statspraksissen i centrum og i periferien. Infrastrukturel magt angiver en institutionaliseret, bureaukratiseret, lovreguleret dominans af et territorium, der i normaltilstanden kun behøver ordinær politimagt. På et territorium domineret af infrastrukturel magt behøver man altså ikke gribe til despotisk magt eller ekstrem vold for at hævde sin dominans. Territoriet er pacificeret, neutraliseret og domineret af reguleringer, bureaukrati og love, der i sidste ende har det konventionelle voldsapparat i form af politi og domstole bag sig til at sikre den effektive håndhævelse af reglerne. Vi kan opsummere ved hjælp af dette skema:

Det mest håndgribelige eksempel på territorialiseringen eller på etableringen af en infrastrukturel magt findes formentlig med landkortets opkomst. Etableringen af en målsætning om den korrekte topografiske gengivelse af et statsligt territorium markerer således et helt afgørende skred inden for kartografien fra et kosmologisk ideal til strategisk. Målet var nu ikke at gengive verden som udtryk for en guddommelig orden med Den Hellige Stad i verdens centrum, endsige at skildre dens harmoni med et klassisk ideal om kontinenternes balance, men derimod – i og med at verdens centrum nu befandt sig i centrum af den konkrete, enevældige fyrstes territorium – helt konkret at kortlægge den statslige enheds styrker og svagheder med henblik på netop at forsvare denne enheds beståen (Hirst 2005: del 2).

Men dette ideal om kortlægning standser ikke ved ønsket om at beherske jorden. Det udvides og kommer også til at omfatte kortlægningen og beherskelsen af landets afgrøder, af dets kroppe og ideelt set af sjælene. I den forstand er det statistik, vi betragter – statistik, som det oprindeligt blev forstået, nemlig som det i 1672 blev beskrevet, som Staatenkunde – statskunnen eller statskundskab. Det første nationale statistiske bureau blev oprettet i Sverige i 1749 under navnet ‘Tabellverket’, mens Norge og Danmark fik deres i 1797. I modsætning til den moderne betydning af begrebet statistik dækkede det i begyndelsen således over langt mere end en samling af numeriske data eller en gren af matematikken. Statistik betegnede et synspunkt på eller en beskrivelse af samfundets og befolkningens tilstand (Neocleous 2003: kap. 2). Tidligere statistikere kaldte sig selv for stat-ister, det vil sige statsarbejdere, hvilket tydeliggør forbindelsen til staten, og statistik blev i Tyskland del af en Polizeiwissenschaft, hvor ‘politi’ dækkede over den fulde række af tiltag over for befolkningen inden for hygiejne, mål og vægt, offentlig orden, byplanlægning, regler og forordninger. Adam Smith sagde i sin Lectures on Jurisprudence, at enhver regering bør:

[…] være ivrig efter at fremme statens velstand og rigdom. Denne opgave skaber dét, vi kalder for politiet. En hvilken som helst regulering med hensyn til et lands erhverv, handel, landbrug, manufakturer betragtes som hørende hjemme under politiet (Smith 1978: 5)

Og denne politividenskab benyttede sig i stor udstrækning af statistik til at lokalisere problemområder, måle fremskridt, afgøre indsatser etc. samt af land- og bykort til at omdanne det ukendte og uigennemtrængelige til noget kendt, håndterbart og manipulerbart. Statistik tjener ligesom land- og bykort til at gøre rummet og befolkningen til objekt for politisk viden og handlen.

Statistik og kort er derfor afgørende statsteknologier, der forvandler despotisk, diskontinuerlig, brutal og uforudsigelig magt til infrastrukturel eller administrativ magt, der er kontinuerlig, permanent, stille og rolig. Folkeoptælling, opmåling af landskab, ejendom, ressourcegrundlag, statistik giver en tilsyneladende objektiv beskrivelse af tingenes tilstand, ren og anvendelig viden. Folk, områder, bydele bliver klassificeret, kategoriseret, der bliver rettet specifikke strategier imod specifikke grupper. Staten udkaster sit blik og sin hånd til at omfatte det hele samfund med regler, målinger og politikker.

Infrastrukturel magt er altså kendetegnet ved det konventionelle voldsapparat: politi, militær og domstole, hvorimod den despotiske magt er kendetegnet ved ukonventionelle eller rettere ikke-statslige, men statsautoriserede voldsaktører. De opererer i det, vi kalder grænselandet, og i mindre omfang også i ghettoen, men de anvendes ikke eller sjældent imod konventionelle fjender, altså imod andre suveræne territorialstater. Derfor den slående forskel på den vildskab, hvormed hærene stødte sammen på henholdsvis Øst- og Vestfronten under Anden Verdenskrig. I Vest blev krigen ført over grænser og imod en symmetrisk, dvs. anerkendt statsfjende og dermed overvejende under iagttagelse af de internationalt gældende regler for krigsførelse. I Øst blev den ført i et grænseland og imod en asymmetrisk, dvs. ikke-anerkendt folke- eller racefjende hinsides enhver juridisk eller moralsk lovmæssighed.