Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 20

Jacob Alsted

Statsdannelse er ikke kun en institutionel proces, men også en psykologisk proces. Dannelsen og vedligeholdelsen af en stat kræver en psykologisk modning af den kommende stats indbyggere. Denne modningsproces indeholder en erkendelse og udspilning af konflikter mellem indbyggerne og efterfølgende bilæggelse og kompromisskabelse. Tilstedeværelsen af terrorister – hvad enten de er sørøvere, lejesoldater, partisaner, guerillaer eller terrorister – er et tegn på, at denne modningsproces stadig er i gang og ikke er tilendebragt. Terrorisme er altså tegn på et umodent fællesskab. Konflikten mellem staten og ‘terroristen’ bliver via konnotationerne i begrebet terrorisme en modstilling mellem godt og ondt. Hverken statens eller terroristens psykologiske evne til at håndtere konflikter er særlig god, hvilket betyder, at begge parter i stedet opstiller en dikotomi imellem dem/os i betydningen god/ond. Det er konfliktløsning uden løsning.

Inden for den historiske sociologi er det almindeligt at betragte vold som en naturlig del af statsdannelsesprocessen. Men man kan spørge, hvorfor denne forhandling om rammerne og omfanget af det statslige fællesskab nødvendigvis skal foregå med voldelige midler. For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at undersøge psykologien i dannelsen og vedligeholdelsen af fællesskaber. Denne undersøgelse starter med en diskussion af menneskets grundvilkår.

Blandt menneskets grundvilkår er ambivalens et af de forhold, der træder tydeligst frem som værende en egenskab ved den menneskelige eksistens (Kernberg 1976: 59). Alle fænomener i livet rummer både gode og dårlige sider. Selv stor overlegenhed rummer svaghed, stor kærlighed indeholder egennytte, og livet varsler død. Der er ingen faste holdepunkter. Eller med andre ord, intet er entydigt godt eller dårligt – alt er ambivalent.

Problemet med denne mangetydighed er, at vi konstant skal tage stilling til de forskellige muligheder for fortolkning, som situationen byder. Ambivalensen lader os aldrig i fred, men kræver, at vi hele tiden forholder os til den. Ambivalensen stiller således store krav til psykens fleksibilitet og beslutningsevne. I praksis kan intet menneske rumme og udholde en sådan allestedsnærværende dobbelttydighed. Ambivalensen truer vores psykologiske velvære og vores handlekraft, og ambivalensen er overalt.

Psyken etablerer derfor forsvar mod ambivalensen. Forsvarsmekanismerne gør omverdenen mere overskuelig ved at lette den enkeltes oplevelse af svære og konfliktfyldte følelser såsom angst, aggression eller stærk glæde.