Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 5

Mikkel Thorup & Morten Brænder

Staten har kun inden for de sidste ca. 100 år og stort set kun i Vesten monopoliseret større voldsudøvelse internt såvel som eksternt. Hvis vi derfor ønsker at forstå terror/antiterror-konflikten i et historisk perspektiv, så nytter det ikke noget, at vi kun ser på de stabiliserede, de konsoliderede og de regulariserede sider af statsmagten (Hirst 1990: 109). Vi bør også søge at forstå statens genese, dens blodige og skrøbelige erobring af voldsmonopolet samt den lange række af ikke-statslige voldsaktører, der har udfordret statens voldsmonopol. Det nytter heller ikke noget, at vi kun forstår statens voldsapparat som bestående af politi og militær, det vil sige dets konventionelle stridskræfter internt og eksternt. Vi bliver nødt til at kigge på statens brug af ikke-statslige, men statsligt autoriserede voldsaktører såsom lejesoldater og paramilitære militser, som staten har anvendt og til en vis grad stadig anvender for at hævde og konsolidere sin dominans og sit hegemoni.

Krig mod terror er en moderne foreteelse, men ikke helt så ny, som det oftest hævdes. For siden opkomsten af den moderne stat har der hersket en uerklæret, international krig imod terror. Den moderne stat har i sin kritiske og langstrakte etableringsfase samt i sin stadige overlevelseskamp ført en krig imod en række af ‘terroristiske figurer’, hvis primære kendetegn hverken har været deres brug af vold eller mere specifikt deres brug af vold imod civile. Den terroristiske figur er ikke kendetegnet ved sine midler eller mål, men ved sin status som privat voldsaktør. Fra den terroristiske figurs første former i krigen mod sørøveriet, i den spanske modstand imod Napoleon 1808-1813, i anarkistiske og røde terrorismer og til nutidens al Qaeda er terrorisme blevet forstået som, romantiseret som og bekæmpet som privat voldsudøvelse med private formål.

Fra den 24. november til den 21. december 1898 blev der i Rom afholdt en anti-anarkistisk konference med deltagelse af 54 delegerede fra 21 lande heriblandt Danmark og ikke mindst de europæiske stormagter. Der går en lige linje fra denne første antiterrorkonference og til den moderne statslige antiterrorisme. Således havde anarkismen ifølge konferencedeltagernes opfattelse “som mål ødelæggelsen af al social organisering med voldelige midler” (citeret fra Jensen 1981: 327). Det er en definition med klare affiniteter til nutidens terrorisme-definition. Man enedes også i den endelige protokol om at erklære, at “anarkisme har ingen relation til politik“ – altså ødelæggelse for ødelæggelsens skyld. I 1906 skrev den engelske avis Saturday Review: “Anarkisten er ingen politisk snigmyrder; han er intet andet end et afskyeligt bæst. Anarkismen har ingen politik” (citeret fra Houen 2002: 36) – en karakteristik med klare paralleller til vores dages karakteristik af al Qaedas selvmordsterrorisme som apolitisk, som når menneskerettigheds-tænkeren Michael Ignatieff skriver: “Men den 11. september var ikke politik med andre midler. Der blev ikke fremsat nogen krav, og det vil der heller aldrig. Ingen tog politisk ansvar for handlingen, og det er der aldrig nogen, der vil. Det var en handling begået uden nogen forventning om at opnå et politisk mål […] Det, vi står over for, er apokalyptisk nihilisme” (Ignatieff 2001). Selv om man kan have sympati for den frygt og vrede, der motiverer denne og lignende påstande, så er den bevisligt forkert, hvilket man kan forsikre sig om ved at konsultere terroristerne selv, der så godt som altid og også i dag søger at legitimere deres eksistens og handlinger politisk (Hegghammer 2002 & 2005; Lawrence 2005).

Disse definitioner af anarkisme og Ignatieffs bemærkning om 11. september afdækker en klar holdning til den irregulære private voldsanvendelse. Det er systemekstern vold, det vil sige, dels er det vold rettet imod samfundsordenen som sådan, dels er volden distinkt ikke-politisk, det vil sige uden for den gængse politiske praksis. Det er voldens private karakter, der definerer den som ulovlig og terroristisk. Det er ikke den måde, volden udøves på, men derimod hvem der udøver den, der fra statens perspektiv bestemmer volden som enten statslig eller terroristisk.

Derfor er der heller ikke principielt set noget, der én gang for alle adskiller statens voldsudøvelse fra den ikke-statslige, sådan at terrorisme er en aktivitet rettet imod staten og de indbyggere, den er sat i verden for at beskytte, mens antiterrorisme er en aktivitet anvendt af staten til dette formål. Både staten og dens udfordrere kan benytte såvel terror som antiterror. General William T. Shermans ord “frygt er visdommens begyndelse”, med hvilke han begrundede den ‘march mod havet’, der lagde størstedelen af Georgia øde i slutningen af Den Amerikanske Borgerkrig, står som vartegn over et af de første og måske mest berømte eksempler på en statsligt autoriseret brug af terror som våben (Weigley 1973: 151).

Omvendt findes der også en ikke-statslig antiterror, som eksempelvis udøves af væbnede grupper, der beskytter civile imod enten staten eller andre væbnede grupper. Det gælder eksempelvis private vagtværn, der forestår bevogtningen af såkaldte ‘gated communities’ i Latinamerika, USA eller Sydeuropa, eller semimilitære organisationer og oprørsgrupper i den tredje verden, der hævder at kæmpe for den oprindelige befolknings rettigheder. Fælles for sådanne grupper er, at de udgør helt konkrete manifestationer af, at grænsen mellem terror og antiterror er hårfin, og at den løbende ændrer sig. Som Charles Tilly (1985: 170) siger, så “hører banditvirksomhed, sørøveri, bandekrige, politi og krigsførelse til på samme kontinuum”. Staten har ingen a priori moralsk overhøjhed eller noget væsensforskelligt instrumentarium i forhold til terroristen, når det kommer til voldsudøvelse. Brutalt sagt så har den kun sin egen selvtildelte legalitet og et institutionaliseret apparat for voldsudøvelsen. Terrorisme er af staten altid blevet beskrevet som en privat, nihilistisk, basalt set formålsløs, erklæringsløs brug af vold for at fremme nogle private formål af psykologisk, økonomisk eller destruktiv art. Formål, der ikke anerkendes af staten som legitime, politiske eller offentlige mål; og antiterrorisme er på den anden side blevet beskrevet som den velgørende bestræbelse på at hævde, forsvare og legitimere et statsligt voldsmonopol.

Set i det ovenstående perspektiv er det ikke mindst interessant, at da Max Webers herostratisk berømte definition af staten blev trykt i Wirtschaft und Gesellschaft i 1921, var den faktiske eksistens af et statsligt voldsmonopol stadig en forholdsmæssig ny foreteelse. “Ved en stat skal forstås en politisk anstaltsvirksomhed, hvis og for så vidt dens forvaltningsstab effektivt opretholder monopolet på legitim fysisk tvang” (Weber 2003: 237). Det afgørende i Webers definition og det afgørende fællestræk, den deler med andre definitioner (Giddens 1985: 20), er eksistensen af et statsligt voldsapparat. Staten bliver stat, idet dens territorium tømmes for andre legitime såvel som reelle voldsaktører. En effektiv stat, der kan agere som stat, er en, der ikke i voldsudøvelsen har modstandere, der kan konkurrere med eller overvinde staten. Stat er i en vis forstand den, der først får etableret et voldsmonopol inden for et givent territorium og i videre forstand den, der formår at etablere et institutionaliseret voldsapparat og at opnå en særstatus som legitim voldsudøver.

Med til den politiske teoris gængse definitioner af staten hos Weber, Giddens og andre hører forestillinger om et regulariseret voldsapparat bestående af politistyrker internt og militærstyrker eksternt. Disse etater er kendetegnet ved at være professionelle, uniformerede, organiseret i et centraliseret hierarki og underlagt politisk kontrol samt operative inden for klare regler og reguleringer inden for distinkte sfærer – civilsamfundet for politistyrkerne og slagmarken for militærstyrkerne – og rettet imod nationens legitime fjender – kriminelle internt, andre stater eksternt. Dette er implicit i definitionerne af det legitime voldsapparat og i vores hverdagsforståelse af legal vold. Den konventionelle krig har en række ideelle karakteristika:

1) Den udkæmpes mellem konventionelle stater, det vil sige mellem internationalt anerkendte statslige viljer organiseret territorielt, suveræniteter der besidder et legitimt voldsmonopol samt retten og midlerne til at definere inde/ude, ven/ fjende og stat/samfund.

2) Den udkæmpes mellem konventionelle hære, det vil sige mellem militære hierarkier, der i sidste ende er ansvarlig over for den politiske ledelse. Der er altså et skel mellem det politiske domæne og det militære, der hver især har deres egne institutioner, praksisser og aktører. Hierarkisk er de dog organiseret således, at det politiske niveau ideelt set er øverst.

3) Den udkæmpes mellem konventionelle soldater, det vil sige mellem uniformerede, disciplinerede (professionelle) soldater organiseret i det militære hierarki og rekrutteret fra landets egen befolkning. Det vil også sige, at der skelnes mellem civile og kombattanter. Krigen er aktørmæssigt begrænset.

Den udkæmpes altså som følge af de tre første punkter mellem aktører, der ligner hinanden, og som anerkender denne lighed. Der er med andre ord tale om en symmetrisk krig, hvilket giver mulighed for at:

4) Den udkæmpes på en slagmark og vindes ved et afgørende slag, det vil sige, at krigen er geografisk og juridisk afgrænset. Den har sit eget rum, der ikke er sammenfaldende med de kæmpende parters hele territorier. Dens begyndelse og afslutning er tydeligt markeret, som oftest ved en krigserklæring og en fredsaftale, det vil sige, at krigen er temporalt afgrænset. Det gør det muligt at skelne krig fra fred.

5) Den angår et politisk formål, det vil sige, at den udkæmpes mellem to statslige viljer og ikke mellem religiøse, moralske, økonomiske eller lignende systemer. Krigen er formålsmæssigt afgrænset. Den angår afvisningen af den andens vilje, af hans krav på suverænitet over et bestemt område, ikke hans tvangsmæssige omdannelse til en anden slags vilje. Modpartens politiske system, hans religion, organisationsform og ledelse respekteres som værende uden for krigens formål. Formålet med krig er sejr, ikke udslettelse, omvendelse eller ekspropriering.

6) Dens økonomi stammer fra de krigsførende parter selv, det vil sige, at krigen ikke finansieres gennem kontinuerlig plyndring af fjendens civile bagland, og at soldaterne betales løn (de forventes ikke at skaffe deres eget underhold gennem plyndring). Bag krigen er der altså en konventionel økonomi, som yderligere begrænser dens formål og motivation. Der skelnes mellem krig og økonomi, mellem handel og plyndring. Krig er ikke forretning, forretning er ikke krig.

7) Den er lovlig, det vil sige, at krigens parter er ikke kriminelle, men netop krigsførende stater, og krigserklæringens legitimering af krigen jus ad bellum sætter et skel mellem den lovlige vold, der udøves inden for krigens rum, og den kriminelle vold, der finder sted udenfor.

8) Den udkæmpes i overensstemmelse med en række love for krigsførelse, jus in bello, der bestemmer, hvad der er tilladte våben, hvordan og hvornår de må bruges, hvorledes henholdsvis civile og krigsfanger skal behandles, og under hvilke hensyn belejringer og bombardementer skal foregå. Nok er statens krig vold, men der er tale om legitim voldsanvendelse udøvet inden for nogle klare rammer.

Politi og militær adskiller sig fra alle andre organisationer – statslige og ikkestatslige – ved, at de må bruge vold; de er autoriserede, legale voldsudøvere. De er principielt set de eneste, der har denne ret; og de er ideelt set de eneste, der benytter sig af vold. Dette er det konsoliderede, regulariserede og stabiliserede billede af staten, som vi imidlertid ikke i analytisk sammenhæng kan tillade os at nøjes med eller at blive stående ved.