Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 15

Walter Benjamin (1973a) skelner i sin tekst “Forsøg på en kritik af volden” fra 1921 mellem voldens retsetablerende funktion og så dens retskonserverende funktion. Den retsetablerende vold er den, der skaber en ny orden, en ny ret, hvorimod den retskonserverende vold er den, der opretholder og forsvarer den etablerede orden. Når Robespierres tekst er interessant, skyldes det ikke mindst, at den placerer sig imellem disse voldens to funktioner. Orden er skabt, men endnu ikke konsolideret. Vold er nødvendig som et forsvar, ikke et forsvar for det, der er, men for det, der kan og skal komme. Benjamin forestiller sig en vis cyklus imellem retsetablerede og retskonserverende vold:

[volden manifesterer sig] i en dialektisk pendling mellem retsetablering og retskonservering. Denne svingningslov beror på, at enhver retskonserverende magt i sig selv i længden svækker den retsetablerende magt, som den repræsenterer, i og med at den undertrykker de fjendtlige modmagter

[…] Dette fortsætter, indtil nye magter eller de hidtil undertrykte magter sejrer over den hidtidige retsetablerende magt og dermed grundlægger en ny ret, der så kan forfalde på ny. (1973a: 39-40)

Dermed antydes det, at voldens problematik er mere kompliceret end en simpel distinktion mellem normalitet og undtagelse. I det ottende afsnit af sine betragtninger over historien uddyber Benjamin sin forståelse af denne spænding mellem retsetablerende og retskonserverende vold ved at skelne mellem den faktiske og den reelle undtagelsestilstand, hvor den faktiske undtagelsestilstand betegner statens desperate forsøg på at undgå den reelle undtagelsestilstand, der er den revolutionære situation (1973b: 185). Inspireret af Benjamin har en række moderne teoretikere såsom Slavoj Žižek og Giorgio Agamben søgt at henlede nutidens opmærksomhed på, at statens udgave af undtagelsestilstanden er et forsøg på at undgå den reelle undtagelsestilstand, at stoppe Benjamins svingningslov, at immunisere ordenen, at fastholde undtagelsen som institution snarere end som revolutionært øjeblik. Og det vil altså sige at fastholde undtagelsen som stats-bevarende snarere end som stats-skabende:

Når en statsinstitution proklamerer en undtagelsestilstand, da gør den det per definition som del af en desperat strategi for at undgå den reelle undtagelsestilstand og vende tilbage til ‘det normale’ […] Kort sagt, så er reaktionære proklamationer af undtagelsestilstanden i virkeligheden et desperat forsvar imod den reelle undtagelsestilstand. (Žižek 2002)

Det er netop en statslig undtagelsesinstitutions rolle og funktion at være konservativ og restorativ (Ferejohn & Pasquino 2004: 212), da målet er at vende uændret tilbage til udgangspositionen. Undtagelsestilstanden set fra staten er altså retskonserverende vold. Man søger at forhindre den revolutionære situation og dermed skabelsen af en ny orden, og dette finder sted netop gennem den suspension af frihedsrettigheder for befolkningen og den udvidelse af handlemuligheder for politi og militær, der ligger i det gængse begreb om undtagelsestilstanden.