Читать книгу Antiterrorismens idehistorie - Группа авторов - Страница 8

Historisk har staten tilkæmpet sig sit voldsmonopol gennem fire delvist separate handlinger: For det første afstod den i stigende grad fra at anvende private voldsudøvere og udviklede og udrustede i stedet egne væbnede styrker; for det andet kriminaliserede den al ikke-statslig voldsudøvelse; for det tredje udstrakte den – som vi så ovenfor – sin infrastrukturelle dominans således, at den påtog sig ansvaret for både beskyttelse, fordeling, uddannelse og infrastruktur, hvilket yderligere bidrog til marginaliseringen af dens ikke-statslige udfordrere; og endelig for det fjerde, så udviklede der sig et internationalt statssystem, der kun anerkendte andre stater som legitime aktører, herunder voldsaktører.

Statens pacificering af det sociale landskab fandt i høj grad sted gennem en afvæbning af de ikke-statslige aktører og muliggjorde spredningen og fordybelsen af den infrastrukturelle dominans. Nogle af disse tiltag angik egentligt væbnede grupper, der til tider kunne konkurrere med staten i ildkraft og organisation som private handelsselskaber, fra middelalderens Hansestæder til East India Company. Private hære blev ulovliggjort og afvæbnet; kaperbreve blev inddraget; brugen af lejesoldater blev kraftigt indskrænket; adelens ret til at bære våben reguleredes og reduceredes. Men frem for alt fik etableringen af den infrastrukturelle dominans sit helt konkrete fysiske udtryk i overgangen fra en feudalt til en territorialt funderet forsvarsstruktur: Tudor-regimets knægtelse af stormændene langs den skotske grænse og ødelæggelsen af det system af borge, der tidligere havde sikret adelens magt og uafhængighed, kan dermed ses som den infrastrukturelle magts pendant til foreningen af de britiske troner med James I Stuarts kroning i 1603, og som den reelle forudsætning for den egentlige forening af rigerne godt 100 år senere. En helt parallel proces fandt sted i Frankrig, hvor Louis XIII væltede flere borge, end han byggede, men vel at mærke således, at dem, han og hans efterfølgere lod ødelægge, lå inde i landet, mens de nye, der blev opført, kom til at optegne den moderne territorialstats ydre grænser, en proces, der kulminerede under Louis XIVs hærfører Sébastien de Vauban (Tilly 1990: 69).

Civilbefolkningen blev afvæbnet i en lang række mindre skridt: For det første ved at domstolene satte rammerne for al mellemmenneskelig konfliktualitet gennem forbud mod blodhævn og fejder, dueller og selvtægt. For det andet ved at produktionen, besiddelsen og brugen af våben i det hele taget blev gjort til et statsligt anliggende. Staten skulle have kontrol med fremstillingen af våben og krudt, og helst i form af et egentligt statsmonopol. Staten og ingen anden udstedte våbentilladelser og bestemte, hvorvidt og under hvilke omstændigheder det var tilladt at bære våben eller uniform offentligt. Lignende tiltag gjorde sig gældende i forhold til privat vold i egentlig forstand, altså vold mellem enkeltpersoner. Dels straffedes personvold hårdere; og dels – og det er det afgørende – kan man iagttage en genoptegning af skellet mellem offentlig og privat. Den statslige domesticering af volden medførte således en afdomesticering af den private vold eller sagt på en anden måde: Vold blev et offentligt anliggende – også når den fandt sted inden for hjemmets fire vægge. Vold imod ægtefællen, børnene og tjenestefolkene blev efterhånden gjort ulovlig, en statslig intervention i privatsfæren og ikke mindst et brud på dens retslige autonomi, repræsenteret ved den klassiske pater familias’ hånd- og halsret. Som følge heraf blev også vold imod ens underordnede på arbejdet, mod ens lærlinge og vold mod eleverne i skolen kriminaliseret. Alt sammen udtryk for en generel uddrivelse af vold fra det sociale rum. Uddrivelsen var afgørende for statens etablering af kontrol over dens eget territorium, idet det dels pacificerede relationerne mellem mennesker og dels gav staten selv en række anledninger til at regulere og kontrollere det, der hidtil var blevet anset for privat (Giddens 1985: kap. 7).

Ligesom stadfæstelsen af den infrastrukturelle magt fik sit konkrete fysisk udtryk i optegningen af statens periferi ved hjælp af fæstningsværker, således markeres den statslige domesticering af volden i og med kasernens indhegning af voldsudøvelsen. Denne afgrænsning tjener helt naturligt en praktisk funktion som en beskyttelse af det omgivende samfund imod soldaternes konstante forstyrrelse af den offentlige ro og orden, og i den henseende er en sammenligning med ghettoen nærliggende. Ghettoen befinder sig som kasernen ganske vist både i og uden for samfundet. Den omkranses af samfundet, og både ghettoen og kasernens mure beskytter ikke alene samfundet mod, hvad der kan komme ud af dette bogstavelig talt indhegnede område, men virker også som et værn for de normer, der gælder inden for murene, og som i sig selv er med til at bekræfte adskillelsen. Men i modsætning til ghettoen, hvis normer i det omgivende samfunds bevidsthed højst udgør et vrængbillede af samfundets egne – ud fra devisen, at selv blandt tyve findes der love – så kommer kasernens regler til at stå som lovmæssighedens idealbillede. Hvad andet var den eksercits-disciplin, der udgjorde forudsætningen for de sejre 1600-tallets store, protestantiske hærførere, Maurits af Nassau, Gustav Adolf og Oliver Cromwell kunne fejre, end den nødvendige og udslagsgivende forudsætning for det moderne samfunds internaliserede arbejdsdisciplin?