Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 10

Når man har klarlagt en kildes udsagnsevne om det spørgsmål, man ønsker belyst, kommer turen til udsagnskraften, dvs. værdien af de oplysninger, man har udvundet af den. For at kunne vurdere den, må man anskue kilden som et levn af dens ophavssituation. For at vurdere udsagnskraften af Saxos beretning om Knud den Helliges død, må man forestille sig den situation, Saxo sad og skrev i. Hvem var han egentlig? Hvilket publikum skrev han for? Hvor sad han og skrev, i hvilket miljø? Hvornår skrev han, i hvilken situation? Hvorfor skrev han denne krønike, hvad var hans og hans opdragsgiver Absalons hensigt med den, lå der en bestemt politisk tendens bag eller bare et ønske om at skrive en god og underholdende historie? Hvad var det for en slags krønike, sammenlignet med andre tekster i Saxos samtid og fortid? Havde han bestemte forbilleder blandt de romerske historieskrivere, som han efterlignede, eller kan andre genrer som f.eks. helgenbiografier eller bibelshistoriske beretninger have haft indflydelse på hans tekst? Hvor havde han sine informationer om Knuds død fra, fra andre nedskrevne krøniker eller fra mundtlige fortællinger, han havde hørt. Hvad kunne han egentlig vide om så fjern en begivenhed som Knud den Helliges død? Det kunne f.eks. være, at han havde sine oplysninger fra en anden krønike, som lå tættere på i tid, eller at han brugte en helt anden god historie, han havde læst, om en anden helt, hvis navn han bare skiftede ud med Knuds. I så fald er Gesta Danorum jo ikke meget værd som kilde til Kong Knuds død. Af Saxos fortale til krøniken kan man uddrage svar på en del af disse spørgsmål, men kan man stole på Saxos egne oplysninger om sin krønike? Kan man overhovedet stole på, at den er skrevet af en mand, der hed Saxo, på Valdemar Sejrs tid?

Det første led i bedømmelsen af en kildes udsagnskraft er bedømmelsen af dens autenticitet eller ægthed. Er den, hvad den giver sig ud for at være? Er Gesta Danorum overhovedet et ægte, et autentisk levn fra Valdemarstiden, eller er den et senere skrift, som blot giver sig ud for at være det, eller som man fejlagtigt har henlagt til Valdemarstiden? De ældste bevarede håndskrifter med større dele af krøniken er jo fra en langt senere tid. Direkte forfalskninger er vel sjældne, men de findes. Det klassiske eksempel er det konstantinske gavebrev, hvori kejser Konstantin i begyndelsen af 300-tallet overgav sin kejserlige myndighed til paven. Brevet viste sig ved en nærmere undersøgelse af dets sprog og udformning at være en pavelig forfalskning fra det 11. århundrede. Et nyere eksempel er Hitlers dagbøger, der blev afsløret ved en kemisk analyse, som viste, at det blæk, der var brugt, var produceret langt senere end 1940’erne.

Enhver kilde skal anskues som levn af sin ophavssituation og stilles over for spørgsmål som de nævnte: hvem, hvor, hvornår, hvorfor, hvad, hvordan? Det er langtfra sikkert, man finder svar på dem alle. Ofte må man nøjes med at forestille sig ophavssituationen og tænke sig til eventuelle forhold, som kunne svække beretningens troværdighed. Dette er f.eks. tilfældet, når man arbejder med kildesæt, som de efterfølgende. Og selvom teksten rummer oplysninger om sig selv, som Gesta Danorum gør det, er det ikke sikkert, man kan stole på disse oplysninger.

Det er vores opgave at udvinde så holdbar en viden som muligt af kilden. Det kan vi kun ved at rette alle de kritiske spørgsmål til den, vi kan komme i tanker om. Straks vi har læst Saxos eller en anden krønikes beretning om mordet på Knud den Hellige og noteret, hvad den siger, altså fastlagt dens udsagnsevne, må vi spørge: Kan det nu også passe? Bestemmelsen af en kildes eller et enkelt kildeudsagns udsagnsevne skal øjeblikkeligt følges op af en vurdering af kildens og den pågældende oplysnings udsagnskraft. Vi må forsøge at finde argumenter imod kildens og dens enkelte kildeudsagns holdbarhed, ligesom forsvareren i en moderne mordsag må finde argumenter imod vidnesbyrdene om den anklagedes skyld. I princippet stilles der lige så store krav til oplysningerne om kongedrabet i 1086, som man i nutidens retssale stiller til oplysningerne om et mord, der skal pådømmes. Den professionelle mistanke – den metodiske tvivl kunne man kalde det – er historikernes kendemærke. Lige så vigtigt det er med sin fantasi at kunne forestille sig den fortidige virkelighed, at konstruere den i tanken så at sige, lige så vigtigt er det bagefter at kunne rive alt det ned eller i det mindste markere alt det, der ikke er belæg for i kilderne, efter at disse har været underkastet en kritisk prøvelse. Ellers skal kollegerne nok gøre det. Under forsvaret af en disputats om Påskekrisen 1920 sammenlignede en af opponenterne afhandlingen med Lunds Domkirke og dens hovedkilder med kirkens bærende piller. Han konstaterede, at den vigtigste af disse bærende piller var en bestemt politikers beretning, som han derpå gik i gang med at undersøge. Den holdt ikke for en nærmere prøvelse, og store dele af kirken styrtede sammen.

Målet med kildekritikken er at finde ud af nøjagtigt, hvad man kan sige og ikke sige om sit emne på grundlag af de foreliggende kilder. Dette mål når man sjældent. Hvad man når, er at opstille et billede, et tentativt svar på sine spørgsmål, underbygget af de oplysninger, man har hentet ud af sit kildemateriale og argumenteret for holdbarheden af efter at have overvejet alle mulige modargumenter.