Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 13

Begreberne »primær« og »sekundær« drejer sig om afhængighedsforhold mellem kilder og kildeudsagn. En kilde er sekundær, hvis det kan påvises, at den har sine oplysninger fra en anden kilde, der i så fald kaldes primær. Det kan det kun, hvis denne kilde er bevaret. Begreberne »primær« og »sekundær« bruges i kildekritikken alene om afhængighedsforholdet mellem bevarede kilder og kildeudsagn. Saxo kan betegnes som sekundær i forhold til en række ældre kilder, hvis og kun hvis disse er bevaret, og det kan dokumenteres, at hans oplysninger stammer derfra. Hvis en anden senere krønike har hentet oplysninger fra Saxo, siges Saxo at være primær i forhold til denne senere krønike, uanset hvor han selv måtte have sine oplysninger fra.

Det er her igen vigtigt at skelne mellem teksten og dens enkelte udsagn. Gesta Danorum kan på en og samme side have udsagn, som er sekundære, og andre, som er primære. Før man bruger disse betegnelser om et udsagn, må man altid spørge: Primær i forhold til hvad? Sekundær i forhold til hvad? I forhold til hvilket andet bevaret kildeudsagn?

Et primært kildeudsagn erstatter et sekundært. Hvis et udsagn kan påvises at være sekundært, mister det sin udsagnskraft. Men det primære kildeudsagn har ikke nødvendigvis nogen stærk udsagnskraft. Selvom Saxo f.eks. skulle være primær med hensyn til oplysningen om, at kong Knud lå i korsstilling, da han blev dræbt, kan oplysningen udmærket være det pure opspind. Der siges med betegnelsen primær intet absolut om det pågældende kildeudsagns udsagnskraft, kun at det findes genbrugt i en anden senere tekst. Det gør der til gengæld med betegnelsen sekundær. Det sekundære udsagn har ingen udsagnskraft. Det er i bedste fald overflødigt. Vel at mærke hvis vi interesserer os for det, det er et udsagn om, altså anskuer det som beretning. Hvis vi anskuer det som levn og f.eks. interesserer os for forfatteren og hans tendens til at låne oplysninger fra andre, for en forestillings udbredelse eller en mytes vandring gennem tiden, er sagen en ganske anden. Her som overalt er kildens værdi helt afhængig af det spørgsmål, vi stiller til den.

Begreberne »primær« og »sekundær« må ikke forveksles med begreberne »førstehånds« og »andenhånds«. Begge begrebspar anvendes ligesom begrebet tendens under beretningsudnyttelsen om forhold af betydning for beretningens udsagnskraft. Men begrebet førstehåndskilde er en stærkere kvalitetsbetegnelse end »primær«. En førstehåndskilde vil være tæt på den begivenhed, dens ophavsmand var førstehåndsvidne til – ikke nødvendigvis i tid, den kan være skrevet ned mange år senere eller på grund af en stærk tendens være en dårlig kilde – men den er tæt på i en mere absolut forstand end den primære. En primær kilde behøver hverken i tid eller på anden måde at have været tæt på det, den anvendes som kilde til. Betegnelsen siger kun noget om de bevarede kilders indbyrdes forhold.

Man ser undertiden udtrykket »primære kilder« anvendt i en anden betydning, nemlig om kilder, der er samtidige med det, vi bruger dem som kilder til, eller simpelthen om kilder i almindelighed til forskel fra litteratur, ligesom på engelsk, hvor udtrykket »primary sources« anvendes om kilder i almindelighed til forskel fra den historiske litteratur, der kaldes »secondary sources«. I dansk faghistorisk sprogbrug kalder vi normalt ikke litteratur for kilder, men skelner mellem kilder og litteratur.