Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 15

Under arbejdet med at udnytte de kilder, man har til rådighed, vil man være tilbøjelig til at forsøge at få et samlet billede ud af de spredte oplysninger, man har fundet, og få dem til at passe sammen ligesom brikkerne i et puslespil. Hvor de siger noget forskelligt eller direkte modsiger hinanden, vil man være tilbøjelig til at ignorere disse forskelle og modsigelser eller lede efter et nyt billede, hvor de harmonerer bedre med hinanden. Dette kaldes »harmonisering«, og det må man ikke. I kildekritikken drejer det sig ikke om at give alle parter ret og forene stærke og svage kildeudsagn med hinanden for at få det fyldigste og mest detaljerede billede ud af det. Det drejer sig tværtimod om at bringe kilderne i krig med hinanden, at slå ned netop på de punkter, hvor to kilders oplysninger afviger. Hvis de f.eks. har forskellige datoer for den samme begivenhed, kan det være tegn på svaghed hos den ene eller dem begge. Og det er netop svaghederne, vi er ude efter. Et pænt menneske, som holder mere af kompromiser end af konflikter, kan være tilbøjelig til at finde en mellemproportional. Hvis den ene kilde siger kl. 11 og den anden kl. 12, så var det nok kl. 11.30; hvis den ene siger, at Saxo døde 1202 og den anden 1216, så var det nok 1209, mener han måske. Men en sådan harmonisering er strengt forbudt. Blandt historikere kaldes dette for »halvtolvregelen«.