Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 8

Enhver kildetekst kan anskues og bruges som et levn af den historiske situation, den opstod i, dens ophavssituation. Den kan tillige bruges på en anden måde, nemlig som beretning om det, den handler om. Man har tidligere brugt ordene »levn« og »beretning« som betegnelser for to forskellige kildetyper. Under det funktionelle kildebegreb bruger vi dem om to forskellige måder at anskue og bruge en tekst som kilde på, idet vi sætter den i relation til to forskellige stykker historisk virkelighed, henholdsvis dens ophavssituation og den historiske virkelighed, den handler om. Man kan f.eks. bruge Saxos krønike Gesta Danorum om danskernes bedrifter fra de tidligste tider til omkring år 1200 som kilde til forholdene på Saxos egen tid, eller man kan bruge den som kilde til en af de begivenheder, den skildrer, f.eks. drabet på Knud den Hellige i året 1086. I det første tilfælde bruger man den som levn, i det sidste som beretning.

Det sidste er det simpleste og naturligste. Knud den Hellige og de andre danske konger og deres bedrifter er jo det, teksten selv retter opmærksomheden mod. Når man læser en bog, artikel eller en hvilken som helst anden fortælling, interesserer man sig automatisk for det, den handler om. Det er jo meningen med den. Derimod er det hverken simpelt eller naturligt at anskue teksten som del af den virkelighed, den stammer fra. At Gesta Danorum skulle anskues som levn og bruges som kilde til, hvad der skete på Saxos egen tid, var næppe hans mening. Det er en utilsigtet brug af den.

Under levnsaspektet retter man opmærksomheden mod teksten selv og den virkelighed, der omgav den, bort fra det den selv retter opmærksomheden mod. Man spørger f.eks.: Hvilke forestillinger rummer Saxos tekst om kongemagten, var disse forestillinger de almindelige på Saxos tid, eller var de specielle for ham og den kreds, han tilhørte? Hans fortælling om Knud den Helliges tid indledes med en meget rosende skildring af denne konge, som giver os et fyldigt indtryk af Saxos kongeideal. Vi interesserer os nu ikke længere for kong Knud, men for Saxos kongeideal. At udnytte en fortælling som levn er en utilsigtet brug, som kræver, at man så at sige træder ud af den og betragter den på afstand i stedet for at lade sig rive med af handlingen. Selvom vi i højere grad retter opmærksomheden mod teksten, er det stadig ikke teksten selv, der er i fokus. Vi bruger den stadig som kilde til noget uden for den selv, nemlig kongeidealer på Valdemarstiden.

Levnsaspektet og beretningsaspektet skal forstås som to læserpositioner, historikeren uafladeligt veksler imellem. Snart anskuer han kilden som levn, snart som beretning. Når han f.eks. bruger Saxo som kilde til drabet på Knud den Hellige, altså som beretning, vil han ikke have læst ret længe, førend han træder tilbage fra kilden og spørger: Hvorfor skriver Saxo sådan? hvad er meningen? hvem skriver han for? Historikeren anskuer med andre ord Saxos beretning som levn for at vurdere hans udsagn. I næste øjeblik vender han tilbage til beretningsaspektet og interesserer sig igen for Knud den Hellige. Under udnyttelsen af Saxos tekst som beretning vil historikeren gang på gang anskue den som levn. Når han omvendt bruger Saxos fortælling om Knud den Hellige som kilde til kongeidealerne på Saxos egen tid, altså udnytter den som levn, vil han alligevel gang på gang anskue den som beretning. Han kan simpelthen ikke lade være. Bl.a. er Saxo selv den væsentligste kilde til Gesta Danorums ophavssituation. Især dens fortale er en uundværlig kilde hertil. For at forstå den situation, krøniken er et levn af, må historikeren udnytte denne fortale som beretning. Meget ofte vil en kildes egne oplysninger være væsentlige til belysning af dens ophavssituation. Hvis man f.eks. sidder med et brev, der har været et led i selve det begivenhedsforløb, man er ved at undersøge, vil levnsaspektet og levnsudnyttelsen være det dominerende, men hvert øjeblik vil man alligevel anskue brevet som beretning. Bl.a. må man for at kunne tidsfæste brevet anvende dets egen datering som beretning. Levnsaspektet og beretningsaspektet hænger med andre ord i praksis nøje sammen. At opøve evnen til ustandseligt at veksle mellem de to læserpositioner er et af de vigtigste formål med undervisningen i kildekritik.