Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 6

Det funktionelle kildebegreb

Оглавление

En tekst eller en ting bliver først til historisk kilde i det øjeblik, den begynder at fungere som kilde for en historiker, der vil vide noget om et eller andet historisk emne. Som kilde vil dens udsagnsevne og udsagnskraft afhænge af, hvad historikeren i det konkrete tilfælde bruger den til. Kildens og dens enkelte udsagns værdi vil være en funktion af de spørgsmål, han stiller til den, hans såkaldte problemstilling, og den måde, han bringer den til at fungere som kilde på i forhold til denne problemstilling. Dette kaldes det funktionelle kildebegreb til forskel fra et såkaldt materielt kildebegreb, hvorunder man opfatter de historiske kilder og kildetyper som havende en værdi i sig selv, således at f.eks. et middelalderligt brev, et såkaldt diplom, altid vil være af større værdi end en krønike, uanset hvad man bruger teksten til.

Det funktionelle kildebegreb ligger til grund for nærværende tekstsamling. Den består derfor af et antal problemstillinger formuleret som et eller flere spørgsmål, efterfulgt af et antal forskelligartede tekster, som skal bruges til at besvare netop disse spørgsmål. Hvert sæt spørgsmål med tilhørende tekster kaldes et kildesæt. Mange af dem har været stillet som eksamensopgave på et eller andet tidspunkt. Opgaven bestod da i at udnytte hver tekst så godt som muligt for at finde frem til dens udsagnsevne i forhold til de stillede spørgsmål og derefter argumentere for og imod værdien af de fundne oplysninger, dvs. vurdere og drøfte dens udsagnskraft. Det skal understreges, at der ikke gives noget facit på en sådan opgave, kun gode og dårlige argumenter på grundlag af en præcis læsning af teksterne.

Kildekritisk tekstsamling

Подняться наверх